Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Debat: Vær med til at gøre en forskel

STUDENTERMAGT - Selvom Sascha Veggerby Nicolajsen mener, at der reelt ikke kom særlig meget ud af blokaderne og demonstrationer mod fyringer, blandt andet foran rektors kontor i vinter, så gør det en stor forskel, at det trods alt lykkedes at få rektor i tale og få ham til at tale de studerendes sag

Debatindlæg:

DET ER DEN 1. SEPTEMBER syv måneder siden, at de studerende på Biologisk Institut (Bio) og Institut for Geografi og Geologi (Geo) blokerede deres institutter grundet omfattende fyringer andet år i træk. En aktion bygget på frustration over forringelsen af, og kærligheden til, vores fag.

Målet med blokaderne var at få rektor Ralf Hemmingsen i tale. Dette skete efter at vi i samlet trop mødte op foran hans vindue ved Frue Plads dagen efter blokaderne. Han talte til os i snevejr fra trappen til administrationsbygningen.

Hans vigtigste pointe var at politikerne straks måtte i gang med at sikre flere penge til universiteterne de kommende år, hvis statsministerens vision om uddannelse i verdensklasse skulle ske fyldest.

MEN HVAD ER DER SIDEN sket? Ikke meget, faktisk fralagde tidligere videnskabsminister Helge Sander sig alt ansvar på selve dagen for rektors tale. Hans efterfølger Charlotte Sahl-Madsen har heller ikke gjort meget for at overbevise os om, at hun er videnskabens minister.

Uddannelser i verdensklasse er midlet til, at Danmark kan gøre brug af sit eneste egentlige råstof, nemlig viden. Men hvad er udsigten til dette, når både genopretningspakke og finanslov dikterer store besparelser på universiteterne? Jeg tror i hvert fald ikke, at vi har set de sidste fyringer på Bio og Geo samt resten af universitetet.

HVAD GØR VI SÅ NU? Var blokaderne i februar forgæves? Svaret er et stort og rungende NEJ. Vi fik med blokaderne rektor i tale, og fik ham til at tale vores sag mod øverste sted. Vi fik via stor og bred mediedækning vist, at vi har en sag, der er berettiget og har samfundets interesse.

Det er ikke et spørgsmål om, at vi brokker os, og forlanger mere og mere. Det er et spørgsmål om, at vi tager ansvar for vores uddannelser, og derved Danmarks fremtid.

Opråbet i februar viste, at vi studerende kan få stor indflydelse, hvis bare vi står sammen. Jeg vil hermed opfordre alle studerende, gamle som nye, til at holde jer orienterede om, hvad der sker på jeres fakultet de næste måneder. Så kan I nemlig være med til at gøre en forskel, når det virkelig gælder!

Seneste