Marie Krarups kritik af retræterummet på KUA er vanvittig forfejlet

9. december skrev folketingspolitiker fra Dansk Folkeparti Marie Krarup følgende indlæg på Facebook:

»Bederum på Københavns Universitet Amager. Det hedder “Retræterum” og der er plads til alle religioner. Men hvem er det mon reelt indrettet til? Hm….. På tirsdag har jeg ministeren i samråd, hvor jeg vil bede ham lukke bederum på uddannelses-institutioner. Rummene er reelt islamisme og giver islam en særstilling, som islam ikke skal have i Danmark. Danmark er nemlig et kristen land.«

Marie Krarups kritik af retræterummet på KUA er vanvittig forfejlet af to årsager:

1. Krarup misforstår rummets funktion og dets brugere groft.
2. Krarup, uanset manglende forståelse, udnytter en forkert udgave af virkeligheden, så den passer ind i hendes politiske projekt (hvad man så synes om projektet eller ej).

Andre mennesker, som er dygtigere og mere vidende end jeg, har allerede angrebet og analyseret grund nummer to, DFs udbredte og dybt kritisable tendens til populistisk symbolpolitik, så tillad mig derfor primært at påtale grund nummer et:

Krarups påstand om at retræterummet er et ”knæfald for islamismen” er i bedste fald en bizar vrangforestilling (men jeg læste på den anden side også for nylig, at den sande grund til at Bassett’s vingummi havde skiftet smag en anelse også var et ”knæfald for islamismen”, så man kan vel aldrig vide sig sikker længere), og i værste fald en grov stigmatisering af rummets brugere – uanset deres religiøse observans.

Krarup har ikke ret til at definere folks behov

Retræterummet benyttes, så vidt vides af folk der trods alt har deres gang omkring det, er et bredt udvalg af mennesker med et diverst og mangefaceteret behov. Folk går herhen for at bede, meditere, finde ro, og en enkelt gang benyttede litteraturvidenskabs tutorhold også rummet til en spontan digtoplæsning. Krarups krav om at lukke det ville ikke kun skade den tilsigtede gruppe (som, formoder jeg, er tilhængere af den slags islamisme, der mest lader til at findes i Krarups hoved), men også en bred vifte af andre mennesker.

Krarup påstår at kristne mennesker ”ikke har brug for et bederum”, og antyder dermed, at det udelukkende er muslimer, som har brug for det. Lad mig slå en ting fast her: Krarup har absolut ingen ret til at definere, om kristne (eller hinduer eller wiccatilhængere eller what have you) har behov for et bederum, og hun nærmer sig faretruende et brud på religionsfriheden i sit barnlige behov for at definere kristne som ”kristne, der beder og tænker som mig dvs. aggressive og pseudomiddelalderlige Krarup-protestanter.”

Men i det hele taget er det ikke særligt vigtigt, hvem der ville rammes af rummets lukning. Det vigtige er den forkastelige og ødelæggende version af universitetet, Krarup ønsker.

Universitet er ikke en homogen størrelse, som er betinget af en ”kristen kulturarv,” men derimod et frirum for læring, kulturmøder og et forsøg på dybere forståelse af forskelligartede og ikke-reducerbare mennesker – og deres livssyn.

Universitetet skal være pluralistisk

Universitet kommer af det latinske ord universitas som direkte betyder ”helhed”, og det er en forudsætning for en dybere læring og fordybelse, at helheden faktisk også indbefatter helheden – det være sig kristne, jøder, ateister, frimurere, hoodoo-shamaner eller et utal af andre tros-(eller ikke-tros)-retninger.

Universitetet åbner sig for dets studerende og ansatte, og tillader dem at tænke, tale og bede frit, som de ønsker. Og Universitetet hverken kan eller bør rette sig efter tåbelige politiske påfund uden grund i virkeligheden, som begrænser dets studerendes eller ansattes mulighed for at udtrykke sig selv og deres tanker i stilfærdig indadvendthed.

Krarups ønske om at begrænse mulighederne for folk, der ønsker stilhed til at bede eller tænke på Universitets grund (for læg mærke til, at selv om Krarup forestiller sig at det kun vil skade hendes selvindbildte fjender, muslimerne, så vil forbuddet ramme alle studerende over en kam), er et ødelæggende og tåbeligt foretagende.

Ikke at jeg kan indrømme, at jeg er overrasket over Krarups manglende greb om virkeligheden (som også til tider er en svær størrelse), men dette forslag er på alle måder så tåbeligt og menneskefjendsk, at jeg på ny forbavses.

Jeg siger jer; mediter som I vil, tænk som I vil, bed som I vil, til præcis de guder I vil eller ikke vil, i præcis lige så lang tid, i lige så meget stilhed I lyster.

Krarup kan rende og hoppe. Hun har ingen definitionsret i verden.

uni-avis@adm.ku.dk