Myten om meritokratiet lever videre

Uenighederne blev luftet, da Anja C. Andersen og Hans Bonde – sammen med de øvrige fremmødte – for nylig debatterede kønsbalancer, professorstillinger og ansættelsesprocedurer på Københavns Universitetet (KU).

Under debatten påpegede Bonde flere gange, at der mangler forskningsmæssigt belæg for at indføre ’favoriseringsmekanismer’ så som de økonomiske incitamentsstrukturer, der de sidste fem år er blevet afprøvet for at øge andelen af kvinder i lektor- og professorstillinger på KU.

Som serviceydelse vil jeg derfor nedenfor bidrage med udpluk af konklusioner fra relevant forskning, som kunne indikere, at det i universitetsansættelser ikke altid blot »handler om, hvem der er den allerbedste,« som Bonde insisterede på ved debatarrangementet (Information 6. juni 2013).

Ideen om, at enhver bør ansættes på baggrund af sine særlige kompetencer og kvaliteter, er jeg ikke spor uenig i. Situationen er bare den, at ansøgere ikke kan opstilles i et entydigt hierarki fra ‘allerbedst’ til ‘mindre god’, fordi der indgår mange forskellige kriterier som baggrund for den endelige beslutning og disse kan vægtes forskelligt.

Samtidig viser forskning, at er der også er en lang række andre strukturelle forhold, der spiller ind, når vi vurderer hvor gode andre mennesker er til deres arbejde – fx. køn. For selv om universitetet meget gerne vil stå som en meritokratisk højborg, hvor man objektivt er i stand til at opgøre hvem der er ‘excellent’ ud fra kvantificerede performanceindikatorer, bliver vi nødt til også at anerkende de sociale og politiske kontekster, vi befinder os i.

Dette blev for nyligt underbygget af de hollandske forskere Mareike van den Brink og Yvonne Benschop, som via en empirisk undersøgelse har kortlagt, hvordan begrebet ‘excellence’ i praksis konstrueres som et kønnet fænomen i akademia. Udfordringen er ifølge forskere, at meritbaserede systemer producerer og reproducerer strukturelle uligheder i forhold til både køn, race og klasse. En tro på meritokratiet underbygger og reproducerer derfor ulighederne selv, da en insisteren på at kunne lave objektive vurderinger af forskere gør os blinde overfor eksisterende uligheder. Dette kombineret med Rowland Eustance’ pointe om, at der ved akademiske ansættelser er »a rhetoric about criteria, but little about those that are actually applied« kan sætte kvindelige ansøgere i en svær position.

Dette er på ingen måde en hetz mod mandlige forskere, men en påpegning af at det ER et problem, når undersøgelser viser, at forskningsverdenen ud af to lige kvalificerede kandidater har en tendens til at foretrække den mandlige kandidat. Og det første opgør med dette faktum er at anerkende, at meritokratiet måske ikke er så objektivt, som man kunne håbe.

Der blev også ved debatten på KU efterlyst aktuel forskning, der kan sige noget specifikt om de danske forhold, da analyser fra udlandet ifølge Bonde ikke kan sige noget om situationen på KU. Jeg er ikke nødvendigvis enig med ham i, at der ikke eksisterer relevant dansk forskning af højeste kvalitet på dette område – fx har Cathrine Hasse og Evanthia K. Schmidt ledet stærke projekter inden for netop dette emne. Men Foreningen for Kønsforskning videregiver da gerne Bondes efterlysning som en opfordring til både KU og de danske forskningsfonde: Vi vil gerne bede om flere midler til at undersøge, hvorfor der egentlig er så stor forskel på andelen af hhv. mandlige og kvindelige forskere på seniorniveau i Danmark!

Den fulde udgave af dette indlæg inklusiv litteraturhenvisninger kan læses på Facebook.

LÆS: Hans Bondes svar her