Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Mere underviserkontakt, tak

DEBAT - Fastansæt nu flere undervisere - der er ingen vej udenom, siger Dansk Magisterforenings undervisere og studerende.

God uddannelse skal i centrum er overskriften på et af de temaer i det fælles forståelsespapir, som uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og rektorerne på universitetet offentliggjorde i sidste uge.

Det er svært at være uenig i de konkrete initiativer, som skal gennemføres under overskriften. Faktisk kan vi også genfinde flere DM-forslag blandt tiltagene, som universitetsrektorerne og ministeren har givet håndslag på.

Det gælder fx vægtning af undervisningskvalifikationer ved jobopslag samt en mulighed for at undervisere løbende kan få efteruddannelse i bl.a. fagdidaktik. Opgaven hviler nu på de lokale ledelser om at leve op til målsætningerne fra rektorerne og ministerens papir. Men at indsatsen kræver flere midler til undervisning vedbliver desværre at være elefanten i rummet, som ingen vil tale om.

Til gengæld er det glædeligt, at der i papiret tildeles en særlig rolle til bl.a. studienævnene i at sikre uddannelseskvaliteten. For det er her, hvor både de ansattes faglighed og medinddragelse samt de studerendes indflydelse på undervisningen kan udfoldes. Det kræver selvfølgelig, at den lokale ledelse aktivt vil inddrage studienævnene, men det er vel netop dét, det fælles forståelsespapir er udtryk for: ledelsen vil understøtte den gode undervisning.

Det fælles papir kommer også med forslag til bedre feedback til de studerende. Det er noget, vi som undervisere og studerende efterspørger, fordi underviserkontakten må og skal udgøre en integreret del af de studerendes læring. Udfordringen med for lidt underviserkontakt på uddannelserne er særligt store på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag. Men der er også steder, hvor samspillet mellem studerende og undervisere indgår naturligt i uddannelsen, fx på store dele af det naturvidenskabelige område.

Men man kommer ikke uden om, at mens den enkelte studerende alt for mange steder oplever at have for lidt kontakt til sin underviser, så har underviserne aldrig før haft så mange studerende at skulle give feedback til. Derfor må der fra universitetsledelsen side ses på forholdet mellem antallet af studerende og VIP’er.

For os som studerende og undervisere vokser desperationen over ikke at kunne etablere den kvalitet i relationen mellem studerende og undervisere, som er afgørende for universiteter, der kan siges at levere forskningsbaseret samfundsrelevant uddannelse på højt niveau. Vi ved, hvad der skal til i form af kvalificeret vejledning, feedback og progression i de studerendes uddannelse.

Men vi skal have rum for at udfolde og udvikle den erfaring. Konklusionen er, at der må ansættes flere fastansatte undervisere. Det er ingen vej uden om.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste