Studerende uden børn: Tag jer sammen!

Indrømmet: Der er ikke to forældre eller to børn der er ens. Nogle forældre er cool, ustressede og easygoing, andre er pylrede og hysteriske. Nogle børn er indbegrebet af ro og sover natten igennem som nyfødte, mens andre skriger i månedsvis og sender forældrene på desperationens rand. De fleste både børn og voksne befinder sig dog et sted midt i mellem.

Så når du hører folk sige, at det at få børn da er det letteste i verden, og de da sagtens kan opretholde deres karriere som turnerende performancekunstner eller krigsreporter, så tro dem ikke. Eller rettere, tro ikke, du kan det samme, for det kan du ikke.

På den anden side skal man også tage folk der udnævner det til at få børn som et sandt mareridt, som med ét destruerer alle ens livsudfoldelsesmuligheder med et gran salt, fordi de forbigår, at børn altså også er helt enormt dejlige og underholdende. Når de er ens egne vel at mærke.

Hvad den sidstnævnte gruppe imidlertid har ret i, er at du kan vinke definitivt farvel til dit liv, som du kender det, når du vælger at sætte nyt liv i verden. Dét er sandhed i sin pureste form, for børn eller rettere de helt små af slagsen kræver al din energi og alt dit overskud.

Vær helt vis på det. Som nybagt forælder er man ekstremt begrænset i alle henseender, og dét at finde energi til at komme det mindste smut ud af døren kan forekomme som den mest uoverkommelige pilgrimsfærd, som ikke sjældent vil ende i fiasko, før den overhovedet er begyndt.

Tag mig for eksempel. Jeg fandt ud af, at jeg ventede tvillinger, mens jeg var udvekslingsstuderende i USA sidste forår, og siden har intet være det samme. I gamle dage rejste jeg verden rundt hvert andet øjeblik, nu kan det som sagt være et heldagsprojekt at komme i kiosken.

I gamle dage stod jeg op et sted mellem 9 og 10 hver morgen. Der er jo alligevel aldrig timer på KUA, og læse kunne man altid finde tid til – i dag står jeg op kl 5. Af og til 4:30. I gamle dage sad jeg længe på kollegiekøkkenet og snakkede og spiste de fleste hverdagsaftener, i dag hugger jeg maden i mig på de 45 sekunder, jeg har, efter de små har spist, og inden de bliver hysteriske af utålmodighed.

I gamle dage havde jeg tid til at læse en masse skønlitteratur, nu er jeg godt tilfreds, hvis jeg når en avisartikel på nettet. I gamle dage så jeg en masse film, i mit nye liv bliver det højst til The Wire en gang om ugen, hvor min kæreste og jeg spoler over introsangen for at spare tid. I gamle dage brugte jeg vel to-tre timer på oprydning, rengøring og tøjvask om ugen, i dag er jeg glad, hvis jeg kan nøjes to-tre timer på en dag.

I gamle dage hang jeg ud på cafeer og barer i timevis, i mit nye liv synes det som et rent fatamorgana. Og ja, jeg har på en eller anden måde fundet tid til at skrive denne klumme, men faktisk ser det ud til, jeg i dette sekund bliver afbrudt af Victor, som er vågnet af sin formiddagslur.

Nu tænker du nok »er du sunshine et nederen liv,« og det er det sådan set også på mange måder, men der er jo også en grund til man begiver sig ud i konceptet med at få børn til at starte med, for man behøver ikke have nogen selv for at vide, at de er nuttede, livsbekræftende og lykkebringende små væsener, og på den front bliver man langtfra skuffet.

Der findes ikke noget sødere, mere vidunderligt og (ofte ufrivilligt) sjovere end de børn, du er ophav til. Alle andre relationer er mere eller mindre flygtige, men de varme følelser som går fra forælder til barn er konstante som en naturlov. Og at være så pjattet med et andet menneske, og i mit tilfælde hele to styk, og at se dem udvikle sig fra mikroskopiske og totalt hjælpeløse fugleunger til kække humørbomber, som klapper, danser, griner, og kravler og lige så småt begynder at forstå en masse ting om verden, er en vild, grænseoverskridende og fantastisk oplevelse.

Noget af det vanskelige ved at være ung og studerende med børn er, at man ofte vil være den eneste i vennekredsen, som interesserer sig for og gider diskutere klapvognsmodeller, udviklingstrin, babymad og blemærker. Ikke så underligt, for det er helt ufatteligt kedelige emner – lige indtil man har små børn, og der pludselig ikke er noget vigtigere i hele verden.

Og det er faktisk en stor kamel, der skal sluges, når vennerne ikke rigtig interesserer sig for alle praktikaliteterne i ens nye liv. Heldigvis vil de mest empatiske af ens venner alligevel af og til låne øre, og det er en stor lettelse, som på sigt også fører til, at man får sorteret lidt i kredsen. De bedste venner bliver. Barskt, men sandt.

Fordi det at få børn er så anstrengende, dyrt og begrænsende, som det nu engang er, er det gået hen og blive kutyme i vores kultur, at udskyde projekt baby til vi når til begyndelsen af eller midt-trediverne. Personligt er jeg meget glad for, jeg ikke ventede.

Som studerende står man ikke på samme måde til ansvar over for en arbejdsgiver, og man kan på den baggrund tage sig en masse friheder. Min kæreste havde for eksempel aldrig kunnet blive hjemme i et helt år, hvis han havde været færdiguddannet læge, og jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skulle have klaret hverdagen med små tvillinger i alle dagtimerne igennem så mange måneder uden ham.

Man har selvfølgelig ikke de samme økonomiske midler, som hvis man havde været færdig, men i mine øjne er penge nok det mindste problem ved at få børn. Faktisk kan jeg ikke se pointen i, at så mange vælger at leve det søde liv med en overkommelig arbejdsbyrde og uden særlig mange forpligtelser i 20’erne for derefter at knokle sig selv halvt ihjel i 30’erne. Det virker mere logisk at fordele arbejdsmængden bare en lille smule jævnt over årene.

Min fortid som bachelorstuderende på humaniora er i hvert fald en vits i forhold til mit nuværende liv, og jeg er glad for, jeg ikke pludselig skal til at have børn og en karriere i gang, når jeg er færdig om et par år. Selvfølgelig kan man helt undlade at få børn, og det er naturligvis en helt legitim beslutning.

Jeg gider bare ikke høre på brok fra folk, og slet ikke studerende med op til seks måneders ferie om året og al frihed og tid i verden, uden børn.

LÆS OGSÅ: Hvad med at få en baby, mens du studerer

uni-avis@adm.ku.dk