Debat 3/12-16 20:20

Sort og hvidt i Mette Høeg-sagen

DEBAT - Mette Høegs fremstilling af sit ph.d.-forløbs afslutning på Københavns Universitet er faktuelt set fyldt med forkerte, misvisende, ensidige og forvrængede fortolkninger. Der er alt i alt tale om et urimeligt fordrejet partsindlæg, skriver lektor Marianne Stidsen.

Uniavisen bragte d. 17/11 en stort opsat artikel om den såkaldte ’Mette Høeg-sag’, som bl.a. berørte mig som tidligere ph.d.-vejleder for Mette Høeg.

Artiklen gav en helt ensidig fremstilling af forløbet, der endte med Mette Høegs opsigelse af sin stilling som ph.d.-stipendiat ved KU. Til underbygning af artiklens fremstilling af forløbet blev bl.a. optrykt uddrag af mails fra undertegnede til Mette Høeg. Uden min viden og uden mit samtykke, skal det tilføjes. Til overmål var disse løsrevne mailcitater sat op som flagrende ’dokumentationsmateriale’ på bedste Ekstrabladsmanér. Indikerende, at ’en forbrydelse har fundet sted, nu søger vi bare at afsløre morderen’.

På baggrund af artiklens ensidige og faktuelt ukorrekte fremstilling, sendte jeg efterfølgende et indlæg til Uniavisen, som jeg bad avisen om at publicere på en relevant og synlig plads og måde, med opfordring til, at Mette Høeg og Uniavisen offentliggjorde den samlede korrespondance fra og med den i avisen omtalte debatartikel af Mette Høeg, som angiveligt – med forskellige mellemregninger – skulle have givet anledning til et ’chikaneforløb’ mod hende fra KU’s side. Nu når man alligevel var i gang med at optrykke mails fra korrespondancen. Min anmodning blev afvist af Uniavisen med den begrundelse, at indlægget ikke opfyldte de formelle krav til et debatindlæg. I stedet blev jeg henvist til at placere indlægget i læsernes kommentarspalte. Med det forudsigelige resultat, at kun meget få tilsyneladende har set det.

Derfor ser jeg mig nu nødsaget til at skrive et egentligt debatindlæg for at korrigere tingene. Jeg skal, som jeg også gjorde i det indlæg, der nu ligger i kommentarsporet under artiklen på Uniavisens hjemmeside, præcisere, at jeg ikke kan kommentere direkte på den konkrete sag. Det giver nærmest sig selv, reglerne taget i betragtning.

Men jeg kan godt i nogle mere generelle vendinger slå følgende fast. Mette Høegs fremstilling af sagen er faktuelt set fyldt med forkerte, misvisende, ensidige og forvrængede fortolkninger. Der er alt i alt tale om et urimeligt fordrejet partsindlæg, hvor bl.a. min vejlederpraksis er inddraget og beklikket.

Politibetjentens attitude har aldrig nogensinde været min

Lad mig derfor pointere, at jeg aldrig nogensinde, heller ikke i denne sag, har gjort mig skyldig i at chikanere nogen pga. deres holdninger eller synspunkter eller ideer. Tværtimod har jeg altid sympatiseret med folk – herunder studerende og ph.d.-studerende – der turde gå deres egne veje og ’tale Roma midt imod’. En egenskab, jeg i øvrigt også selv er temmelig god til at udfolde, og som jeg i det hele taget sætter uendelig højt.

Samtidig har jeg dog også altid forsøgt at få dem, jeg har haft under mine vejledervinger, til at holde fokus på det faglige arbejde. Både fordi det nu engang er det, der er hovedsagen, når man enten studerer ved eller er ansat som forsker (med løn!) på et universitet, og fordi det er den bedste måde at sikre sig, at man faktisk har noget solid ballast at have alle sine holdninger og meninger og ideer i.

Jeg har heller aldrig, det gælder også i den pågældende sag, udvist noget pludseligt stemningsskift, sådan som det hævdes i artiklen, at jeg skulle have gjort mig skyldig i. Mere end antydende, at andre har grebet ind ovenfra og påvirket min vurdering af, hvordan et vejledningsforløb udviklede sig.

I de tilfælde, hvor jeg har grebet ind, og det gælder også i det konkrete vejledningsforløb, har det været resultatet af en gradvis tiltagende, begrundet bekymring over et opgave- eller afhandlingsskriveris mangel på om så blot de allermindste små fremskridt.

Lad mig sige det på den måde, at jeg snarere er kendt for det modsatte som vejleder med efterhånden 20 års erfaring i rygsækken. Nemlig at give en så udstrakt grad af frihed som muligt. Da det også er sådan, jeg selv arbejder bedst. Politibetjentens attitude har aldrig nogensinde været min. Og bliver det heller aldrig. Uanset, at jeg så må konstatere, det ikke er alle, der kan finde ud af at administrere tilliden og friheden, men i stedet ser det som deres fornemste mission at misbruge den.

Det indebærer også, at jeg aldrig, heller ikke i den pågældende sag, ville kunne finde på at råbe vagt i gevær, blot fordi en studerende eller en ph.d.-studerende en enkelt gang ikke svarede tilbage på mine mails og forespørgsler om vejledningsmøder. Eller blev væk fra dem, der er aftalt, uden nærmere begrundelse.

Som sagerne står, ville jeg selvfølgelig inderligt ønske, at jeg kunne lukke op for hele godteposen og dokumentere ovenstående i forhold til den konkrete, specifikke sag. Og dermed én gang for alle hamre en pæl igennem myten om, at det ikke skulle være til at afgøre, om der er tale om chikane fra institutionens side eller om uformåenhed – måske ligefrem bedrageriskhed – fra den ph.d.-studerendes.- Marianne Stidsen

I virkelighedens verden er der løgn og sandhed

Mit vedholdende fokus som vejleder er – og har altid været – at forsøge at støtte op om de studerendes såvel som de ph.d.-studerendes egne, selvstændige ideer – ja, rose dem til skyerne, når sådanne indfandt sig, da ingen mere end jeg er tilhænger af den frie, selvstændige personlighed, der tør danne sig sine egne meninger og gå sine egne veje.

Men mit fokus er selvsagt også på at hjælpe dem til at få gled i det faglige arbejde, uden hvilket selv de bedste og mest selvstændige personligheder har det med at ende som små flammer, der hurtigt brænder ud. Findes kun det første og intet af det sidste, kan jeg ikke længere stå inde for vejledningsforløbet. Og så er der kun én ting at gøre, nemlig gå til institutionen, det kunne fx være Ph.d.-skolen i tilfælde af, at der var tale om en ph.d.-studerende, og få denne involveret, så den kan hjælpe med at få rettet op på det.

Eller tage de konsekvenser, der nu må tages, hvis det synes at være uopretteligt. Enten fordi evnerne mangler hos den studerende/ph.d.-studerende. Eller fordi, hvad man ikke skulle tro muligt, når man ved, hvilket privilegium det er at få lov at gennemføre en gratis universitetsuddannelse og en gratis ph.d.-uddannelse, som vi stadig kan her i Danmark, viljen simpelthen mangler.

Man kan til endeløshed hænge sig i, om en evalueringsrapport er underskrevet eller ej – uden i øvrigt at kende noget til omstændighederne ved det. Men det ændrer ikke ved, at det, der er foregået, er foregået. Og at der er en forhistorie bag alt, som man måske burde kende bare en lille smule til, inden man udtaler sig alt for skråsikkert om et kuldsejlet studie- eller stipendieforløb.

Som sagerne står, ville jeg selvfølgelig inderligt ønske, at jeg kunne lukke op for hele godteposen og dokumentere ovenstående i forhold til den konkrete, specifikke sag. Og dermed én gang for alle hamre en pæl igennem myten om, at det ikke skulle være til at afgøre, om der er tale om chikane fra institutionens side eller om uformåenhed – måske ligefrem bedrageriskhed – fra den ph.d.-studerendes.

Men blot fordi Mette Høeg har åbnet sagen på sin måde, giver det desværre ikke mig samme ret som hendes vejleder. Derfor har jeg måttet udbrede mig om forløbet i nogle mere generelle og svævende vendinger i håb om, at dem, der kan læse indenad, vil være i stand til at se, hvad der er op og ned, sort og hvidt her. For det er nu engang sådan, at det kun er i kunstens verden, at tingene er ontologisk uafgørlige. I virkelighedens verden er der løgn og sandhed. Og det er som regel bare et spørgsmål om at se grundigt nok på facts for at få det konstateret.

Alene Mette Høegs beslutning at forlade KU

Jeg vil gerne tilføje en ting. Når jeg ser mig nødsaget til at gå ud med et egentligt debatindlæg, som jeg gør nu, gør jeg det ikke kun af hensyn til mig selv og andre institutionspersoner, der bliver hængt ud med navns nævnelse i artiklen på en faktuelt usandfærdig og fordrejet måde. Uden at de/vi har ret til at forsvare sig/os. Jeg gør det også af hensyn til den demokratiske debat i dette her land.

Det har således været en nærmest surrealistisk oplevelse for mig som helt almindelig samfundsborger, der tilfældigvis har haft førstehåndsindblik i en af de sager, der er poppet op og har rullet med lavinens kraft igennem medierne de seneste par uger, at opleve, hvordan personer, jeg ellers regnede for seriøse, og medier, som vi ellers alle med rette burde kunne regne for seriøse, er løbet med på historien. Tilsyneladende uden overhovedet at vie ét eneste sekund på at undersøge, om der er hold i den.

Senest er det endda foregået på lederplads i Weekendavisen d. 2/12 ved selveste chefredaktøren. Her giver ’Mette Høeg-sagen’ (anførselstegnene er helt bevidste fra min side) hende anledning til at drage meget, meget vidtgående konklusioner og fælde meget, meget vidtgående domme over både universitetet og ph.d.-uddannelsen som sådan. På baggrund af en sag, hun tydeligvis intet kender til. Eller kun kender til fra den ene parts helt åbenlyst meget subjektivt farvede side.

Hvis dem, der spiller centrale, for ikke at sige magtfulde, roller i den offentlige debat og i måden, den foregår på, ikke med en vis fart begynder at indtage nogle håndfaste, principielle standpunkter i forhold til, hvilke tvivlsomme historier, man vil spinde videre på, uden at undersøge dem, ser jeg en alvorlig fare for demokratiet på sigt. For læserne må vel med rette kunne forvente, at de i seriøse aviser kan stole på, at det, der bliver lagt frem og taget udgangspunkt i, når der rejses debatter af forskellig art (hvor mange af dem jo, som vi ved, kan have decideret politiske konsekvenser), at det rent faktisk passer. Ellers er der intet tilbage at bygge på.

Lad mig endelig her til sidst gentage, hvad jeg sagde i starten, for at ingen skal være i tvivl: beslutningen om at forlade KU var ene og alene Mette Høegs egen. Hun kunne jo have valgt at skrive sin afhandling færdig på den afmålte tid og på den måde have vist sine faglige kompetencer; dem hun i sin tid var så heldig at få et ph.d.-stipendium på, forud for de mange andre kvalificerede, der også søgte et sådant.

Det ville have været det allermest ønskelige og lykkelige både for mig som hendes vejleder og for KU som den institution, der husede hende, og – må jeg være ærlig og sige – sikkert også for hende selv.

uni-avis@adm.ku.dk

Kommentarer

Lad os få korrespondancen

By Morten on 8. december 2016, 14:46.

For man får jo absolut intet ud af at læse Stidsens vaden rundt om den varme grød.

Har man først sagt "A"...

By John olsen on 6. december 2016, 14:17.

Enig. Uni-avisen må nu følge op på den anklagende artikel, der startede det hele, og bringe resten af email-korrespondancen! Man kunne evt. rette henvendelse til Høeg og spørge om hun vil tillade det. Stidsen er åbenbart helt cool med det. Ikke alene ville det være spændende læsning - det rene guf faktisk - hvem ved, det ville sandsynligvis også svare på spørgsmålet om skyld i denne sag!?

Det ville klæde Universitetsavisen

By Louise Nielsen on 5. december 2016, 23:13.

at publicere de fulde email-korrespondencer såfremt de er i besiddelse af dem.

Jeg finder det i stigende grad vanskeligt at tro på, at både Stidsen og Auken - med det kendskab de utvivlsomt begge havde til Høegs performative debatindlæg og hendes generelle velvillighed mod at lade pennen flyde i dagblade osv - ville indlede en ubegrundet genopretningssag. Det står meget klart, at vi kun kender et af flere aspekter ved denne sag.

Uvigtige smådetaljer?

By Jonas Wilmann on 4. december 2016, 9:59.

Jeg tror ikke, Marianne Stidsen behøver at bekymre sig om demokratiet i denne forbindelse. Mener dog der ér grund til bekymring, når en vejleder fra KU kan udtale sig således: ”Man kan til endeløshed hænge sig i, om en evalueringsrapport er underskrevet eller ej – uden i øvrigt at kende noget til omstændighederne ved det. Men det ændrer ikke ved, at det, der er foregået, er foregået.”

Dét er bekymrende, og man kan ikke håbe på at opnå noget som helst med sådan et indlæg her, hvor man ikke kan kommentere på sagen, prøver at frikende sig selv ved at fortælle hvilket fantastisk menneske man er og derudover udtrykke sig i generelle vendinger, der skal så tvivl om elevens kompetencer. I lyset af at Høeg har opnået stipendium på et af verdens førende universiteter, er det vist svært at overbevise nogen om, at hverken viljen eller evnen mangler.

en anden uvigtig smådetalje

By Iben M. Thomsen on 8. december 2016, 16:41.

synes at være sproglig korrekthed :-)

Citat: 'er det vist svært at overbevise nogen om, at hverken viljen eller evnen mangler.'

Mon ikke du mente, at det er svært at overbevise nogen om, at enten viljen eller evnen mangler.

Eller mener du, at læserne ikke kan overbevises om, at vilje og evne fandtes? For rent grammatisk betyder dit udsagn nemlig det sidste.

Tak for kommentaren, men

By Jonas Wilmann on 9. december 2016, 9:47.

jeg kan ikke helt se relevansen i at nitpicke over en kommentargivers grammatik. Det er mildest talt uden for emne. Men jeg kan se, at du er forsker ved Københavns Universitet, så det er selvfølgelig forståeligt nok, at du gerne vil støtte din kollega ved at hygge-chikanere mig lidt. Jeg mente i øvrigt ikke ’enten’, men selvfølgelig at Mette Høeg formodentligt hverken mangler vilje eller evne. Det synes jeg egentlig fremgår tydeligt.

selv tak

By Iben M. Thomsen on 15. december 2016, 11:54.

At jeg går op i sproglig korrekthed har intet med min stilling at gøre - det er snarere en fritidsbeskæftigelse. Men det er interessant, at du opfatter det som chikane.
Og nej, det var faktisk ikke tydeligt, hvad du mente. Jeg var i hvert fald i tvivl en stund. Især fordi jeg ikke ud af resten af dit indlæg forstod præcist, hvad du var bekymret over. Udover at det selvfølgelig altid er trist, når tingene går i hårdknude.

?

By Jonas Wilmann on 16. december 2016, 8:36.

Jeg tvivler nu på, at du normalt går og retter sproglige petitesser hos folk, du er ENIG med. Så jo, mit indtryk var, at du havde set dig sur på min kommentar, ikke fordi jeg tror, du kender Stidsen privat, men fordi jeg retter en kritik mod din arbejdsplads. Så du gav lidt igen, i stedet for f.eks. at fremføre dine egne holdninger til sagen. Af en person, der går op i sproglig korrekthed, må jeg også sige, at dine første kommentarer grænser til det forvrøvlede. Jeg vil gerne tage på mig, at sætningen var lidt vel lang og kringlet i sin opbygning, men den er ikke direkte forkert. Din kommentar om at ’læserne ikke kan overbevises om, at vilje og evne fandtes’ giver ingen mening, da du dermed siger, at læserne ikke kan overbevises om, at begreberne vilje og evne fandtes (’engang’, fordi du pludselig skifter til datid) – det er absolut ikke det, jeg skriver. Det er også fuldstændig tydeligt, hvad jeg finder bekymrende, nemlig at Stidsen skriver: ”Man kan til endeløshed hænge sig i, om en evalueringsrapport er underskrevet eller ej”. At en vejleder fra KU kan udtale sig så negligerende om de rette procedurer i sådan en sag, virker helt forkert.

Skriv kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
CAPTCHA
Dette spørgsmål tester hvorvidt du er et menneske og forhindrer automatisk indsendelse af spam.
Fill in the blank
annonce
Campus 13/1-17 10:10

Træprofessor afliver tissehistorie

Manglende lindetræer
FARLIGE SALTE? - Ifølge TV2 er to lindetræer ved Studenterhuset blevet fældet, fordi de var blevet tisset i stykker. Men holder historien vand?

Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk

Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)

Københavns Universitet

  • Nørregade 10
  • 1165 København K
  • Danmark
  • Tel. +45 35 32 28 98
Uafhængig af ledelsen
Copyright 2009-2014 © Universitetsavisen.dk