Ligestilling: Som at finjustere et ur med en hammer

Beate Sløk-Andersen (BSA) har i Uniavisen (19/6) kritiseret min opfattelse af KU’s økonomiske incitamenter til ansættelse af kvindelige professorer fremlagt i debatbogen Fordi du fortjener det og diskuteret på et åbent møde på Science 3/6.

Ligesom lektor Anja Andersen mener BSA, at en eventuel kvindediskrimination et helt andet sted i verden – fx i Holland, Sverige eller USA – kan bruges som argument for at indføre favoriseringer af kvinder på KU. Og det til trods for, at de eneste pålidelige tal vi har om danske universiteter viser, at allerede fra slutningen af 1990’rne havde kvindelige ansøgere langt større chance for at opnå en forskerstilling end mandlige, hvis blot de søgte.

BSA er kritisk over for meritokratiet og mener ikke, at det virker på universitetet. Til det er der kun at sige, at selv hvis vi antager, at meritokratiet ikke fungerer optimalt, så bliver det da kun endnu værre, hvis man oveni lægger et kvindeligt favoriseringssystem. For hvordan kan BSA vide, at det kun er kvinder, der bliver overset i det nuværende system? Hvis det også gælder mindst lige så mange talentfulde mandlige lektorer, bliver de jo dobbelt diskriminerede ved indførelsen af kvindefavorisering.

Som et eksempel kan nævnes en mandlig lektor på KU, der i august 2011 kunne berette, at:

»Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for mit felt. Jeg er gruppens ledende forsker, med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget, om hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ‘professorbonus’ fra dekanatet.«

En ligestillingsnæse til Samf

Selvfølgelig er KU’s ansættelsessystem, som i alle andre organisationer, langtfra perfekt, og meritokratiet er også her altid ufuldstændigt. Meritokratiet er ligesom demokratiet den mindst ringe løsning. Men så dårligt er det nu heller ikke. I de tilfælde, hvor der kun er én ansøger, er vedkommende måske den eneste specialist på højeste niveau inden for området.

Lad os endelig få mere gennemsigtige regler for, hvad der kræves for at opnå et professorat, og lad os også endelig sørge for, at så mange kvalificerede som muligt kan søge de enkelte professorater, men lad os ikke afskaffe meritokratiet til fordel for et privilegiesystem, der tildeler stillinger ud fra gruppers ret til procentuelle andele.

På institutniveau er belønningsprincipperne mange steder blevet udmøntet langt mere radikalt, således at opgraderingen af alle kvindelige lektorer til professorer er gratis de første fem år af deres ansættelse. I tilfælde med femårige professorater er det altså helt omkostningsfrit at opgradere en kvinde. Fakulteterne kan simpelthen udsende en liste, hvori det angives, at institutterne belønnes fx med et par millioner kr., hvis de ansætter en kvinde. I takt med KUs handlingsplan til kvindefremme, er kvindernes andel af de nyansatte professorer derfor gået fra at udgøre 15,7 procent i 2006-07 til at udgøre 27,4 procent i 2010.

På Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har man fx indført direkte millionbelønninger til institutter, der ansætter kvindelige professorer. I et ”Indberetningsskema vedrørende belønningskriterier til Budget 2011” hedder det således: »Ansættelse af kvindelig professor på fakultetsniveau belønnes instituttet med 400.000 kr. i fem år,« og »Ansættelse af kvindelig lektor på fakultetsniveau eller institutniveau belønnes institut med 200.000 kr. i fem år.« Den sidste praksis er dog blevet erklæret ugyldig, eftersom både Uddannelsesministeriet og Ligebehandlingsnævnet efter en klage fra mig har tildelt Det Samfundsvidenskabelige Fakultet en næse.

Måske skulle Foreningen for Kønsforskning se indad

Beate Sløk-Andersen er formand for Foreningen for Kønsforskning. Hvad der burde være en videnskabelig forening, opererer hermed som en ren interesseorganisation for den ene halvdel af befolkningen, nu oven i købet med belønningsprofessorater til dens egne medlemmer på dagsordenen. Da jeg sidst gik ind på foreningens hjemmeside kunne jeg da også klart fornemme denne partsinteresse fx i promoveringen af et debatmøde om “kvindekvotering til bestyrelser”.

Det må da kaldes rettidig omhu, at foreningens medlemmer først skal opnå belønningsprofessorater på universiteterne og siden kan satse på at blive kvoteret ind i lukrative bestyrelser uden som mange andre bestyrelsesmedlemmer at have arbejdet sig møjsommeligt op via først at blive fx iværksætter og virksomhedsleder.

Lad os til sidst se på foreningens egen praksis. Hvem sidder i dens bestyrelse og af hvilket køn? Hov, ti kvinder og nul mænd. Nu vil forkvinden sikkert sige, jamen, der var ingen mænd, der stillede op!

Jamen, hov, det er jo også det, der sker i en lang række stillingsansættelser på universitetet, hvor der ikke er kvindelige ansøgere, fx inden for de teknisk-naturvidenskabelige områder. Hvorfor er forklaringen så diskrimination på universitetet, men ikke i kønsforeningen?

Man kan ikke bekæmpe diskrimination med diskrimination. Det er som at finjustere et ur med en hammer.