Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Samtlige adjunkter, lektorer og professorer fra Datalogisk Institut går sammen i protest mod fusionsplan

ÅBENT BREV - 3. oktober modtog Science-dekan et brev underskrevet af alle VIP’er på Datalogisk Institut. Skrot fusionsplanen, lyder de ansattes bøn. De er bekymrede for, at sammenlægningen af Datalogisk Institut og Institut for Matematiske Fag vil afskrække internationale talenter.

Til dekan John Renner Hansen, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Undertegnede videnskabelige medarbejdere ved Datalogisk Institut skal hermed af faglige grunde på det kraftigste fraråde den foreslåede fusion mellem Datalogisk Institut (DIKU) og Institut for Matematiske Fag (MATH).

Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag. Datalogi (eng. Computer Science) er oprindeligt udsprunget af matematik, men har i løbet af de sidste 40 år udviklet sig til et selvstændigt fag med en klar videnskabelig identitet baseret på tætte relationer til mange forskellige discipliner, både inden for og uden for naturvidenskab.

Denne udvikling har internationalt afspejlet sig i en organisatorisk adskillelse af datalogi og matematik, således at ingen topuniversiteter i dag har institutter, der både omfatter datalogi og matematik.

Vi frygter derfor, at en fusion af DIKU og MATH vil hæmme den faglige dynamik og afspore den positive udvikling, begge institutter har oplevet de senere år – en udvikling, der har placeret de to institutter helt i front på en række centrale videnskabelige felter.

Vi frygter desuden den negative signalværdi, det har, både nationalt og internationalt, at datalogi på KU nedlægges som selvstændigt institut. Vi er bekymrede for den effekt, det vil have på vores faglige omdømme og især på rekruttering og fastholdelse af topforskere og studerende.

Et lignende forslag om fusion af matematik og datalogi blev – på rektoratets anbefaling – opgivet af KU’s bestyrelse for mindre end tre år siden efter grundig administrativ og faglig udredningsproces. Årsagen til at rektoratet dengang valgte ikke at anbefale en fusion af de matematiske og datalogiske instituttet var »at kulturudvikling og udnyttelse af faglige synergipotentialer bedre opnås på denne måde [gennem et samarbejde mellem to selvstændige institutter, vores anm.] end ved at bringe enheder sammen i en situation, hvor disse områder (matematik og datalogi) ’en bloc’ har gjort faglig demarche.«

Situationen er den samme i dag.

Med venlig hilsen,
Jørgen P. Bansler, professor
Jost Berthold, adjunkt
Sebastian Boring, lektor
Ingemar Cox, professor
Sune Darkner, lektor
Martin Elsman, lektor
Aasa Feragen, lektor
Andrzej Filinski, lektor
Erik Frøkjær, lektor
Robert Glück, lektor
Klaus Marius Hansen, professor
Fritz Henglein, professor
Knud Henriksen, lektor
Kasper Hornbæk,professor
Christian Igel, professor
Mikkel Rønne Jakobsen, adjunkt
Jyrki Juhani Katajainen, lektor
Ken Friis Larsen, lektor
Francois Lauze, lektor
Christina Lioma, lektor
Torben Ægidius Mogensen, lektor
Mads Nielsen, professor
Cosmin Oancea, adjunkt
Søren Ingvor Olsen, lektor
Kim Steenstrup Pedersen, lektor
Marcos Vaz Salles, adjunkt
Yevgeny Seldin, adjunkt
Stefan Sommer, adjunkt
Jon Sporring, lektor
Mikkel Thorup, professor
Pawel Winter, professor
Christian Wulff-Nilsen, adjunkt

Brevet er underskrevet af alle instituttets faste H-VIP (defineret som heltidsansatte adjunkter, lektorer og professorer) med undtagelse af VIP i ledende stillinger (institutleder, viceinstitutledere samt direktøren for Center for IT Innovation). VIP i ledende stillinger er ikke blevet spurgt, om de ville skrive under.

Seneste