Prisvinder: »Jeg fandt ud af, at noget var HELT galt«

Rebecca Adler-Nissen troede, nogen var død.

Hun var i Australien på et ophold som gæsteforsker på University of Sydney og havde sin mobiltelefon slukket om natten på grund af tidsforskellen. Nu kunne hun se, at et norsk nummer havde kimet hende ned løbet af natten og lagt beskeder om, at det var meget vigtigt, at hun ringede tilbage.

»Jeg har flere venner og forskningskollegaer i Norge og blev helt nervøs for, at der var sket noget alvorligt med en af dem,« siger den 35-årige lektor fra Institut for Statskundskab.

Men da hun ringede tilbage, sagde den norske stemme i den anden ende »gratulerer!« og lykønskede hende med Nils Klim-prisen på 250.000 kroner, som gives til en nordisk forsker under 35, som har givet et fremragende bidrag inden for humaniora, jura, samfundsfag eller teologi.

»I første omgang var jeg lettet over, at der ikke var nogen, som var død. Og så blev jeg enormt glad. Det er en kæmpe ære. Det er andre forskere og universitetsfolk, der indstiller én til prisen, og feltet tæller folk fra hele Norden inden for flere fagområder, og jeg regnede absolut ikke med at få den.«

»I dag var en dårlig dag, men jeg prøver igen i morgen«

Rebecca Adler-Nissen får Nils Klim-prisen for at åbne nye døre inden for forskningen i europæisk diplomati og international politik – blandt andet ved at inddrage sociologisk teori og antropologiske metoder i et »overvejende asociologisk forskningsfelt«, som juryen skriver det.

Vejen til prisen er gået over forskning i EU-forbehold, en ph.d. der blev delvist skrottet halvvejs inde i projektet – og den startede, som hos så mange andre forskere, med et nysgerrigt hoved.

»Jeg har altid haft en stor eventyrlyst. Men der gik lang tid, før jeg fik en idé om, hvad jeg ville lave,« siger Rebecca Adler-Nissen.

Læs mere:

»De har tegnet en ny startlinje – nu skal jeg løbe endnu hurtigere«

Som 14-årig troede hun, at hun skulle være arkitekt. Hun fik et folkeskolepraktikophold i busselskabet HT’s arkitektafdeling, men blev slemt skuffet, da arbejdet viste sig at handle om at indrette læskure til chauffører – ikke at designe busser.

I stedet udlevede hun sin eventyrlyst som sejler. Hun havde været søspejder, og efter gymnasiet påmønstrede hun en båd i Holland og sejlede over Atlanten til Caribien sammen med tre mennesker, hun aldrig havde mødt før.

»Den der nysgerrighed er en afgørende menneskelig egenskab for at være en god forsker. Det og så stædighed. Når man føler, alle døre er lukket, og man tænker ’jeg er sgu ikke god nok’, så man skal være stædig og sige: ’I dag var en dårlig dag, men jeg prøver igen i morgen’«

Der skulle ske et eller andet

Rebecca nød friheden på havet og troede, hun skulle være shippingelev.

»Men jeg savnede intellektuel stimulus. På et tidspunkt under sådan en Atlanterhavskrydsning sidder man og kigger ud over vandet og tænker: ’Der skal ske et eller andet.«

Hun tog et halvt år til Paris som au pair, læste fransk litteratur ved siden af og havde egentlig hovedet fyldt af tanker om litteraturvidenskab, da hun tilbage i København gik til et Åbent Hus-arrangement på Statskundskab.

»Jeg fik et ekstremt godt indtryk af studiet. Her var folk med store idealer og en aktiv tilgang til det at læse på universitetet.«

Arrangementet blev en øjenåbner for Rebecca. Hun søgte ind på Statskundskab, hvor hun i starten følte sig en lille smule benovet.

»Alle havde været formand for elevrådet, haft samfundsfag og vidste hvordan Folketinget fungerede, og folk var trænede i politik. Jeg passede ikke helt på stereotypen. Og det var egentlig okay. De fleste statskundskabsstuderende skal jo ikke være forskere – de skal ud og ændre verden eller få den til at fungere bedre. Det er også et håndværksfag.«

Rebecca drømte ikke om at ændre verden ved at bedrive politik, men det var endnu heller ikke gået helt op for hende, at hun skulle gå forskningsvejen. Heller ikke, selv om hun vandt guldmedalje for sit speciale om EU’s forfatningstraktat, som hun skrev sammen med en ven og efterfølgende fik udgivet som bog.

Til venstre: Rebecca Adler-Nissens speciale – skrevet sammen Rasmus Vanggaard Knudsen – i bogform. Til højre: Bogudgaven af hendes ph.d., som netop er blevet kåret til Best Book ved British International Studies Associations Awards.

Mens hun blev færdig med specialet, fik Rebecca et job hos Dansk Industri, hvor hun skulle hjælpe EU-kontoret under ledelse af Lykke Friis og Thomas Møller Sørensen med at lave en oplysningskampagne op til den afstemning om EU-traktaten, som senere blev aflyst, da Frankrig og Holland stemte nej til den.

Hun var glad for sit job, men alligevel var der noget, der trak, da hun efter et halvt år så et opslag fra Institut for Statskundskab, som udbød en ph.d. Arbejdet hos DI handlede blandt andet om at forklare konsekvenserne af de danske forbehold, og Rebecca havde lyst til at grave dybere i emnet.

»Jeg var interesseret i, hvordan man kan have en europæisk vision om solidaritet og fællesskab, når folk har forskellige rettigheder og interesser. Hvad betyder forbeholdene for EU’s sammenhængskraft? Er det virkelig rigtigt, når ministre siger, at de bliver smidt uden for døren og mister indflydelse? Hvad ved vi egentlig – og hvordan skal vi finde ud af mere?«

»Jeg var på bar bund«

Rebecca skrev en ph.d.-ansøgning og var på ferie i Kroatien, da mailen tikkede ind fra Københavns Universitet. Hun havde fået et nyt job – til en væsentligt lavere løn og med markant større frihed.

»Jeg kan huske følelsen af at starte på ph.d.’en. Af at have mega-meget tid, en hvid skærm og et tomt kontor uden nullermænd. Man har sgu et projekt, og det er ens eget. Det er ret stort. Og det tager tid at vende sig til, at man er sin egen chef,« siger Rebecca.

Hun havde tænkt sig at angribe EU-forbeholdene fra en rationalistisk, spilteoretisk vinkel. Staten har en masse interesser; dem kunne hun kortlægge og samtidig undersøge, hvor mange gange ’forbeholds-lande’ som Danmark og Storbritannien ikke fik lov at stemme.

»Jeg gik i gang med at lave pilotinterview med embedsmænd i Bruxelles – og fandt ud af, at noget var HELT galt. De sagde noget andet end forventet. Både de danske og udenlandske embedsmænd syntes, forbeholdene var problematiske eller ligefrem pinlige. Så gik det op for mig, at der var nogle helt andre sociale dynamikker, der var på spil.«

Læs mere:

»Vi blev betragtet som halvstuderede røvere«

Rebeccas teorier passede ikke med praksis, og i første omgang anede hun ikke, hvad hun skulle gøre.

»Der gik flere måneder, hvor jeg var på bar bund – totalt ude at skide. Et af gennembrudene kom, da jeg mødte jeg en finsk forsker, Niilo Kauppi, til et seminar, og på et tidspunkt hviskede han til mig: ’Har du overvejet at læse Goffman?«.

Den modstand, der skal til

Snart var Rebecca Adler-Nissen i gang med at pløje sig igennem den canadiske mikrosociolog Erving Goffmans samlede værker. Han er især kendt for sine undersøgelser af de mekanismer og uskrevne regler, der styrer menneskers interaktioner i hverdagen – herunder det betragtelige arbejde, som mennesker gør for at bevare deres facade og selvbillede.

»Da jeg læste hans bog Stigma, tænkte jeg: ’Det er da dét!’. Det er et stigma, embedsmændene håndterer, når de siger, at EU-forbeholdene er pinlige«

På det tidspunkt var hun på udlandsophold på det europæiske universitetsinstitut i Firenze. Da hun præsenterede sin tanker for sin lokale vejleder i Firenze, lød tilbagemeldingen: »This is not science«.

»Jeg havde mareridt i en uge,« siger Rebecca Adler-Nissen. »Jeg tænkte: ’Nej, det er også helt galt. Det er for syret, det jeg har gang i’. Men jeg kunne jo ikke gå tilbage til mit udgangspunkt, for det stemte ikke. Jeg har senere takket min vejleder i Firenze for at gøre mig klar over, hvad jeg ikke havde lyst til at gøre. Det skal til, den modstand.«

Og sådan gik det til, at Rebecca Adler-Nissen halvvejs inde i sin ph.d. kunne kassere sin teoretiske vinkel og smide 100-200 sider direkte i skraldespanden.

»Jeg måtte komme til bunds i det: Hvad muliggør, at det overhovedet kan blive pinligt og problematisk at have forbehold?«

Rebecca Adler-Nissen fotograferet i juni 2015 på CSS i København

Kravet om åbenhed

I sidste ende var Rebeccas ph.d. med til at åbne et nyt felt inden for forskningen i international politik.

»Jeg fandt ud af, at for at forstå, hvordan EU fungerer, skal man forstå det 50-årige projekt med at integrere lande og dermed også deres embedsmænd. Det er et bureaukratisk projekt, ja, men der udvikler sig et socialt felt af diplomater, som forstår hinanden, og forstår, at de deltager i en kamp om indflydelse. Det er et spil, vi intuitivt ved findes, men som vi ikke har haft videnskabelige metoder til at beskrive og forstå,« forklarer Rebecca Adler-Nissen.

De metoder har Rebecca hjulpet med at udvikle. Det er hendes blanding af hverdagsorienteret sociologi og antropologi koblet med mere klassisk politologisk og diplomatisk teori, som har skaffet hende Nils Klim-prisen – og hun regner med at fortsætte i samme spor.

»Jeg forsøger at tage det daglige liv i international politik mere alvorligt. Jeg tror, at praktikere kan fortælle noget teoretisk set endnu mere banebrydende og vildt end det, vi selv kan forestille os ved skrivebordet. Det er tit, når man er helt ude i ‘implementeringen’, at de vilde ting sker. Det gælder også EU’s udenrigspolitik. Prøv at tage til FN’s generalforsamling nu og se, hvordan EU koordiner 27 landes praksis under radaren. Om 20 år vil man sige: ’Hold da op, det var da dér, vi fik en fælles udenrigspolitik.’«

Hendes næste forskningsprojekt vil fokusere på den indflydelse, de sociale medier og 24-timers nyhedsdækningen har på udenrigspolitikken og diplomatiet.

»På den ene side har vi et ældgammelt diplomatisk system bygget omkring fortrolighed, langsommelighed og diskretion. På den anden side har du fredsforhandlingerne i Ukraine, hvor der tweetes direkte fra forhandlingsrummet, inden aftalen er på plads, fordi forhandlerne gerne vil tage æren for freden. Vi aner endnu ikke, hvad den udvikling betyder for udenrigspolitikken.«

Rebecca Adler-Nissen håber at få mulighed for at undersøge de nye (digitale) vilkår og den nye åbenhed i udenrigspolitikken inden for tre cases: Eurokrisen med særligt fokus på Tyskland og Grækenland, den fri bevægelighed og EU’s forhold til Rusland og Tyrkiet.

Men før hun når så langt, skal hun til Norge og modtage en pris.

Læs mere om Nils Klim-prisen her.

dennis.christiansen@adm.ku.dk