Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Om unge forskeres karriereveje

KRONIK - Udtalelse fra medlemmer af Det Unge Akademi under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab til de danske universitetsaviser.

For tredje år i træk afholdte Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i samarbejde med Danmarks Grundforskningsfond et symposium om lederskab i universitetsverdenen. Arrangementet fandt sted i Selskabets lokaler i København 24. september 2012.

Fokus var i år på yngre forskeres karriereforløb og på hvorledes forskellige universitetsstrukturer og projektkonstellationer hhv. kan virke fremmende, understøttende eller hæmmende på yngre forskeres karrieremuligheder. Gennem foredrag og workshops, der blandede yngre og erfarne forskere var der fokus på nye tiltag i den danske universitetsverden til at gøre både phd-studerende og især post docs klar til karrierer i den danske og internationale universitetsverden.

I denne forbindelse havde arrangørerne valgt at starte dagen med at interviewe seks yngre forskningsledere med stærke internationale profiler. Tre af disse var Lundbeck Fellows og tre medlemmer af det nyligt oprettede Unge Akademi under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Alle seks unge forskningsledere gav deres bud på hvilke tiltag der virker hæmmende eller understøttende på karrieremuligheder. Interessant er, at alle mente at ugennemskueligheden i den danske universitetsstruktur mht. hvorledes man opnår fast ansættelse er medvirkende til at mange dygtige forskere ikke kvalificerer sig, tager til udlandet eller ikke kommer hjem fra udlandet igen.

Her blev ”tenure track” derfor diskuteret som en potentiel løsning på nogle uklarheder. Det Unge Akademi har tidligere på året haft et arrangement om netop tenure track, hvor en række dekaner, prodekaner og institutledere samt repræsentanter fra private fonde var blevet bedt om at give deres syn på hvad ”tenure track” bør dække over og på om det er en struktur, der er ønskelig i den danske forskningsverden.

Et andet initiativ som blev foreslået var oprettelsen af en mentorordning for yngre forskere. En sådan ordning kunne bl.a. indbefatte at blive tilknyttet en erfaren forsker, der har været igennem post doc/adjunkt proceduren og derfor kan være med til at sparre omkring forskellige problemstillinger, der måtte opstå under et sådan forløb. Dette kunne f.eks. være spørgsmål såsom, hvorledes man skal forbedre sine muligheder for ”tenure” på det universitet, hvor man p.t. er ansat overfor at holde mulighederne for en karriere ved et andet inden- eller udenlandsk universitet åbne.

En af udfordringerne i den danske forskningsverden er bl.a. vores forskningsstøttesystem. Faktum er, at universiteterne ikke har specielt mange basismidler til selve forskningen og at de fleste – også yngre – forskere er henvist til at søge eksterne midler og at bruge en stor del af deres tid på at søge eksterne midler fra Forskningsrådene og private fonde. Deres midler er eftertragtede og giver den enkelte forsker muligheden for at udføre sin forskning enten som individuel forsker eller som gruppeleder i en årrække. Problemet med mange af disse – ej heller helt små bevillinger – er dog at universiteterne ikke nødvendigvis ser dem som faktorer, der udløser ”tenure” eller ”tenure track”. Dygtige unge forskere hiver midler hjem til at betale deres egen løn og evt. phd-studerende og post docs, men har i princippet ikke muligheden for at planlægge deres karriere, idet det er uklart hvorledes den skal fortsætte efter en given bevillings udløb. Dette gør, at en del bliver demotiverede på et tidligt tidspunkt i deres karriereforløb og måske søger væk. Under alle omstændigheder kan loyalitetsfølelsen overfor arbejdspladsen hos mange være vigende med en følgende mangelfuld udnyttelse af unge forskeres internationale erfaringer og initiativrige holdninger til at forbedre de danske universiteter.

Man kan selvfølgelig diskutere om det virkelig er de danske universiteters forpligtigelse at sætte fokus på dette problem eller om de kan fraskrive sig ansvaret under henvisning til, at det jo ikke er penge som de har uddelt. Idet mængden af de danske forskningsmidler, som kommer fra private fonde, er så betydelig, er der simpelthen nødt til at være en større grad af ”samarbejde/forståelse” mellem fondene og universiteterne for hvordan de større bevillinger skal spille sammen med universiteternes karriereforløb for unge forskere. Man må i al fald ikke håbe, at fondene begynder at få det indtryk, at deres bevillinger til yngre forskere til en vis grad gives spildt ud, hvis der ikke sikres kontinuitet for dem, der opnår disse bevillinger.

Samtidig med at der er et enormt fokus på ”elite” og prestige forskning i disse år er der ligeledes en diskrepans imellem universitetsverdenen og forskningsstøttesystemet, idet det ikke er al forskning som kan ”elite”-gøres inden for en tre-årig ramme. Kontinuiteten i forskningsområder kan qua denne udvikling komme til at mangle og på sigt skade den danske forskningsverden – både på den naturvidenskabelige og humanistiske front.

Der er ingen tvivl om, at danske forskere skal være mobile og ikke så bange for at tage ud i verden, idet de erfaringer, der høstes under sådanne ophold afgjort styrker den danske forskning. Af samme grund er en tidlig internationalisering af de phd-studerende (også gerne før phd-niveau) et emne, der bør gives høj prioritet i det danske akademiske system. Men internationalisering af dansk forskning sker ikke blot ved at hente danskere med erfaring hjem til Danmark igen eller udenlandske forskere til Danmark for en årrække. Internationalisering betyder selvfølgelig også, at danske forskere tager til udlandet og gør deres karriere der. Dette er en situation som sandsynligvis vil blive mere almindelig, idet der i øjeblikket uddannes langt flere højt kvalificerede phd’er og derfor også post docs til at danske universiteter kan tilbyde dem en tilfredsstillende start på deres individuelle karrierer. Der er ingen tvivl om, at denne stadigt voksende gruppe af forskere skal have langt bedre karrierevejledning end tilfældet er i øjeblikket. Man kunne måske overveje om Danmark ligefrem skulle stille en begrænset mængde penge til rådighed til danske forskere der vil til udlandet og behøver ”startkapital”. Hvis vi så kan lykkes med at hente disse forskere ”hjem” igen efter en succesfuld start på deres individuelle karrierer i udlandet, så vil dette være en god investering.

Er Danmark i gang med at gamble med den gruppe af unge forskere, som skal videreføre (og gerne forbedre) dansk forsknings internationale position, og det vel at mærke i en globaliseret verden hvor konkurrencen er langt hårdere end den var for blot 10-15 år siden og hvor muligheder i udlandet kan virke tillokkende?

Uanset de forskellige holdninger der måtte være til dette spørgsmål, så er det vigtigt at debatten fortsætter og at der tænkes ud af boksen, og derfor var emnet for årets ”Academic Leadership Symposium” meget velvalgt.

Seneste