Rektors tale ved årsfesten 2011

(DET TALTE ORD GÆLDER)

Deres Majestæt
Deres Kongelige Højhed
kære minister
kære bestyrelse
kære studerende
ærede kolleger
mine damer og herrer

Broer – der er noget med broer.
Der er noget med broer, Europa og dannelse.

Hør bare om dengang Euroen kom til verden.
De nationale centralbank-chefer mødtes på en hemmelig adresse,
flankeret af agenter med solbriller og snegle i ørerne.
De skulle drøfte den største bankhemmelighed:
Hvordan skulle de nye sedler se ud?
I århundreder havde menneskefigurer været det foretrukne motiv på pengesedlerne i Europa.
Og i De forenede stater er Dollaren én lang procession af hedengangne præsidenter.
Men der spredte sig en urolig mumlen blandt centralbank-bosserne.
De kunne ikke blive enige.
Skulle Cervantes ikke pryde en pengeseddel?
Nej, det forslag var ”helt til hest” – Cervantes ville favorisere Spanien.
Hvad med Shakespeare?
Nej, for ”Købmanden i Venedig” har anti-semitiske undertoner.
Hvad så med Leonardo da Vinci – polyhistor over dem alle – han må da du?
Men nej. Afvist på baggrund af påstået homoseksualitet.

Ak, ak.
Men hjælpen var nær.
Robert Kulina, Über-grafikeren fra Österreichische Nationalbank,
kom de rådvilde bank-bosser til undsætning.
Han sagde: Broer – der er noget med broer.
Broen skal være den ikonografiske fremstilling af Europa.
Men igen var der mumlen.
Mulighederne var mange – alt, alt for mange.
Hver nation sin historie og sine broer. Hver by sin bro. Hvilke skal vi vælge?
Ponte Vecchio i Firenze,
Pont Neuf i Paris
eller måske Glienicker Brücke, spionbroen i Potsdam?

Men den østrigske grafiker Kulina viste sig at være kvik
på den middel-europæiske måde – en moderne udgave af ”Den gode soldat Svejk”.
Han placerede et Columbus æg på pengesedlerne.
Så se godt på dine penge næste gang du skal til kontinentet.
Hvad ser du?
Broer – massevis af broer.
Ingen af dem findes i virkeligheden.
Alle er de imaginære konstruktioner.
De tegner billedet af et forestillet fællesskab,
hvor ingen nationer bliver forfordelt og ingen bliver glemt.

Kritikken haglede ned over Euro-sedlerne.
Den amerikansk-indiske stjerne-kommentator Fareed Zakaria harcelerede i Newsweek:
”Valutaen minder om noget som er designet til en episode af Star Trek om et kulturelt goldt sted på Mars – ikke til hjemstedet for Sokrates, Charlemagne, Martin Luther, Notre Dame, Uffizi-galleriet, Bach, Beethoven og Mozart”.

Lad mig forsvare den gode Kulina.
Ganske vist er symbolikken bag broerne tung som sammensvejset stål:
Samliv, samarbejde, samhørighed.
Men den rammer noget ærke-europæisk.
Netop på et kontinent, hvor statsgrænserne er historiens ar,
har broer en særlig betydning.
Som den tyske sociolog Georg Simmel skriver:
”Broerne bliver en æstetisk værdi, fordi de opnår at samle dét der er adskilt”.
I Europa er broerne udstrakte arme henover grænsefloder og delte byer:
Oder, Neisse, Spree – Mostar, Mitrovica.
Broerne åbner for kulturel og økonomisk interaktion henover de floder, som er kilden til den europæiske tanke: Rhinen og Seinen – Moldau og Donau.
Men først og fremmest Donau, som Claudio Magris kalder ”Hinternational”, fordi den gennemstrømmer flere folkeslag: Tysk, magiarsk, slavisk, romansk, jødisk, centraleuropæisk.
Floden gennemløber ikke bare en række formelle statsområder, der forbinder kulturerne i de baglande, der findes hinsides flodbredderne
– derfor ”Hinternational”.

Så ja, der er noget med broer og Europa.
Men der er også noget med broer og den europæiske dannelsestanke.

Tag den engelske forfatter Rudyard Kipling.
Kipling er en kontroversiel herre.
Ganske vist er generationer af børn opdraget med Disneys opbyggelige tegnefilmversion af Junglebogen om menneskebarnet Mowgli, der vokser op blandt vilde dyr.
Men nogle siger, at Kipling burde være forbudt for børn.
Nogle siger, at Kipling hævder den hvide mands overlegenhed
og hylder det britiske imperiums bemægtigelse af Orienten.
Men man behøver ikke at være koloniherre med tropehjelm, galocher og lommelærke for at få noget godt ud af Kipling.

Sådan kan man i hvert fald læse Kiplings novelle ”Brobyggerne”.
Vi befinder os i Indien.
Den engelske ingeniør Findlayson har ansvaret for at bygge en bro over Ganges
– eller ”Mother Gunga” som de lokale frygtsomt omtaler den hellige flod.
Men hans indiske formand Peroo er nervøs.
Vil broens stålsatte fremmedlegeme
forstyrre naturens guddommelige balance?
Vil ” Mother Gunga” hævne sig?
Peroos ængstelse bliver til virkelighed, da et uvejr truer med at forvandle broen til pindebrænde.
Peroo frister med opium for at dulme nerverne – og Findlayson accepterer.
Svimmel af rusen falder Findlayson i en båd, som fører ham ned ad floden i rasende fart. Peroo følger efter for at redde sin ”herre”.
Udmattede tumler de i land på en ø i floden.
Dér oplever de et drømmesyn.
De lokale guder samles for at diskutere, om hvad de skal stille op med broen.
Mother Gunga mener, at guderne skal fjerne broen,
fordi den forstyrrer naturens orden.
Næste morgen bliver Findlayson og Peroo reddet og de erfarer, at broen har klaret stormen.
De to har helt forskellige oplevelser af, hvad der er sket.
Peroo mener, at de har været vidne til en guddommelig vision.
Mens Findlayson fastholder, at de bare har haft mareridt under påvirkning af opium.

Hvor vil jeg hen med denne historie fra de varme lande?

Jo, jeg tror vi kan lære af Findlaysons erfaringer.
Jeg tror, der er noget med broer og europæisk dannelse
Og jeg tror, at universitetet skal være brobygger på mindst tre måder.

For det første skal vi bygge bro mellem det instrumentelle ingeniør-håndværk
og de fremmede kulturer.
Mellem de naturbundne videnskaber og åndsvidenskaberne.
Finlayson er en fremragende ingeniør.
Ingen tvivl om det.
Men han mangler kulturforståelse.
Det koster ham næsten livet – og livsprojektet.
I erhvervslivet ved man godt, at sprog og kulturforståelse kan lande en ordre.
Særligt et lille ø-rige som Danmark er dybt afhængig af den tankevirksomhed, som kun kultur og sprog kan formidle.
Da Balkans helt store brobygger, Ivo Andric, i 1961 modtog Nobels Litteraturpris, konstaterede den tidligere diplomat tørt:
”Dårligt fransk er et verdenssprog”
Nutidens er nok dårligt engelsk.
Også derfor kan det betale sig, at universitetet lærer os at tale pænt med hinanden og med andre kulturer.
Ikke kun på engelsk.
Men også på flydende fransk og farsi – tysk og tyrkisk.

For det andet skal vi bygge bro mellem den teoretiske virkelighed, som står i Findlaysons lærebog og så den oplevede virkelighed i samfundet omkring os.

Derfor er KU i færd med at lade de fag vokse sammen, som også hører sammen.
Fag som i forening kan give svar på nogle af de store samfundsudfordringer, der går på tværs af de gamle opdelinger:
Udfordringer som fødevarer, klima, sundhed.
Samtidig bygger vi bro mellem samfundsvidenskaberne og sprogfag.
Det gælder for eksempel KU’s Asien-satsning, som viser vej ind i ”Det asiatiske århundrede”.

Og for det tredje skal vi bygge bro mellem universitetets to grundpiller:
forskning og uddannelse.
Lad mig dvæle lidt ved denne bro.
For netop den forskningsbaserede undervisning er selve fundamentet under det moderne europæiske universitet.

Her 200 år efter, at Humboldt-Universitetet blev grundlagt på bredden af Spree,
siger nogle, at fundamentet under universiteterne i Danmark
er ved at revne.

De siger, at den frie grundforskning smuldrer som beton uden armering.
De siger, at forskerne bruger alt for meget tid på at søge om penge til forskning
– frem for at forske og undervise.
De kalder universitetet en pølsefabrik, som lader studerende passere,
selv om der ikke er kød nok på deres faglighed.
Og de undrer sig over, hvordan man kan blive kandidat med to timers undervisning om ugen.

Universiteterne vrider sig.
De siger, at man ikke kan basere meget på et fald i basismidlerne.
De siger, at uddannelserne er underfinansierede.
Og de siger, at taxametersystemet reducerer et studium til et kapløb med tiden og bremser for udlandsophold.

Grundlæggende kan vi kun være tilfredse med de meldinger,
der er kommet fra den nye regering.
Den vil give et comeback til basismidlerne, der sikrer den frie grundforskning.
Den opfatter målet om, at den offentlige forskning skal være 1 procent af BNP som et gulv – ikke et loft.
Den vil sikre universiteterne større frihed.
Og den har formuleret en ambition om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal på universitetet – vel at mærke uden at kvaliteten falder.

Nu må vi vente at se, om den overskudsagtige retorik også bliver overført til universiteternes budgetter.

Særligt på et punkt er jeg skeptisk.
Regeringen vil have flere ind på universitetet.
Regeringen vil også have dem hurtigere igennem uddannelserne.
Men samtidig bedyrer regeringen, at kvaliteten skal være højere.

Regeringens plan er at bruge tiden bedre.
Den vil muligvis gøre semestre til trimestre.
Og den vil gøre indhug i helligdagene.

For min skyld kan vi godt undervise Store Bededag
– om Guderne og Magisterforeningen vil.
Grundlæggende vil jeg gerne advare mod at overbefolke eller afkorte den bro,
som universitetet skaber til samfundet.
Hvis ikke de studerende kommer helskindede og tørskoede over på den anden side,
kommer hele videnssamfundet til kort.
Hvis vi skal styrke kvaliteten er der god grund til at se nærmere på taxametersystemet
Måske skal vi tillade, at studerende får chancen for at opnå endnu større indsigt.
Måske skal der løftes lidt på uddannelsesloftet, det såkaldte ECTS-loft,
der begrænser hvor mange kurser den studerende kan tage inden for sin studietid.

Men jeg vil også se selvkritisk på universitetet.
For vi har nok været lidt ligesom Findlayson i Kiplings novelle.
Vi har været overbeviste om vores egne fortræffeligheder i forskningen.
Og vi har været rimeligt gode til at udvikle det fysiske studiemiljø med læsepladser.
Men vi har ikke været tilstrækkeligt bevidste om, hvor vigtigt det er at skabe en god relation mellem forskere og studerende.

Prøv at læse vores såkaldte ”Mellemtime-undersøgelse”,
når den om kort tid bliver bredt tilgængelig.
Dér siger de studerende, at universitetet skal undgå ”skole-gørelse”.
Dér siger de studerende, at de ønsker en udfordrende dialog med forskerne.

Forskningen er blevet universitetets imperium – og dét med rette.
Men vi skal ikke glemme, at de studerende er ”Imperiets Juvel”.

Det fordrer et opgør mod den mentale kultur i “Master and Servant”,
“Upstairs and Downstairs”
Det studenter-oprør tager vi gerne del i.
Derfor har vi startet et stort reformarbejde i projekt ”Den gode uddannelse”,
hvor studerende og undervisere i fællesskab udtænker nye måder at lære på.
På mange felter foregriber ”Den gode uddannelse” regeringsgrundlagets tankesæt med fokus på uddannelse.
I forlængelse heraf kan der også være anledning til at overveje,
om vi skal arbejde med et minimums-timetal og en vejledende ugeplan
på de enkelte studier.
Samtidig er det en klar målsætning i KU’s nye strategi,
at vi skal blive bedre til at bygge bro mellem forskning og uddannelse,
mellem undervisere og studerende.

Broer! Der er noget med broer.
Der er noget med broer, Europa og dannelse.

Men broen er ikke kun den ikonografiske fremstilling af Europa.
Også her i Danmark er den motivet på de nye pengesedler
– endda ved navns nævnelse.
Fra Københavns havneløb til Sallingsund. Fra Storebælt til Lillebælt.

På den anden side af sedlerne kan man se oltidsminder,
der er fundet i nærheden af broerne: For eksempel Solvognen og Hindsgavl-dolken.
På den måde bygger pengesedlerne ikke kun bro over sund og bælt
– men også mellem fortid og nutid, kultur og naturgeografi.

Jeg vil også gerne slutte med at grave!
– ned i den danske litteratur – helt ned til folkeviserne.
Dér har broerne nemlig en symbolsk dobbeltrolle.
De symboliserer den positive overgang fra barndommen til voksenlivet
– fra ugift stand til ægtestand.
Men broerne er også et farligt sted.
Folkeviserne er fyldt med giftefærdige møer, der aldrig når over broen.
Typisk er det en trold i åen under broen, der er skyld i brudens undergang
– næsten som hos Kipling.

Psykologien er den samme i et folkeeventyr, vi alle sammen kender:
”De tre bukke bruse”.
Bukkene skal over broen for at æde sig fede på en skråning.
”Hvem er det, der tramper på min bro”, råber trolden.
Heldigvis narrer den kloge den mindre kloge.
Den grådige trold skåner de små bukke
og ender selv med at få bøllebank af den store buk.

Jeg vil således gerne advare mod at æde vores studerende før de får sul på kroppen, så de har noget at stå imod med.
Og jeg vil gerne advare mod at afkorte universitetets bro til samfundsliv og. erhvervsliv
For vi risikerer, at hele generationer falder ned i dybet.
Jeg håber og tror, at det danske samfund og Folketinget er ligeså kloge som de tre Bukke Bruse.

Som Villy Sørensen skriver:
”Dæmonerne lurer ikke på mennesket i tide og utide
– de træder først frem når [mennesket] står i en særlig kritisk situation…”

Og et universitets-studium er – og skal være – kritisk
– helst i mere end én forstand.

Tak for ordet.