Synspunkt - Bibliometri er ikke den eneste løsning

David Budtz Pedersen mener, at formanden for Danske Universiteter i et indlæg til Universitetsavisen giver indtryk af, at bibliometri er den eneste måde at opgøre forskningskvalitet på. Budtz Pedersen er stærkt uenig.

af David Budtz Pedersen. Ph.d.-stipendiat i filosofi ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Jens Oddershede, talsmand for Danske Universiteter, giver i sit svar til Claus Emmeche udtryk for, at brugen af bibliometriske målinger til fordeling af basismidler er den eneste løsning, når det gælder om at retfærdiggøre forbruget af skattebetalte forskningsmidler over for befolkningen.

Oddershede anfører, at ingen er fremkommet med alternative løsninger til brugen af bibliometri. Man kunne fejlagtigt få det indtryk af Oddershedes udtalelser, at forskningsevalueringspolitikken må betragtes som en ”nødvendig” politik, der står uimodsagt – på nær af nogle få yderliggående modstandere – og som inkarnerer befolkningens ønske om ansvarlighed og effektivitet bedst muligt.

Dette er ikke tilfældet.

Bibliometri er bare én blandt mange måder at tolke samfundets legitimitetsbehov på med hensyn til universiteterne. Andre løsninger er tænkelige og har været udviklet i videnskabsteorien og videnskabssociologien de seneste 50 år. For eksempel har makroøkonomiske studier vist en markant sammenhæng mellem investeringer i forskning og samfundets langsigtede vækst.

De langsigtede effekter bliver overset

EU-Kommissionen har opgjort at “den samlede betydning af forskning, udvikling og uddannelse er grundlag for 25-50 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt.” Og OECD konkluderer i 2001, at “den økonomiske effekt af offentlig, universitetsbaseret forskning i forhold til produktiviteten er positiv og signifikant, og overgår omkostningerne ved offentlig forskning”.

Men også andre, mere værdibaserede argumenter har været fremsat. Blandt andet at universiteterne tjener en vigtig funktion i demokratiet og understøtter samfund, beslutningstagere og offentlighed med vigtig viden og analyser, som ikke kan opgøres ud fra simple bibliometriske statistikker, men som finder vej fra forskning til samfund via uformelle og kvalitative videnspredningsaktiviteter.

Sådanne langsigtede samfundsmæssige konsekvenser af den offentlige forskning er tilsyneladende ikke et tilstrækkeligt kriterium for legitimiteten i dag. Derimod indføres en række institutionelle og økonomiske styringsredskaber, der ved hjælp af detaljeret monitorering skal fastslå universiteternes resultatskabelse på kort sigt og skabe konsekvens og transparens lokalt.

Statistik giver bagslag

Faktisk har produktionen af statistiske data som svar på befolkningens ønske om legitimitet en negativ effekt. Disse datamængder og kvantitative evalueringer sætter ikke den enkelte borger i stand til at træffe bedre beslutninger, men etablerer en falsk objektivitet i det politiske, der fratager befolkning og borgere muligheden for at drøfte en given prioritet.

Når først en bestemt fordelingsnøgle er etableret og de grundlæggende indikatorer er kalibreret, hvilket i høj grad er en politisk beslutning, ser fordelingsmodellen ud til at være objektiv, retfærdig og apolitisk, og den etablerer en automatisk responsmekanisme mellem output og input.

Den performance-baserede fordeling af universiteternes basismidler er et eksempel på en sådan afpolitisering, ligesom mange øvrige output-baserede finansieringsmodeller er det i den offentlige sektor i dag. Argumentet hos Oddershede bekræfter præcis denne tendens i stedet for at gøre op med den.

At sige at det ikke kan lade sig gøre tilfredsstillende at opgøre universiteternes produktion og samfundsrelevans ud fra bibliometriske indikatorer, er ikke det samme som at sige, at universiteterne ikke skal forklare og legitimere sig over for politikere og befolkningen. Derimod er det et krav om at forstå legitimiteten anderledes. En opgave Danske Universiteter med fordel kunne bidrage til at løse.

• Send
• Del