Smag på dine ord først

Jeg er som læser utrolig glad for, at der bliver vendt de emner om introvert vs. ekstrovert. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg egentlig lidt savner et indlæg om det med at se tingene fra den anden side af hækken.

Ikke nødvendigvis bare om det at være introvert i forhold til at være ekstrovert, men om at de fleste mennesker er forskellige, og det er faktisk helt okay. Måske ligefrem en god ting!

Jeg mener, på det mere personlige plan er jeg selv ret introvert, men jeg er helt klart tættere på midten end ude i ekstremerne. Jeg har også flere gange prøvet at blive mødt med ordene »du ødelægger festen,« når jeg har valgt at gå tidligt hjem, og jeg har også oplevet, at folk foretrak at jeg ikke mødte op, hvis jeg på forhånd vidste, at jeg ville gå tidligt. Det har jeg direkte fået at vide.

Kunne det ikke være fedt, hvis man i stedet blev mødt med et »sådan er du, og det er okay«?

Og generelt, kunne det ikke være dejligt hvis alle mennesker i flere situationer blev mødt med et »du er meget anderledes fra mig, men det gør dig ikke underlig og mærkelig, og det er okay«? Det er muligvis et naivt ønske, men jeg ville være glad for, hvis folk ind imellem stoppede op og tænkte over dette.

Jeg er dog ikke naiv nok til at tro, at det bare sker, og at man bare vågner op en dag og er åben og imødekommende. Min erfaring fra mig selv er, at det kræver både energi, overskud og en aktiv indsats at vælge at være imødekommende og prøve at undgå at dømme andre. Jeg skal minde mig selv herom hver evig eneste dag.

På trætte dage med dårlig nattesøvn, hvor arbejdet driller, og livet ved siden af er gået lidt i hårdknude, kan jeg godt have svært ved at mønstre energi og overskud til at være imødekommende og overbærende over for hele verden. På de dage holder jeg mund. Eller husker at undskylde, når jeg har sagt noget grimt. Ikke et bortforklarende »undskyld at jeg sagde noget, du måske syntes var grimt, men det var også bare fordi, du sagde [indsæt whatever anklage her].« Jeg prøver så vidt muligt at lægge mig fladt ned og sige »undskyld, jeg sagde noget grimt, og det var ikke i orden. Det er jeg ked af.«

Jeg har heller ikke altid været helt sådan, og det har taget mig noget tid og en del knubs at fatte, at ovenstående er den eneste mulighed, der faktisk fungerer for mig, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene hver dag. Jeg har forstået det nu, og hvis nogen føler sig trådt på af en tidligere mig, så er mine ord: »Undskyld. Jeg har arbejdet rigtig meget med mig selv, for jeg havde et stort behov herfor. Hvis jeg har såret dig tidligere, så undskylder jeg herfor. Jeg undskylder også for, at jeg ikke kan se dig i øjnene og sige det til dig personligt lige nu og her. Jeg håber, at du tager imod min undskyldning.«

Med de fleste mennesker kan man tage denne snak ansigt til ansigt, og føler nogle mennesker behov for at vi skal tage en snak, så er min opfordring: Kontakt mig.

Min generelle bøn her er så: kunne det ikke være dejligt, hvis man på energifattige dage kiggede indad og sagde, at i dag har jeg ikke energi til at være et overskudsmenneske. Hvis man regelmæssigt faktisk kiggede indad, uanset sit energiniveau. Så man hver gang, man begynder at synes, at nogen er dumme at høre på, irriterende, mærkelige, ‘forkerte’ osv., minder sig selv om, at disse bedømmelser handler lige så meget om ens eget energiniveau og sted i livet, som det handler om den anden persons væremåde og handlinger.

Kunne det ikke være skønt, hvis vi, hver gang nogen havde en meget anderledes mening end vores egen, satte ord på dette? Som i: »vi er ikke enige, men det gør ikke nogen af os til en dårligere person, og vi skal ikke begynde at kaste os ud i personlige angreb og anklager.« Og hvis man lige smagte lidt på de ord, man kastede ud af munden og overvejede, hvordan man selv ville tage imod selvsamme ord kastet i sit eget ansigt?

Kunne det ikke være dejligt, hvis alle ind i mellem kravlede ud af deres egen navle og overvejede, på hvilke punkter de selv afviger fra normen, og derfor på hvilke punkter, de er de mærkelige, underlige og irriterende personer. Og accepterede dette! Vi er alle sammen forskellige, og nogle af os afviger højst sandsynligt mere fra normen end andre. Det er okay!

Oplysning og forståelse er efter min mening vejen frem, så kunne det ikke være skønt, hvis alle ind imellem overvejede, hvordan verden så ud på den anden side af hækken? Måske endda talte med hinanden, hvordan verden ser ud fra deres øjne. Måske endda også lyttede til den andens svar uden at tolke på, om det passer ind i ens eget verdensbillede og derfor er henholdsvis rigtigt eller forkert.

Kunne det ikke være dejligt, hvis alle ind imellem huskede sig selv på at sige: »Du er meget anderledes end mig, og det er helt okay?«

uni-avis@adm.ku.dk