Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tal ordentligt – selv til de »kornfede bureaukrater«!

DEBAT - »Vi skal holde op med at bekrige hinanden og skændes om, hvem der er de vigtigste og rigtigste medarbejdere«. Fællestillidsrepræsentant Signe Møller Johansen går i rette med tonen i debatten oven på fyringsrunden.

”Fyr bureaukraterne” lyder en mellemrubrik i en artikel i Universitetsavisen (18/4). I andre artikler kan man læse om tillidsrepræsentanter, der undrer sig over, at der ikke fyres flere administrative medarbejdere i sparerunden (fx 2/3 og 12/4).

Som fællestillidsrepræsentant møder jeg desværre også denne grovkornede retorik rundt omkring i organisationen, hvor afdelinger og medarbejdergrupper mistænker hinanden for ikke at bidrage med noget væsentligt. Det er altid de andre, der ikke duer til noget og kan undværes! Den tidligere uddannelses- og forskningsministers påstand om de ”kornfede” universiteter kunne vi nemt blive enige om var både forkert og tarvelig. Nu synes flere medarbejdere på KU dog at bruge en tilsvarende forsimplende retorik til at bekrige hinanden. Det er ligeså plat at ville fyre ”bureaukraterne”, som at kalde universiteterne for ”kornfede”. Det kan vi ikke være bekendt over for vores gode kolleger på KU.

»Der er brug for at genfinde respekten for dem, der er arbejder andre steder på KU og løser andre opgaver end os selv«

Det er en uundværlig del af KU’s DNA, at der er højt til loftet, og vi vil gerne værne om ytringsfrihed, fri forskning og demokratisk mangfoldighed. Derfor skal der selvfølgelig også være plads til en saglig og konstruktiv debat om, hvordan regeringens besparelser rammer KU. Selvfølgelig skal vi alle have lov at problematisere, hvordan de mangelfulde ressourcer prioriteres – og dermed hvor fyringsrunderne rammer hårdest. Men vi må ikke lade regeringens besparelser på uddannelsesområdet splitte os ad og lade angrebet på vores økonomiske rammer resultere i indre ufred.

Der er brug for at genfinde respekten for dem, der er arbejder andre steder på KU og løser andre opgaver end os selv. Vi må kunne tale pænt både til og om hinanden. Vi må stå sammen om vores fælles arbejdsplads, sådan at vi sammen kan bidrage til et universitet med uddannelse og forskning i topklasse. Og til en arbejdsplads, hvor det stadig er rart at være.

Smør med olie – mudder virker ikke!

De sidste måneder har været hårde for os alle, og mange medarbejdere og ledere er trætte, fordi de mangler kolleger til at indfri de høje ambitioner på KU. Det er tydeligt, at de medarbejdere, der allerede har forladt os, er savnede. Det gælder for alle medarbejdergrupper på KU, at os der er tilbage, skal løbe ekstra stærkt. Og det bliver uden tvivl tydeligere, når endnu flere kolleger skal forlade os, når deres planlagte fratrædelse træder i kraft. Presset har og vil uundgåeligt føre til frustrationer og forandringer lokalt.

Derfor er det vigtigt for det videre samarbejde, at vi får en fælles forståelse af, hvilke funktioner, opgaver og services, som KU ikke længere kan levere. Det er vigtigt, at besparelserne ikke resulterer i, at vi giver politikerne ret i, at der var medarbejdere på KU, der var overflødige. Derimod må vi både eksternt og internt holde fast i, at besparelserne nødvendigvis må resultere i et frafald af opgaver. Nedskæringer i antallet af medarbejdere fører uundgåeligt til, at bestemte opgaver må nedprioriteres eller løses mindre godt.

»Vi skal holde op med at bekrige hinanden og skændes om, hvem der er de vigtigste og rigtigste medarbejdere«

I den svære nedskæringsproces skal vi gøre os ekstra umage for at tale pænt til og om hinanden. Vi skal holde op med at bekrige hinanden og skændes om, hvem der er de vigtigste og rigtigste medarbejdere. I stedet skulle vi hellere stå sammen og værne om de mange faglige profiler og medarbejdere, der skal til for at hele KU-maskinen kan køre. Vi kan ikke løse problemerne ved bare at fyre ”bureaukraterne,” men må også sætte pris på de gode administrative kolleger, der stadig er ansat på KU. De kolleger er fx nødvendige for at opnå en fair forvaltning og ligebehandling af både studerende og andre medarbejdere – og det er også dem, der kan hjælpe os med at holde yderligere besparelser fra livet. Administrationen er fortsat den olie, der skal til for at de mange dele i KU-maskinen kan køre ordentligt.

Seneste