Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Regeringens grønthøster må blive til rektorernes buskrydder

DEBAT - Ph.d-studerende Mads Damgaard Andersen mener, at der skal ryddes op i regelhelvedet, hvis Venstre-regeringens besparelser på 8,7 mia. kroner på uddannelsessektoren skal realiseres.

Danske rektorer må gå mere offensivt til værks efter udmeldingen fra Venstre-regeringens ministre om 8,7 mia. kroners besparelser på uddannelsessektoren.

Ligesom man på erhvervsområdet har et virksomhedsforum, der udpeger bureaukratiske barrierer og regelkomplekser som byrdefulde og omkostningstunge, må uddannelsessektoren sætte ord på de fælles udfordringer i juraens underskov.

Et universitetsforum med inddragelse af alle medarbejderniveauer må gribe ind i ondets rod og skære det ud i pap for Esben Lunde Larsen og Ellen Trane Nørby: Der skal ryddes op i regelhelvedet med en knivskarp buskrydder, hvis besparelserne skal realiseres.

Ingen hellige køer

Ved gennemgang af uddannelsesområdets juridiske og administrative byrder kan der ikke være nogen hellige køer, hvis man skal nå disse besparelser og samtidig sikre blot antydningen af kvalitet i undervisningen.

Der skal nådesløst gribes ind overfor årtiers symbolpolitiske tosserier: Akkrediteringsinstitutionen ACE. Fremdriftsreformens flaksende vildskud. Kvalitetskommisionens realitetsfjerne fantasier. Gennemgang af al formalia vedrørende rettigheder, frister og pligter i forbindelse med censur, eksamen, re-eksamen, mundtligt såvel som skriftligt. Uvildige, tværsektorelle vurderinger af IT-systemernes teknologiske gæld til utidssvarende dataformater og arbejdsflows.

Ryd nu ud – ud fra medarbejdernes viden om, hvor skoen trykker og arbejdspuklerne opstår!

Venstres ansvar

Enhver liberal regering må overveje hvordan governance-modeller og detailstyring påvirker frie individer. Ligeledes må en regering, som deltager i forliget om universiteternes selvstyre og enstrengede ledelse, også betragte universiteter som virksomheder, der producer videntilvækst – som dernæst munder ud i nye kilder til vækst.

Lad sektoren gøre, hvad den gør bedst: Videnskab. Ikke administration. Ikke sovjettiske resultatkontrakter og stadigt snævrere reform-gitre, som alle studier og studerende skal passe ind i.

Før der kan høstes, må krattet ryddes. Transparens og enkelthed i strukturerne er et godt sted at starte. Så må vi se, om regeringen nogensinde når at så noget nyt, når grønthøsteren parkeres for vinteren.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste