Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lad os være nogen mens vi bliver til noget

Debat — Man bliver kun en god studerende, hvis man har det godt, skriver Mathilde Winsløw på den anden side af en depression.

Hvad er en god studerende? Er det en med høje karakterer? Sådan tænker mange sikkert. Antallet af timer man bruger på sit studie eller relevant erhvervserfaring kunne også spille ind. Men er en god studerende ikke også én, der har det godt? Det er desværre ikke længere en selvfølgelighed.

De fleste trives i fællesskaber, hvor de bliver anerkendt som den, de er. Som studerende kan man dog hurtigt føle sig uden for på studiet, hvis man enten ikke kan eller vil følge den gængse vej. Det har jeg prøvet på egen krop.

For et år siden blev jeg ramt af en depression. Jeg gennemgik et trægt forløb, og som forventet var det udfordrende at vende tilbage til studiet. Jeg var dog ikke forberedt på, hvor fragmenteret og ensomt studielivet kunne føles.

Jeg fulgte ikke længere mit stamhold og kunne ikke overskue at engagere mig i studenterforeningerne. Jeg følte mig forkert, fordi jeg ikke levede op til idealet (måske mit eget?) om den gode studerende: Jeg magtede ikke at kombinere fuldtidsstudie, studiejob, foreningsliv, træning og tid til venner og familie.

 

»I dag ville jeg ønske, at mine tutorer og medstuderende havde lært mig, at den gode studerende også skal nyde nuet«
Mathilde Winsløw

Jeg så mig stå i periferien af fællesskabet med kun mine allernærmeste som støtte. Det var frustrerende, at der sandsynligvis var andre som mig, men at vi ikke havde kræfterne til at anerkende og række ud efter hinanden.

I løbet af de sidste måneder har jeg fået det bedre. Men selv om jeg nu potentielt kan arbejde mig hen imod idealet for den gode studerende, ved jeg ikke længere, om jeg vil. Jeg synes ikke, mit tidligere studieliv havde den rette balance.

Da jeg startede på universitetet blev jeg opslugt af studielivets mange muligheder.

Retrospektivt rummede mine første semestre en overvægt af pligter og behovsudsættelse frem for nærvær og tryghed. Jeg følte mig som en del af studiefællesskabet dengang. Men hvad siger det mest om? I dag ville jeg ønske, at mine tutorer og medstuderende havde lært mig, at den gode studerende også skal nyde nuet.

Jeg oplever, at medstuderende frem for at nyde deres hverdag bruger unødvendigt mange ressourcer på at leve op til egne og andres krav og fremtidssikre deres liv. De bider tænderne sammen for at få topkarakterer og det perfekte CV. Vi skal jo kunne skabe værdi på det kommende arbejdsmarked.

 

»Jeg har selv været bange for, hvordan min lange sygdomsperiode vil se ud på CV’et«
Mathilde Winsløw

Selvfølgelig skal vi have dygtige og flittige konsulenter og embedsmænd (indsæt selv passende titler fra eget studie). Men er det ikke mindst lige så vigtigt, at vi lærer at passe på os selv og hinanden?

Det bekymrer mig, at en stor del af den fremtidige arbejdskraft (og måske især fremtidens ledere!) kun kender til et arbejdsmiljø præget af voldsomme præstationskrav og stress. Et miljø hvor man ikke taler om det, der er svært.

Jeg har selv været bange for, hvordan min lange sygdomsperiode vil se ud på CV’et. Jeg kan tit føle ængstelse over, at jeg ikke ved, hvor jeg ender arbejdsmæssigt. Men i et større perspektiv betyder mit CV uendeligt lidt.

Uanset mine anstrengelser vil jeg aldrig kunne forme min fremtid præcis, som jeg vil. Dét, vi til gengæld kan ændre på, er, hvordan vi lever vores liv netop nu.

Personligt ønsker jeg mig tid til de mennesker, jeg holder af. Jeg vil også kunne sove godt om natten. Jeg vil fravælge studiejob, når studiet fylder min arbejdsuge. Jeg ønsker mig et studiemiljø, hvor vi har tid til at holde af hverdagen. Som The Minds of 99 ville sige: Vi må ikke kun fokusere på at blive til noget – vi skal også være nogen, lige nu.

 

»Siden i sommer er jeg kommet i Bogstøtten, et læsested for psykisk sårbare studerende i København«
Mathilde Winsløw

Intet tyder på, at vi fra politisk side får hjælp til at nuancere den ensidige forståelse af den gode studerende. De sidste mange års besparelser og reformer har kun gjort det sværere for os, der ikke kan eller vil gå den lige vej. Jeg håber derfor, at tutorgrupper og fagråd vil italesætte urimelige forventninger og det, der er svært.

Siden i sommer er jeg kommet i Bogstøtten, et læsested for psykisk sårbare studerende i København. Her er der altid nogen, der siger hej og farvel. Her er det normalt at afvige fra den slagne vej. Her er der plads til at have en dårlig dag og stadig være velkommen i fællesskabet.

Jeg tror, at alle studerende ville have glæde af at komme i et miljø som Bogstøtten. Og vi kunne sagtens skabe et sådan studiemiljø flere steder.

Så kære medstuderende og alle andre interesserede: Husk, at den gode studerende også skal have det godt. Vi har ikke kun brug for produktive superstuderende. Vi har også brug for superstuderende, der prioriterer familieliv, omsorg og solidaritet.

Jeg håber, mit indlæg kan inspirere andre til at tale åbent om de værdier, de værdsætter, og dele deres bekymringer. På den måde kan vi bevæge os mod et mere mangfoldigt og inkluderende fælleskab.

Seneste