Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Mindre uddannelse giver ikke mere kvalitet

KLUMME - Kvalitetsudvalget har valgt den nemme løsning og bebrejder 10.000 studerende, at de har valgt den forkerte uddannelse for samfundet. Det kan aldrig være de studerendes fejl, at de studerer noget de brænder for - men det er et problem, hvis de ikke får lov at anvende det, skriver Michael Pallisgaard.

Kvalitetsudvalget udgav i slutning af august et refleksionsnotat, hvor de har skruet op for retorikken, men i bund og grund er der intet nyt under solen.

Ifølge Kvalitetsudvalget burde 10.000, eller op i mod hver tredje nye studerende, vælge en anden studieretning for at blive mere egnet til det private arbejdsmarked. De studerende får lagt skylden på deres skuldre, fordi de valgte den uddannelse, der passede dem.

Et regnestykke der ikke går op

I stedet for at komme med konkrete forslag til, hvordan vi løfter kvaliteten i universitetsuddanelserne, har Kvalitetsudvalget valgt at male fanden på væggen. De bruger det tilfældige tal 10.000 som vægtklods for deres argument om fireårige bachelorer og fjernelse af det retskrav, som sikrer studerende retten til en kandidatuddannelse i dag.

De vil skære et år af mange studerendes uddannelse, men fastholde den dybe faglighed og tilsætte flere erhvervsrettede elementer. Et regnestykke som ikke ser ud til at gå op. Hvordan skal vi igennem mindre uddannelse blive mere attraktive for det private arbejdsmarked?

At man i højere grad vil lade arbejdsmarkedet diktere vores faglighed og dimensionering af uddannelserne er ekstremt kortsigtet. Arbejdsmarkedet ændrer sig konstant og det er svært at spå om, hvordan det vil se ud om fire eller fem år. Derfor er der behov for kandidater, der besidder dyb faglig teoretisk viden og som kan skabe den innovation, der skal drive vores samfund.

Fem år med relevans

Vi vil som studerende gerne bidrage til samfundet, og vi vil gerne i løbet af vores studietid prøve kræfter med erhvervslivet og sætte vores faglighed i spil. Derfor er erhvervsretning af uddannelserne ikke partout en negativ konsekvens, men det må ikke være på bekostning af den dybe faglighed, vi opnår igennem en femårig universitetsuddannelse. Lad os anvende de fem gode år bedre i stedet for at hugge en hæl og klippe en tå.

Åbn op for praktikmulighederne, så vi udforsker arbejdslivet under studiet. Udvid retskravet på en kandidat, så vi ikke mister muligheden for at færdiggøre vores studier ved at tage en pause og arbejde med de teorier, vi har lært på bacheloruddannelsen.

Kvalitetsudvalget har valgt den nemme løsning og bebrejder 10.000 studerende, at de har valgt den forkerte uddannelse for samfundet. Det kan aldrig være de studerendes fejl, at de studerer noget de brænder for – men det er et problem, hvis de ikke får lov at anvende det.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste