Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Replik til Leif Donbæk

REPLIK - Tidligere lektor Michael Bjørn Hansen svarer på Leif Donbæks indlæg om klagesagen på Jura.

Cand.jur. Leif Donbæks indlæg giver anledning til følgende bemærkninger:

På de hold, jeg har haft i Skatteret, har der ofte været et stærkt ønske om at opprioritere manuduktionen og nedprioritere gruppearbejdet. Jeg vil gerne levere det, studenterne ønsker, men det afstedkom en klage, og jeg måtte 19. august 2015 stå skoleret over for universitetet.

Det er første gang i 37 år, jeg har fået en klage over min undervisning.

Da jeg ikke ønskede, det skulle gentage sig, redegjorde jeg den allerførste undervisningsdag for den klage, hvor jeg 12 dage tidligere havde måttet stå skoleret. Og jeg understregede, at uanset eventuel uvilje mod gruppearbejdet, så ville det blive gennemført. Jeg sendte straks lister rundt, så grupperne kunne blive dannet.

Kristian Hegaard var ikke til stede den første undervisningsdag tirsdag den 1. september. Anden undervisningsdag tirsdag den 8. september var han til stede og skrev sig på en af holdlisterne. Der skulle have været undervist fredag den 11. september, men jeg måtte aflyse. Næste undervisningsdag tirsdag den 15. september fra klokken 15 til 17 var Kristian Hegaard til stede, men han gik allerede klokken 16. Klokken 17.42 sendte han sin klage.

Det vil sige, at Kristian Hegaards grundlag for at klage er halvanden undervisningsgang.

En hård klage

Indholdet i klagen var meget hårdt. Han påstod, at jeg en halv måned inde i semesteret »ikke engang« havde fået grupperne dannet. Det skrev han til trods for, at han selv stod på en af gruppelisterne. Han skrev også, at der havde været »utallige studenteranmodninger« om at få grupperne dannet. Der havde ikke været en eneste anmodning om dette, idet grupperne jo var dannet. Kristian Hegaard påstod også, at han havde talt med mig om undervisningen. Jeg har aldrig talt med ham. På grund af den tidligere klage ville jeg have taget det særdeles seriøst, hvis Hegaard eller andre var kommet med tilkendegivelser om mangler ved undervisningen.

Derudover indeholdt klagen en række negative vurderinger af mig – på grundlag af halvanden undervisning – og der skulle ske noget »drastisk«.

Via Google blev jeg klar over, at Kristian Hegaard er politiker og en person, der fører sig meget frem, hvilket afstedkom den tanke, at jeg var offer for et politisk stunt.

Ved den kammeratlige samtale den 19. august 2015 om mit gruppearbejde, fik jeg det indtryk, at universitetet tog det meget alvorligt, at gruppearbejdet blev gennemført.

Som advokat er det ikke særlig svært at skrive en stævning. Så for dels at dokumentere, at Kristian Hegaard talte usandt og dels for at vise, at jeg tog sagen alvorligt, skrev jeg et udkast til stævning. Udkastet sendte jeg til universitetet den 2. oktober 2015.

»En arbejdsgiver har en vis pligt til at beskytte sine ansatte«

Jeg ville meget gerne i dialog med universitetet om Kristian Hegaards klage, men det var mig overhovedet ikke muligt at komme i dialog med universitetet. Da der stadig ikke kom nogen reaktion, sendte jeg stævningen afsted, således at den blev modtaget af retten den 10. oktober 2015.

Reglerne for behandling af klager foreskriver, at universitetet skal afvise grundløse klager. Det fremgik tydeligt af det fremsendte materiale, at der i klagen indgik falsk faktum.

En arbejdsgiver har en vis pligt til at beskytte sine ansatte. Jeg finder, at universitetet burde have været gået i dialog med mig, da man modtog mit udkast til stævning.

Det er selvfølgelig mit ansvar, at stævningen blev sendt afsted, men det kunne formentlig have været undgået, hvis universitetet var gået i dialog med mig.

»Når toget først er sat i gang, er det svært at stoppe«

Leif Donbæk har ret i, at det er lidt overvældende, sådan som denne sag er kørt op. Men når toget først er sat i gang, kan det være svært at stoppe.

Jeg har meget gerne villet have forliget sagen ved, at Kristian Hegaard trak udsagnet om, at der ikke var dannet grupper, tilbage.

Det er vigtigt, at der ikke bliver indgivet klager på et falsk grundlag.

Sagen siger også noget om, hvordan deltidslærerne bliver behandlet på Københavns Universitet.

uni-avis@adm.ku.dk

Prodekan Stine Jørgensen fra Det Juridiske Fakultet har 26/8 afvist at kommentere sagen under henvisning til tavshedspligt. Fagleder Rasmus Feldthusen har 7/9 afvist at kommentere Leif Donbæks indlæg, »idet der er tale om en verserende retssag«.

Seneste