Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Seks spørgsmål til professoren – Hendricks forklarer sig

INTERVIEW - Vincent Hendricks kritiseres for sexistisk optræden, da han i februar, i et lummert mandemagasin, poserede omringet af halvnøgne piger. Billederne brugte Henricks også til at promovere et kursus på KUA. Uniavisen går professoren på klingen.

1. Hvorfor gik du med til at blive fotograferet som ’månedens mand’ på Connery.dk?

»Jeg er, sammen med en lang række andre danskere fra kulturliv til politik og erhvervsliv, ambassadør for et nonprofit velgørenhedsprojektet youmeshopping.dk. Billedserien til Connery.dk blev lavet i samarbejde med youmeshopping.dk for at skabe opmærksomhed omkring velgørenhedsinitiativet. Derfor sagde jeg ja til at være månedens mand her i februar. Det er i denne kontekst, at billederne skal ses og forstås. Jeg anser youmeshopping.dk som et vigtigt initiativ, der lægger velgørenhed i krydsfeltet mellem borger og firmaer i forsøget på kollektivt at støtte forskellige velgørenhedsorganisationer fra Dansk Flygtningehjælp til Kvindernes Ulandsudvalg.«

Men blev billederne ikke netop misforstået i en anden kontekst, på din egen hjemmeside?

»På min private hjemmeside brugte jeg nogle af billederne i forbindelse med en notits om opstarten på mit logikkursus på Københavns Universitet. Denne kobling mellem billederne og notitsen for mit kursus gav anledning til en del kritik, særligt fra USA. Nogle anså billederne som værende sexistiske. Som jeg ser det, var det fejlagtigt af mig at indsætte billederne på min private hjemmeside uden den retmæssige kontekst, hvilket jeg ligeledes offentlig har undskyldt og med det samme fjernede billederne da kritikken blev rejst. Lad mig dog ligeledes henlede opmærksomheden på, at så snart det blev klart offentligt – også i USA, at jeg deltog som en del af et velgørenhedsinitiativ forstummede kritikken.«

2. Hvad er logikken i, at pifte en kursusbeskrivelse op med billeder af dig selv omringet af halvnøgne kvinder iklædt skoleuniformer?

»Der skulle være noget humoristisk og selvironisk ved at præsentere et logikkursus igennem disse billeder. Jeg havde ingen intentioner om, at folk skulle blive provokerede eller på anden måde føle sig stødt. Det var nærmere et forsøg på at promovere logik, som ellers ikke fremstår særligt spændende på de fleste – og i øvrigt gøre det for en demografi som vi meget sjældent når ud til, unge mænd mellem 18-30, der læser den slags magasiner. Husk på i denne forbindelse, at der er et langt video-interview med mig på Connery.dk i forbindelse med lanceringen af velgørenhedsinitiativet og månedens mand, hvor jeg, ud over at fortælle lidt om min baggrund, argumenterer for vigtigheden af ihærdighed, vedholdenhed, viden, oplysning og informerede grundlag med henblik på kvalificeret beslutning og handling (noget som jeg jævnligt gør igennem mine klummer og kommentarer i dagspressen, og i større perspektiv også har medforfattet bøger om – Tal en tanke og Oplysningens blinde vinkler, og snart NEDTUR! Finanskrisen forstået filosofisk).«

Du siger at billederne er selvironiske, hvordan det?

»Altså, hvor meget er en professor på Københavns Universitet forbundet med noget, der måtte minde om det scenarium, der angives på billederne? Det er jo slet ikke min verden. Jeg er professor i formel filosofi. Jeg er ikke en Clark Kent, model eller rockstjerne.«

3. Hvorfor valgte du at trække billederne tilbage fra din hjemmeside og komme med en offentlig undskyldning?

»Der var et par blogs som kritiserede billederne meget kraftigt. Jeg har ingen interesse i, at træde nogen over tæerne. At billederne blev forstået som chauvinisme eller inkriminerende over for kvinder beklager jeg meget. Jeg ser individ før jeg ser køn i mødet med andre mennesker. Men misforståelsen var dybt beklagelig. Derfor trak jeg også billederne tilbage fra min private hjemmeside umiddelbart efter jeg læste de første indlæg fra kritikere og undskyldte offentligt, hvis folk havde opfattet dem som et udtryk for sexisme eller chauvinisme.«

Vil det sige, at du fortryder, at billederne blev taget? De kan stadig findes på Connery.dk.

»Jeg fortryder den måde de er blevet opfattet på. Jeg stillede mig til rådighed for et velgørenhedsinitiativ, youmeshopping.dk, et ærværdigt og vigtigt anliggende, og det var, og er, min motivation for at deltage i billedserien.«

4. Mange af de kritiske røster, der er gået til angreb på dig er inden for filosofien. Synes du, at det filosofiske fagmiljø er snerpet?

»Jeg kender jo ikke hele fagmiljøet. Men konsekvensen af billederne har været, at nogen virkelig er blevet stødt på manchetterne over dem. Jeg har intet behov for at genere andre mennesker, særligt ikke når man ikke har nogen intention herom. I en verden som vores, hvor alt til stadighed globaliseres og vi skal leve sammen, er der al god grund til at fare med lempe. Det overså jeg i denne forbindelse og det tager jeg fuldstændig på min kappe. Historien her ansporer dog til en generel og vigtig diskussion om hvordan globaliseringen medfører, at det kan være meget svært at kommunikere til bestemte målgrupper, fordi der er andre som ‘ser med’. Og det er en formidlingsmæssig problematik vi kommer til at forholde os til generelt både i og uden for Danmark, fra formidling af politik til uddannelses- og forskningsbranche og det meste derimellem. Den problematik diskuterede jeg i øvrigt i et interview på TVTVTV! på dr2, mandag d. 5. marts, 2012.«

5. Overvejede du ikke at billederne måske godt kunne virke en smule stødende?

»Det var jo lige præcis dét jeg ikke gjorde af den simple årsag, at mit udgangspunkt for billedserien var at støtte et velgørenhedsinitiativ som jeg var udset som ambassadør for. Dertil kommer, at billederne placeret på min private hjemmeside skulle fungere som en selvironisk og humoristisk kommentar til opstarten på mit logikkursus på Københavns Universitet. Igen er mit udgangspunkt for, at deltage i projektet og lave billederne velgørenhed. Fejlen består i, at konteksten på min private hjemmeside ikke var klar nok, og det var beklageligt.«

6. Billederne er blevet kritiseret for at fastholde kønsstereotyper, og for at være ret så sexistiske. Er det okay at fremstå sådan, hvis formålet er velgørenhed?

»Det er selvfølgelig kritisabelt hvis man i lyset af velgørenhed fremstiller chauvinisme eller sexisme, racisme eller anden fordom. Jeg anså det ikke som den præmis, der skulle lægges til grund for projektet – og det tror jeg i øvrigt heller ikke velgørenhedsinitiativet youmeshopping.dk eller magasinet Connery.dk gør. Det ligger slet ikke til mig, og det jeg ellers står for, at springe ud som mandschauvinist.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste