Lige adgang til medicin - et globalt ansvar

I denne uge diskuteres fremtiden for forskning og udvikling af medicin. Det sker, når Verdenssundhedsorganisationen, WHO, afholder deres årlige generalforsamling. Målet er en bindende aftale, som kan få afgørende betydning for adgang til livsnødvendig medicin verden over.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har dog indtil videre forholdt sig passivt til en sådan aftale. Selv om hun anerkender, at det nuværende system er utilstrækkeligt, mener hun ikke, at en bindende global aftale er vejen frem. I Universities Allied for Essential Medicines (UAEM) mener vi – modsat ministeren – at et globalt samarbejde om en radikal ændring af måden, vi forsker og udvikler ny medicin, er nødvendig for at sikre adgang til medicin verden over.

Over en milliard mennesker lider af sygdomme, hvortil der ikke findes en behandling – sygdomme som zikavirus og multiresistent tuberkulose. Dette er overvejende mennesker i den fattige del af verden. Sygdommene kunne være kurerede, og millioner af tabte menneskeliv kunne være forhindret.

Desværre er mennesker fra den fattige del af verden ganske enkelt en dårlig kundegruppe for lægemiddelindustrien. For eksempel kendte verden til ebola siden det første udbrud i 1976, men der skulle en håndfuld smittede fra de vestlige lande til, før udvikling af ebolamedicin tog fart og blev taget seriøst. Industrien satser hellere på endnu et erektionsmiddel til rige mænd, hvor både betalingsevnen og -viljen er stor.

Manglende forskning og udvikling af antibiotika er godt eksempel på, at det nuværende patentsystem er forfejlet. Det er 30 år siden, at der blev udviklet banebrydende antibiotika. Det er paradoksalt, fordi resistens over for antibioktika er et stigende globalt problem, der allerede har vist alvorlige konsekvenser – selv i Danmark. Med en global aftale står vi stærkere over for fremtidens udfordringer. Derfor skal Danmark støtte en aftale, så vi ikke risikerer at gå en fremtid i møde, hvor lægen ikke har nogen midler mod selv simple infektioner.

Ebolakrisen, antibiotikaresistens og spredning af zikavirus har de seneste år vist, hvordan globale sundhedskatastrofer kan møde en fuldkommen uforberedt verden. Sådanne kriser koster millioner af menneskeliv, fastholder samfund i fattigdom og fører til politisk ustabilitet. Grundet de manglende økonomiske incitamenter til udvikling af medicin, er vi fortsat magtesløse over for en lang række sygdomme.

Hvor den tredje verden i årtier har været ofre for de høje medicinpriser og manglende adgang til medicin, er det først for nyligt, at selv de etablerede, vestlige sundhedssystemer ikke længere kan følge med. Det har givet grobund for en tiltagende debat om dyr medicin herhjemme. Politikernes svar på problemet er prioritering, hvor den dyreste medicin risikerer at blive fravalgt. Men den dyre medicin er et symptom på et sygt system. Et system vi selv har skabt for at sikre innovativ og effektiv medicin, men som nu i højere grad beskytter industrien frem for patienterne.

Den dyreste medicin på markedet er under patent. International lov giver medicinalvirksomhederne monopol på medicin, og industrien alene sidder med magten til at diktere prisen. Omkostningerne kan blive så høje, at det offentlige sundhedssystem fremover vælger ikke at tilbyde behandling.

Det er bekymrende, at de bærende principper om lige adgang til sundhed både nationalt og internationalt trues af stadig dyrere medicin. Hvilken værdi har medicin egentligt, hvis den ikke når frem til de syge?

Hundredvis af internationale eksperter på området, herunder flere nobelprismodtagere, underskrev for nyligt et opråb om en ny global aftale for en forsknings- og udviklingsmodel. Eksperterne efterspørger en model, der bygger på menneskerettigheder, og som sætter retten til sundhed højere end økonomiske interesser. Denne model er baseret på en international fond, hvor hvert land bidrager med midler til forskning og udvikling af medicin.

Foregangslande som Indien og Brasilien støtter officielt en international aftale. Danmark og EU-medlemslandene er derimod kritiske over for idéen. Her vægtes økonomiske interesser tilsyneladende højere. Medicinalindustriens lobbyister har stor indflydelse i de fora, hvor beslutninger tages, og eksperternes råd overhøres desværre.

Modsat de andre EU-lande har Holland taget ansvar og udtrykt bekymring over manglerne ved det nuværende patentsystem. De mener, at forskning og udvikling af medicin bør imødekomme sundhedsudfordringerne verden over – ikke medicinalindustriens dybe lommer.

Samarbejdet med medicinalindustrien bliver nødt til at foregå på en måde, der også prioriterer det samfund, medicinen skal komme til gode – både i Danmark og i resten af verden. Selvom det nuværende patentsystem tidligere har vist sig vigtigt for udviklingen af innovative lægemidler, må vi i dag sande, at systemet både skaber stigende global ulighed og truer med at vælte de offentlige sundhedsbudgetter.

Patentsystemet er forældet, og der skal tænkes i nye baner, hvis vi fortsat skal opleve fremgang i den medicinske forskning. Sophie Løhde bør bakke WHO op i forsøget på at skabe et alternativt system for forskning og udvikling af medicin.

uni-avis@adm.ku.dk