KU’s seneste kvindeprogram var ulovligt

I en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, der udkommer i dag, drøfter vi syv centrale initiativer fra de seneste år, der har øget antallet af kvindelige professorer og forskningsledere.

Initiativerne udgik fra Århus og Københavns Universitet, Statens humanistiske Forskningsråd og fra Det frie Forskningsråd. De var alle udtryk for omgåelse af EU-retten og ligebehandlingsloven. Da muligheden for omgåelse var ganske åbenbar, burde ressortministeriets dispensationer fra ligebehandlingsloven ikke være givet.

Følgende tre grundbetingelser skal være opfyldt, for at positiv særbehandling af kvinder i forbindelse med ansættelser i det offentlige er lovmedholdelige:

(1) Kvinden skal være lige så kvalificeret eller tilnærmelsesvis lige så kvalificeret som den mandlige ansøger;
(2) Mænd og kvinder skal have haft samme adgang til at søge;
(3) Fortrinsstillingen må ikke fungere automatisk men skal indeholde en mulighed for, at en mand bør foretrækkes.

Penge taler deres eget diskrete sprog

I 2008 indførte KU en plan til forøgelse af antallet af kvindelige professorer, der var i kraft fra 1. juli 2008 til 30. juni 2013.

LÆS Svar på tiltale – (endnu) flere kvinder i forskning og ledelse

Planen omfattede for det første ”et generelt belønningsprincip, hvor fakulteternes ansættelse af kvindelige professorer belønnes med ekstra professorstilling (m/k).”

For det andet en central bonuspulje, hvor fakulteter, der øgede procenten af nyansatte kvindelige professorer med 5 procentpoint i forhold til perioden 1. januar 2006–31. december 2007 modtog en bonus, der afhængigt af fakultetets størrelse gik fra 1 til 3 mio. kr. 16 mio. kr. blev uddelt i bonus; alle fakulteterne var blandt modtagerne.

Belønningsordningen medførte en markant forøgelse af nyansættelsen af kvindelige professorer i forhold til tidligere år; mest markant i første halvår af 2013 (frem til ordningens udløb), hvor 50 % nyansatte professorer var kvinder. På teologi oprettedes alene i 2013 fem MSO-professorater til kvinder.

Ordningen var for det første i strid med ligebehandlingsloven § 2, stk. 2, hvorefter mænd og kvinder skal behandles lige ved ansættelser og forfremmelser. De behandles ikke lige, når ansætteren ved, at der følger en pose penge med ansættelsen af en kvinde, eftersom dette selvsagt skaber en tilskyndelse til at ansætte en kvinde, selvom en mand er den bedst kvalificerede ansøger.

For det andet var ordningen i strid med fællesskabsretten, eftersom den positive særbehandling, som EU-retten tillader, forudsætter, at den kvindelige og den mandlige ansøger er jævnbyrdige i kvalifikationer. Dette har uden tvivl ikke gjort sig gældende i alle tilfælde.

Her er et eksempel på ordningens konsekvenser: ”Jeg er lektor på en afdeling på Københavns Universitet. Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for mit felt. Jeg er gruppens ledende forsker, med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Jeg kontakter så ledelsen lidt undrende over, at jeg ikke havde hørt noget, om hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortalte de, at stillingen var øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ‘professorbonus’ fra dekanatet.”

KU overtræder dispensationen

For at kunne gennemføre planen havde KU i juni 2008 fået dispensation fra Videnskabsministeriet. Ministeriet forudsatte, at planen blev gennemført i fuld overensstemmelse med ansøgningen.

Dette skete ikke. For det første omfattede planen også fag med en relativt høj andel af kvindelige professorer som på medicin, jura, teologi, odontologi, psykologi, arkæologi, pædagogik og religionsvidenskab samt kvinde-/kønsforskning, sprog og kunstfagene, hvor kvinder ikke kunne siges at være underrepræsenteret.

Hvor blev bonusprofessoraterne af?

For det andet oprettede i hvert fald visse institutter ikke de tildelte bonusprofessorater. Det samfundsvidenskabelige Fakultet oplyste således i 2010, at man ved ansættelse af en kvindelig professor på fakultetsniveau belønner instituttet med 400.000 kr. i fem år, mens instituttet ved ansættelse af en kvindelig lektor på fakultetsniveau belønnes med 200.000 kr. om året i fem år.

Det naturvidenskabelige Fakultet oplyste tilsvarende, at institutter, der ansætter kvalificerede ansøgere i professorstillinger tildeles 200.000 kr. om året i fem år. Opgraderingen af kvindelige lektorer til professorer blev som følge heraf lønmæssigt omkostningsneutral de første fem år af deres ansættelse, ligesom det i tilfælde af femårige professorater var gratis at ansætte en kvinde.

Denne praksis var udtryk for, at man ikke oprettede bonusprofessoraterne m/k, men lod midlerne gå direkte i institutternes kasser. Denne praksis omfatter muligvis hele KU. KU kan i hvert fald ikke oplyse noget om de bonusprofessorater, der ifølge dispensationen skulle være opslået på de enkelte fakulteter.

KU kan kort sagt ikke dokumentere, at fakulteterne har brugt de ekstra midler til at ansætte en ekstra professor, som de ellers ikke ville have ansat.

Forholdet er ikke blevet kontrolleret. Det må herefter antages, at fakulteterne har medregnet bonus i deres almindelige planlægning. Særligt vedrørende Det samfundsvidenskabelige Fakultet må det tilføjes, at ansættelsen af kvindelige lektorer via belønningsplanen ikke var omfattet af planen og derfor udgjorde en selvstændig overtrædelse af dispensationen.

At bonusprofessoraterne forsvandt i den blå luft indebærer en skærpelse af ordningens særbehandling af kvinder i strid med dispensationen, idet KU derved udelukkede den mulighed, at ansættelsen af en kvinde medførte en ansættelse af en mand i bonusprofessoratet.

KU har ikke søgt at videreføre belønningsprogrammet, efter at dispensationen for nylig udløb. Da ordningen på dens egne præmisser må anses for at have været en klar succes, må opgivelsen opfattes som udtryk for betænkeligheder ved det juridiske grundlag.

Imens på Niels Bohr Instituttet…

Gennem ti år har Niels Bohr Instituttet praktiseret og praktiserer stadig en ordning, hvorefter Instituttet undertiden ansætter to ansøgere, selvom kun én stilling er opslået, idet den næstbedste ansøger også ansættes, forudsat vedkommende er en kvinde.

Ordningen er ulovlig, eftersom den er i strid med grundprincippet, at mænd og kvinder skal behandles ens i forbindelse med ansættelse, forfremmelse og forflyttelse, jf. ligebehandlingsloven Kap 2, § 2.

Ordningen giver jo kvinder dobbelt så gode chancer for at opnå ansættelse som mænd, eftersom en kvinde ansættes, hvis hun er blandt de to bedste, hvorimod en mand kun ansættes, hvis han er den bedste. Ulovligheden kan i stedet beskrives på den måde, at der i forbindelse med opslag af en stilling i virkeligheden opslås to, hvoraf den ene er øremærket til kvinder. Stilling nr. 2 forbliver ubesat, hvis ansøgerfeltets nr. 2 er en mand. Øremærkning af stillinger til fordel for et bestemt køn er imidlertid forbudt i henhold til dansk ret og fællesskabsretten.

Hvorfor blev dispensationerne givet?

Alt i alt burde den dispensation, som KU opnåede hos Videnskabsministeriet, ikke være givet, eftersom omgåelsesmuligheden var ganske åbenbar. KU har tilmed som nævnt overtrådt dispensationen for at opnå yderligere frihedsgrader til ansættelsen af kvindelige forskere på særlige vilkår.

At Folketinget undertiden ignorerer uønskede regler fra EU er almindeligt kendt. Alle de syv initiativer, som vi drøfter i vores artikel i Ugeskrift for Retsvæsen, bygger på en dispensation. Dispensationerne efterlader det indtryk, at embedsværket har disponeret ud fra antagelsen, at regering og Folketing hellere vil se flere kvinder på topposter i den akademiske verden end respektere fælleskabsrettens regler, som stiller hindringer i vejen derfor. Det er på linje hermed, at KU har set stort på overholdelsen af begrænsningerne i dispensationen og udelukkende lagt vægt på at øge antallet af kvindelige professorer.

Kilde: Bonde, H. og Ravnkilde J., ”Nogle omgåelser af EU-retten i den positive særbehandling af kvindelige forskere”, Ugeskrift for Retsvæsen, april 2015, s.169-180.

uni-avis@adm.ku.dk