Studerende kan selv skrue ned for forventningspresset

For nylig søgte jeg en praktikplads hos et stort PR-bureau. Jeg fik den ikke. Jeg er ikke flyttet hjemmefra endnu, men bor stadig i en taske mens jeg pendler mellem mor, far og kæreste. Jeg har haft det samme ikke-studierelevante piccolinejob i tre år. Jeg skimmer tit de lange tekster under morgenmaden før en forelæsning. Jeg er en livsnyder med stort L og dårlig samvittighed.

Når jeg hører ordet forventningspres, tænker jeg først på de forventninger og det pres, som samfundet pålægger os. Med konkurrence, karakterskalaer og karriereplanlægning allerede i folkeskolen. Og ikke mindst med fremdriftsreform og fertilitetskampagner, som fortæller os at vi helst både skal gennemføre studiet på normeret tid og få børn, inden vi fylder 25.

Samfundet har mange forventninger til os unge. De nyudklækkede studenter får hvert år at vide at »de er Danmarks fremtid,« og at »Danmark lever af sine gode hjerner.«

Det velmenende, men dødirriterende spørgsmål: Hvad skal du så nu? kommer snigende allerede ved afgangsprøverne i folkeskolen og bliver mere insisterende efter gymnasiet. Jeg har endda mødt det undervejs på universitetet. Jeg går på 4. semester, og jeg skal åbenbart allerede have fundet ud af, præcis hvad jeg skal bruge mit studie til.

Men det som gør mig allermest presset er ikke samfundets forventninger. Det er mine egne. Og jeg tror ikke kun det gælder for mig. Jeg tror, at grunden til at vi studerende i dag føler os mere pressede end nogensinde før er de forventninger, vi har til os selv.

Drop sammenligningerne med de andre

For en måneds tid siden sad Berlingskes chefredaktør Jens Grund i toget på vej til den såkaldte Panikdag (den årlige dato, hvor medier ansætter journaliststuderende i praktik, red.) og skrev til de unge journaliststuderende – og også lidt til os andre:

»(…) Hovedparten af de unge, jeg møder, knokler målrettet med studierne og overkommer fritidsjob ved siden af (…) Jeg ser desværre også unge gå ned med flaget. Men de er hverken dovne eller overforkælede. De forsøger forgæves at leve op til deres egne enorme forventninger.«

Jeg tror, ligesom Jens Grund, at vi hverken er dovne eller forkælede. Jeg siger heller ikke at det er vores egen skyld, og at vi bare kan skrue ned for dem. Men jeg tror, der er noget, vi selv kan gøre. Vi kan starte med at acceptere, at vi ikke kan indfri alle vores egne forventninger.

Jeg vil hellere være en skidegod veninde den ene dag og en skidegod studerende den anden dag, end jeg vil være en middelmådig blæksprutte.

En af de ting vi kan tænke over, er at stoppe med at sammenligne os selv med andre. Forskning tyder nemlig på, at når vi sammenligner os selv med andre, som gør det bedre end os, mindsker vi vores egen lykke. Men alligevel gør vi det.

Vi sammenligner os selv med ham den flittige, som har læst alt til hver forelæsning. Ham, der ikke bare har skimmet, men læst så grundigt, at han kan stille skarpe spørgsmål, der sender bølger af dårlig samvittighed helt ned til bageste række.

Vi sammenligner os selv med hende, som er med i alle tænkelige udvalg og som en anden social Supermand planlægger og deltager i samtlige fredagsbarer, fællescaféer og fester.

Derfor ender jeg tit med at være en blæksprutte og forsøge at nå det hele. Et godt eksempel er en scene, som udspillede sig sidste tirsdag eftermiddag. Jeg sad på en café på Nørrebro med mine veninder. Vi var samlet, fordi min ene veninde havde haft kærestekrise. Altså sådan en krise, som kræver både caffe latte, kage og koncentration.

Men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg måtte sige »undskyld, hvad?« et par gange, fordi jeg havde kigget ned på uret på min iPhone og ikke op på min veninde. Jeg gik en halv time før de andre, og nåede lige akkurat ind ad Hovedbibliotekets svingdøre i rette tid til at møde min læsegruppe.

Problemet er, at jeg heller ikke her kunne koncentrere mig. I stedet for at skrive i vores Google-dokument som resten af læsegruppen, skrev jeg en Messenger-besked til min triste veninde om, at jeg var ked af jeg var nødt til at smutte så hurtigt.  

Vælg mellem rollerne

I sociologien siger man at livet er en scene, hvor vi spiller forskellige roller. Jeg kan fx både spille rollen som studerende, veninde, datter, ansat og kæreste. Og med de roller kommer forventninger. Jeg tror, det handler om at prioritere. Prioritere hvilken rolle, som skal have mest opmærksomhed, og hvilke der kan tåle at køre lidt på autopilot. Men også om at prioritere vores tid, sådan at vi har overskud til at indfri nogle af de forventninger, vi har til os selv.

En søndag sidste sommer kom min mor hjem fra mindfullness-kursus. Jeg sad i stuen omringet af bøger og var ved at forberede mig til eksamen. Jeg havde en af de der dage, hvor man læser den samme sætning 17 gange og stadig ikke når længere. Derfor sukkede jeg, da jeg hørte nøglen i døren. For jeg ved ikke om I kender typen, men min mor er sådan en, som fortæller så meget om sådan et kursus, at jeg ligeså godt selv kunne have været med alle tre dage.
Og ganske rigtigt: Nærmest før hun var trådt ind over dørtrinnet, kunne jeg høre hende plapre om meditationsmetoder, coaching og nærvær. Hun tegnede og fortalte, mens hun viftede begejstret med et stykke papir.

På kurset havde de lavet en øvelse, der handlede om at sætte lyst og kan over bør og skal. De skulle gennemgå en normal hverdag og skrive alt det, de så som ‘sure pligter’ ned på den ene side af et stykke papir, og alt det de så som ‘hyggelige aktiviteter’ på den anden. Øvelsen var så, at man skulle sørge for, at der var balance mellem længden på de to lister. Ikke nødvendigvis hver dag, men måske på en uge eller en måned. Jeg ved ikke om det var fordi jeg trængte til en pause fra bøgerne eller fra min mors talestrøm, men jeg gik med til at lave øvelsen med hende.

Det, jeg opdagede, var sigende. Min liste med ‘sure pligter’ var dobbelt så lang som min liste med ‘hyggelige aktiviteter’. Lige dér tog jeg en beslutning. Jeg lukkede computeren og inviterede min mor på en is i solen.

Jeg ved godt, at vi ikke bare altid kan gøre, hvad vi har lyst til. Elles ville jeg ligge derhjemme og spise Ben og Jerry’s og se Netflix i hvert fald tre dage på en uge. Der skal handles og ryddes op og arbejdes. Men der skal også drikkes kaffe med veninderne, grines over en god komedie og skrives debatindlæg til Uniavisen.

Lev i nuet

Jeg tror ikke, at løsningen er at udskyde eller udeblive fra de pligter, der er nødvendige. Jeg tror løsningen er også at give sig selv lov til at gøre det man har lyst til.

Jeg tror, vi skal acceptere, at vi ikke skal præstere på alle niveauer. Jeg har ikke lyst til at være middel hele vejen rundt. Men jeg tror, at hvis vi stræber efter at leve op til alle de forventninger, vi har til os selv, så kan vi risikere at ende med at blive netop dét. Derfor prøver jeg prioritere – jeg vil hellere være en skidegod veninde den ene dag og en skidegod studerende den anden dag, end jeg vil være en middelmådig blæksprutte.

Jens Grund slutter sit debatindlæg af med en simpel besked til os studerende, som jeg hermed vil viderebringe:

»Slap nu lige lidt af. I skal nok klare det. Vi tror på jer. Glæd jer, for arbejdslivet er ikke pulveriserende. Det er pulserende – fantastisk – og I skal nok ankomme til tiden.«

Derfor tager jeg en dyb indånding og minder mig selv om, at det er okay, at jeg ikke fik praktikstillingen på det store PR-bureau. At det er okay, at jeg ikke er flyttet hjemmefra endnu. At det er okay, at jeg ikke skifter mit trygge job ud med et mere studierelevant. At er okay, at jeg nogle gange kun skimmer de lange engelske tekster.

Og sidst, men ikke mindst, at det er okay, at jeg husker at nyde livet.

uni-avis@adm.ku.dk