Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Pisk, sadomasochisme og KU’s lyster

KLUMME - Det virker som om, at KU nyder at dominere de studerende, mener ugens klummeskribent. Han foreslår at kommunikere med de studerende og inddrage dem i implementeringen af studiefremdriftsreformen i stedet for at bruge håndjern og pisk.

Er Københavns Universitet til SM? Dette spørgsmål rejser sig naturligt efter, at denne uges klummeskribent i den forgangene uge har været lavkulturel og set dele af den såkaldte ”mommyporn”, noget der virkelig er oppe i tiden.

Jeg taler her om biograffilmen ”50 Shades of Gray” og det aktuelle teaterstykke ”Venus in Fur”. Begge kunststykker har store kvalitative sider, og er meget mangfoldige i sine tematikker, men handler begge om tre elementer; den dominerende, den dominerede og sex!

Om at være den dominerende: tilfredsstillelsen ved andres underkastelse, behovet for at kontraktliggøre aftaler og det ophidsende ved at tvinge andre.

KU nyder det

Og ja, det virker til, at KU nyder den dominerede rolle, KU har simpelthen håndjern og læder liggende parat, så snart lysten melder sig. Det gør den åbenbart hver gang, KU bliver presset, og det gør KU tit. Indfører Uddannelsesministeriet nye studiereformer? Studerende, ned på knæ, bøj hovedet, og finde jer i studieaktivitetskrav. Er der kritik af antallet af optagende studerende? Studerende, i fremtiden skal du vente ude foran døren, vente på mit bud, og leve med et generelt karakterkrav på 6. Virker IT-systemet ikke efter hensigten? Studerende, vend ryggen til, vi pisker hårdt, og I mister jeres eftertilmelding. Det virker til, at KU faktisk lader frustrationer gå udover deres studerende.

Om at være den dominerede: SM handler (desværre) også om den domineredes indstilling til denne dominans. Hvis den underkastede ikke bryder sig om de fysiske og psykiske aktiviteter, så drejer det sig om et overgreb, slet og ret.

Så spørgsmålet er, om de studerende er til SM? Og det er det min klare påstand, at det ikke er tilfældet for de fleste studerende.

Flere og flere studerende udvikler stresssymptomer, bruger flere eksamensforsøg og brokker sig mere højlydt, så højt at en fjerdedel af studenterbefolkningen i november sidste år, stod sammen om et budskab: Nej til pisk og KU’s implementering af fremdriftsreformen.

Du studerende finder ikke tilfredsstillelsen ved pisken

Nogle har sagt, at de ikke helt forstår de studerendes kraftige reaktion på fremdriftsreformen, for ”giver det ikke god mening, at de studerende er studerende på fuldtid?” eller ”at det jo er administrativt bøvlet at gøre andet!”.

Det er mit ydmyge ønske, at denne analogi kan bidrage til en dybere forståelse. Hvis ikke to parter er indforstået med en måde at håndtere fælles problemer på, så vil håndteringen opleves som et overgreb for en af partnere. Og det har de studerende altså følt om mange af de tiltag, KU på det seneste har gennemført. De finder ikke tilfredsstillelsen ved pisken. De finder ikke nydelsen ved at blive bundet op. Den form for underkastelse er bare ikke de studerendes kop the.

Da det indledende spørgsmål er besvaret, opstår nu et nyt i skribentens hoved. Hvordan undgår KU, at de studerende føler at der bliver begået et overgreb mod dem. Hvordan bliver KU en blid elsker fremfor en benhård, læderbeklædt dominatrix?

Mit bud er noget så kedeligt som kommunikation. At man fortæller, når man er presset. At man giver begrundelser for håndteringsmåder. At man inddrager modparten fra starten, når problemer opstår. Det virker i et parforhold og derfor sikkert også mellem Københavns Universitet og de studerende.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste