Stem til KU-valget, det nytter

I denne uge er det et år siden, vi stod 9.000 studerende og hoppede på Frue Plads. Hvis du var med, ved du præcis, hvad jeg taler om. Hvis ikke, så skal du vide, at vi hoppede foran universitetets rektor og den daværende uddannelsesminister, fordi vi var imod Fremdriftsreformen.

Vi er stadig imod Fremdriftsreformen, men mange af os er dog glade for – og utrolig stolte af – at de massive protester fik KU’s ledelse til at trække deres forslag om yderligere stramninger tilbage.

Vi er også ret glade for, at vi fik indført et 12-mandsudvalg med lige mange ledelsesmedlemmer og studerende repræsenteret, som skulle arbejde med implementeringen af reformen, nu når den partout skulle indføres.

I Studenterrådet mener vi stadig, at Fremdriftsreformen skal afskaffes. Det gøres bedst ved at indsamle historier om alle de fuldstændig umulige konsekvenser, reformen har for os studerende.

Vi forventer ikke, den bare bliver taget af bordet. Men vi mener, at jo mere fokus, der er, på de enkelte dele af reformens indhold, og jo mere vi kan påvise at tvangstilmelding, nedskæringer og tvangsmeritering skaber uoverskuelige problemer for vores uddannelser på adskillige niveauer, desto nemmere bliver det at fjerne delene. Og hvis man fjerner alle delene, fjerner man reformen.

Et godt eksempel herpå er suppleringssaksen. Ved afskaffelsen af muligheden for at supplere mellem bachelor – og kandidatuddannelsen, er mange studerende kommet i klemme. En klemme der pludselig gør det umuligt at skifte uddannelse mellem BA og KA, da mange mangler ECTS-point og ikke længere bliver bedømt på andre kriterier end point.

Dette har dog været et fokuspunkt for Studenterrådet, og de øvrige studenterorganisationer, og tidligere på måneden blev det meldt ud fra forligspartierne bag den pågældende universitetslov, at en overgangsordning på to år bliver indført. Det er fremskridt, og vi arbejder videre.

Det forgangne år er vi også blevet fælt overraskede over en dimensioneringsplan. Nogle tal i et Excel-ark, udarbejdet af en minister, der truede med at lukke hele fag.

Også her har vi ved fælles indsats, ved både aktioner og kontinuerligt samarbejde med de indvalgte i råd og nævn, formået at få den oprindelige plan fejet af bordet og i stedet fået en plan udarbejdet af universiteterne selv.

Men det kan altid blive bedre, og det skal vi huske. Det kan altid blive bedre, hvis vi samarbejder mod et fælles mål, er organiserede, informerede og klar over, at sammen er vi stærkest.

Og vi skal huske, at vi ved, hvad der gør vores uddannelsesforløb gode. Derfor er det også vigtigt at afgive sin stemme til universitetsvalget i denne uge. Dermed kan vi være sikre på, at vi er repræsenteret bedst muligt ved mødebordene, så vi går fra hurtigere at skulle ud – til at komme bedre igennem vores uddannelsesforløb.

Jeg har stemt til univalget, og jeg hopper stadig. Gør du?

uni-avis@adm.ku.dk