Når ettaller og nuller giver grund til tvangsægteskab

Min dekan vil gerne slå Datalogi og Matematik sammen.

Åbenbart fordi vi ligner hinanden til forveksling. Du ved, datalogi er sådan noget med ettaller og nuller på række.

Ved du hvilket fag der også bruger tal…?

Matematik er ikke Datalogi

Datalogifaget indebærer abstrakte syntax-træer, O-notation og algoritmebeviser, som jeg er sikker på at matematikerne også studerer. Men min datalogi indebærer også viden om koblingen mellem højniveau-sprog, maskinsprog og udførelsen af maskinkode på bittesmå transistorer i en kerne.

Jeg kan endda også arbejde med datanet og menneske-datamaskine-interaktion, hvor sidstnævnte område også inddrager både psykologi og design. Efter den logik, kan vi jo passende flytte den ene halvdel af Datalogisk Institut (DIKU) ind på CSS (Center for Sundhed og Samfund) og den anden ud på DTU (Danmarks Tekniske Universitet).

Tværfaglighed er en dyd, men selvom vi låner redskaber fra hinandens fag, behøver vi altså ikke have specielt meget tilfælles. Jeg skal jo heller ikke gifte mig med sidemanden, fordi han har lånt mit viskelæder, vel?

Hvordan hjælper fusionen de studerende?

Jeg føler mig talt ned til, når dekanen bruger lang tid på at forklare den almindelige studerende, at fusionen er nødvendig, fordi dataloger består alt for få ECTS-points om året.

Men vi dumper jo ikke kurser, fordi instituttet er for småt. Min erfaring siger mig tværtimod, at man dumper kurser, fordi der ikke er særligt meget eller for dårlig undervisning, og fordi de faglige krav faktisk er ret høje.

Det er kendt, at et ni-ugers kursus på Science oftest ledsages af fem til syv afleveringer, som alle på nær én skal bestås, før man er eksamensgodkendt. Dumper du mere end én ugeaflevering, uanset hvorfor, dumper du hele kurset som følge. Dette klager jeg ikke over. Tværtimod. Der bliver stillet høje krav til os, men niveauet er derefter.

Et institut for de ansatte og de studerende

Som studerende har jeg rigtig gode erfaringer med at skulle have med både VIP’er og TAP’er at gøre. Vores nuværende institut DIKU er relativt småt, så det er rimelig let at få en tid ved administrationen, til hvad end man nu skal have hjælp med.

Det kan umuligt passe, at man med stordrift af administrative og videnskabelige opgaver, vil kunne bibeholde denne grad af tilgængelighed. På samme måde er den daglige og uformelle kontakt til undervisere også mulig, fordi man støder ind i dem på gangene. Det har kæmpe værdi.

Jeg er sikker på, at interaktioner mellem studerende og medarbejdere uundgåeligt vil blive besværliggjort, at kommunikationsvejene mellem studerende og VIP/TAP bliver dårligere, og at instituttets ansatte får endnu flere opgaver mellem hænderne.

uni-avis@adm.ku.dk