Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Opret en metrostation ved Riget

SYNSPUNKT - Den kommende Metro Cityring løser ikke problemerne med at komme til og fra store KU-områder som Panum Instituttet. Men det kan der rådes bod på, mener debattøren.

Københavns Universitetet har i tidens løb fyldt Nørre Fælled godt op med kongelige bygningsinspektørers monumentale bygningsværker, hvor en samlende ide til en campus gik tabt med hvert institut omhyggeligt hegnet inde og med akademiske sportspladser udlagt til bygninger og parkering.

Største problem er, at det hele er gennembrudt af nogle af byens tættest trafikerede veje, som eksempelvis Panuminstituttet værner sig mod med lukkede facader.

Der er ingen massetransportmidler til de mange ansatte, brugere og besøgende, før Cityringen tangerer med metrostationer ved Trianglen og Vibenshus fra ca. 2017. Gaderne er allerede fyldt af trafik og parkerede biler langs disponible kantstene. Universitetsbiblioteket på Frederik Bajers Plads må på en sommerdag med sol vælge mellem at læsesalen er stegende varm eller åbne ud til støj og røg.

Der er ingen massetransport til den nye vidensbydel

Ønsket om en udbygning af Rigshospitalet, Panuminstituttet, Copenhagen Bio Science Park (COBIS) og Niels Bohr Instituttet ved Jagtvej resulterede i en international idékonkurrence for udbygning af ‘Vidensbydelen’.

Konkurrencen var delt i tre, én for Nørre Campus, én for Niels Bohr Science Park og én for udbygningen af Panum-komplekset. Dommerbetænkningen fra 2010 kan downloades fra http://campus.ku.dk/vidensbydel. Heri får Universitetet sit ønske opfyldt med en 16 etagers tilbygning til Panuminstituttet. Lidt sent med denne idékonkurrence, som snarere fik konfirmatorisk karakter i et kvarter med flere bygningskomplekser netop færdiggjort eller under bygning, mens konkurrencen løb.

I omtalen af vinderprojekterne i tidsskriftet Arkitekten savner jeg en bemærkning om at udbygningen af ‘vidensbydelen’ er uden betjening af massetransportmidler. Har udbyderne undgået at dette indgår i konkurrencen ved at opdele den i tre dele? Næppe, men det er måske blevet en konsekvens.

Men er der en løsning på trængselsproblemerne på Nørre Fælled? I en artikel i Bibliotek for Læger december 2011 peger jeg på, at Metros Cityring, som er under opførelse, slår en stor bue uden om universitetskvarteret mellem stationerne Trianglen og Nørrebros Runddel. Den naturlige løsning ville være at tilføje en indre linjeføring mellem disse stationer med en station Riget i midten af Amorparken tæt ved den underjordiske tunnel mellem Panum og Rigshospitalet. Forlænges linjen mod nordøst fører den via Nordhavn station frem til et stort udviklingsområde i Københavns havn, som metroselskabet har udtrykt ønske om at betjene engang i fremtiden.

Seneste