Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Regeringen skylder svar om praktik og SU

DEBAT - Det er fair nok, hvis regeringen ønsker at skære i SU'en eller ikke vil løse problemerne for studerende i praktik, men det er ikke i orden, at regeringen ikke kan fremlægge sine hensigter, mener Julie Frølich.

Universitetsavisen skrev den 12. maj, at næsten hele Folketinget er enige om at løse ”praktikklemmen” for os studerende.

Det blev jeg enormt glad for at læse. For som reglerne er i dag, kan man ikke få praktikløn og SU samtidig – og det koster mange studerende rigtig dyrt. Men selv om de fleste partier er enige, så blokerer Venstre som det eneste parti for en løsning på denne side af sommer. Deres begrundelse er, at »det er et dybt kompliceret område, og der er et kortlægningsarbejde i gang.«

Det er simpelthen ikke godt nok. Som de ansvarlige studerende, vi er på KU, planlægger de fleste af os vores praktikforløb i god tid. Men det er fuldstændig umuligt, når man ikke ved, om man kun skal leve af sin SU, om man skal tage studielån, eller om man kan få praktikløn. Vi får nok lov til at få praktikløn, men hvornår og hvordan, det vil de åbenbart ikke fortælle os.

Ikke nok med det, så har flere i det borgerlige bagland, her tænkes der både på Cepos, Dansk Industri og flere af partierne i blå blok, luftet tanker om at skære i SU’en og i stedet give skattelettelser til de rigeste. Venstres uddannelsesminister mener, at SU-systemet er ”tankevækkende”. Men hvad betyder det?

Heller ikke her vil Venstre give et klart svar på, om der er ændringer på vej, hvilke ændringer og hvornår vi skal til at indrette os. Man lader bare os studerende svæve i uvished på ubestemt tid. Det gør det umuligt for os at planlægge et sammenhængende studieforløb – med en god praktikperiode og en sammenhængende økonomi.

Rigtig mange studerende savner et svar på, hvad vi kan forvente i fremtiden. Det er ærlig snak, hvis I gerne vil give os et smæk på kontoen -ved at skære i vores SU eller blokere for, at vi kan få praktikløn. Men vær så i det mindste ærlige om det. Kun på den måde kan vi være forberedte og kun på den måde kan I undgå at kaste tusindvis af studerende ud i usikkerhed på ubestemt tid. Så kære Venstre, giv os et klart svar!

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste