Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kvote 2 fik drengen fra Blågårds Plads på uni

KVOTE 2 - Trods en skoletid med joints, slagsmål og stoffer fik Leif Donbæk en chance på KU. Nu bliver han færdig som jurist et år før normeret tid.

Det meste af året har der kørt en debat om kvote 2. Ikke en ny debat, forstås. Nej, debatten er ikke væsenforskellig for fra den debat, jeg har fulgt med i siden 90’erne: Nogle politikere vil gerne skære i kvote 2, og det vil ledelsen på et par af universiteterne også – så parterne finder hinanden ved sparke på kvote 2.

Den melodi har kørt så længe, jeg har været politisk aktiv, og jeg kom i skolebestyrelsen for min folkeskole i 1994.
Men debatten savner ofte nuancer, og her den anden dag læste jeg et fremragende indlæg i Uniavisen om en dansk studerende, der var optaget på kvote 2, og blev inspireret til også at bidrage med min historie.

Jeg håber, at jeg kan nuancere debatten en smule og hjælpe med at overbevise universitetet, Folketing og andre af de højere magter om, at kvote 2 er værd at bevare.

Drenge fra Blågårds Plads med ar i panden og Randers-frakturer på knoerne bliver ikke lukket ind på Jura.

For kvote 2 er ikke et vidundermiddel, men det er en måde at give plads til nogle lidt andre slags studerende, nogle studerende, der kan bidrage med livserfaring til studiemiljøet. For vi på kvote 2 er ældre, vi har prøvet nogle ting, og vi er sultne; sultne efter læring, sultne efter viden.

Lad mig forsøge at forklare med mig selv som eksempel.

Træt af at konkurrere med de nyuddannede

I 2012 blev jeg optaget på Jura på kvote 2, og det var noget af en overraskelse, formodentlig en af de bedste overraskelser jeg nogensinde har fået. Jeg havde aldrig haft en chance på kvote 1.

Min folkeskole- og gymnasietid var primært præget af øl, joints, stoffer og lidt slåskampe i ny og næ. Så min studentereksamen er ikke smuk, og havde det ikke været for min rektor Jannik Johansen (der også sidder i KU’s bestyrelse), som åbenbart så noget i mig dengang, som jeg ikke selv så, var jeg formodentlig, og fuldt fortjent, blevet sparket ud af gymnasiet.

Derefter brugte jeg 10 år på at gøre karriere. Jeg har været butikschef i fire år. Jeg har været projektleder i Københavns Kommune i to år og selvstændig i knap to år. Men da jeg blev 28 var jeg ved at være træt af at konkurrere med nyuddannede.

Så jeg søgte ind på kvote 2, med jura som førsteprioritet og socialrådgiver som andenprioritet. Det skete med en klar forventning om, at jeg ville komme ind på andenprioriteten, for drenge fra Blågårds Plads med ar i panden og Randers-frakturer på knoerne bliver ikke lukket ind på Jura.

Men miraklet skete, og jeg har sjældent været så overrasket eller så glad, som da jeg fik brevet om optagelse. Men med brevet fulgte der også et ansvar. Sådan følte jeg det i hvert fald. Jeg havde fået en chance, og den skyldte jeg fandme at udnytte.

Så jeg har kæmpet, og selv om Jura på KU er et ekstremt konkurrencepræget miljø, tør jeg godt sige, at jeg har været blandt de bedste på mange parametre i flere år. Jeg har levet og åndet juraen, jeg har nærmest boet på mine studiejobs og på læsesalen, og det er også gået godt.

Vi bliver en god forretning

For det er hvad kvote 2 kan. Kvote 2 kan give sådan nogle som mig en chance til. Det skal ikke være flertallet, men de nuværende 10 procent er et fint spænd. Det giver plads til dem, der går den lige vej, og det giver plads til dem, der som jeg går en lidt mere kringlet vej. Derudover giver det diversitet i studiemiljøet, når ikke alle kommer fra samme baggrund, og når nogle har lidt mere livserfaring.

Derfor; kære politikere og universiteter: Jeg ved godt, at kvote 2 er besværligt at administrere, dyrt på den korte bane og alt muligt andet – men jeg kan garantere jer for, at vi bliver en god forretning, hvis I kigger bare en lille bitte smule ud i fremtiden.

Om to-tre måneder afleverer jeg speciale, et år før normeret tid, og jeg starter som fuldmægtig 1. juni 2016.

Og hver morgen (nu og de sidste knap fire år) tjekker jeg dog lige postkassen, for at se om der ligger et brev fra KU, hvor de fortæller, at det var en fejl, at jeg blev optaget.

For jeg er stadigvæk ikke sikker på, at jeg har fortjent chancen.

Kh Stud.jur’en, der glæder sig til at betale fuld skat og bidrage igen her til den 1. juni.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste