KU’s nye karaktermur ødelægger universitetet og straffer de anderledes gymnasieelever

For at imødekomme kravet om en højere gennemførselprocent, har rektoratet besluttet at indføre en karaktermur. En karaktermur hvor man uanset fag, skal have et snit på mindst 7 på humaniora og 4 for resten af fakulteterne.

Hvad er ræsonnementet bag dette, tænker du måske? Det skal lige slås fast at dette ikke er en ‘nødvendighedens’ politik der kommer i kølvandet på de mange indgreb på uddannesessektoren. Dette er en idé, hvor rektoratet sætter lighedstegn mellem studerendes karakterer og deres værdi på universitetet.

Altså er din chance for at gennemføre mindre, hvis du har et snit under 4, eller for den sags skyld 7, og derfor vil universitetet ikke ‘tage chancen’ ved at lukke dig ind hvis dit snit ikke er til ug.

Men er det ikke fair, når vi står i så massive sparerunder at enhver øre skal vendes?

Nej. På ingen måde.

Vi glemmer alt det potentiale, som vi mister ved udelukkende at fokusere på de studerende der har brugt al deres energi på gymnasiet i de år. Det bliver til en straf mod dem som ikke nødvendigvis er gået den snorlige vej direkte ind på KU.

Selv er jeg – mildt sagt – ikke en 12-tals pige. Jeg brugte min gymnasietid på at bo inde på Rådshuspladsen for at skrive en reportage om Occupy Copenhagen. Brugte de torsdag aftener hvor jeg måske skulle have lagt en ekstra hånd på min danskaflevering, på at være til oplæg med den israelske ambassadør. Og de dage i starten af 2.g hvor jeg burde have opfrisket mine 2. grads ligninger, rejste jeg i stedet rundt i valgkampen med danske toppolitikere.

Det skaffede mig ikke de bedste karakterer i gymnasiet. Men det pirrede min nysgerrighed på samfund, kommunikation, kultur og filosofi. Og den nysgerrighed, der blev skabt, er noget af det vigtigste jeg har i dag, og nok grunden til at mit snit på universitetet nu er højere end nogensinde i gymnasiet.

Til gengæld var det jo ikke udgangspunktet for at jeg kom ind på min uddannelse, og hvis det ikke havde været for et tilfælde, kunne jeg have skudt en hvid pil efter drømmestudiet Retorik.

»Det skaffede mig ikke de bedste karakterer i gymnasiet. Men det pirrede min nysgerrighed på samfund, kommunikation, kultur og filosofi. Og den nysgerrighed, der blev skabt, er noget af det vigtigste jeg har i dag, og nok grunden til at mit snit på universitetet nu er højere end nogensinde i gymnasiet.«

Men er det ikke fair nok? Jeg fokuserede ikke 100 procent på gymnasiet, så kan jeg vel heller ikke forvente at komme ind og læse præcis det, jeg vil?

Nej det kan jeg ikke. Men skal jeg virkelig ekskluderes og vælges fra som en formodet dårlig investering, hvis mit snit havde ligget på 6,9? Selv hvis der er plads på det fag jeg søger ind på?

Det er en uhyggelig konsensus, at der sættes lighedstegn imellem høje karakterer og dygtige studerende. Jeg vil ikke vove at påstå , at de der kommer ud af gymnasiet med 12 i snit ikke er gode studerende. Men det betyder ikke, at de der har lavere karaktergennemsnit per automatik er dårlige.

Og hvis man accepterer den præmis, at karakterer viser hvor dygtig man er som studerende, udelukker vi det faktum at mange forskellige faktorer spiller ind på hvordan du præsterer i karakterræset.

Vi burde som samfund og som universitet være kommet så langt, at dette er en selvfølge. At karakterer selvfølgelig ikke illustrerer dig som menneske. Og heller ikke nødvendigvis illustrerer din akademiske formåen. Det burde de bedst sælgende bøger om hvordan man snyder sit gymnasium til bedre karakterer bære vidne om.

Og det er jo ikke bare litteratur. Jeg har en god ven, der ikke kan et ord spansk, og aldrig har kunnet det, men stadig har formået at få 10 og 12 i skriftlig og mundtlig eksamen ved hjælp af karakterteknikker. Og omvendt har jeg set en af de dygtigste på mit studie, der til en eksamen tænkte kreativt i sin opgave, ende med at få et 02 på sit papir.

»Vi mister en mangfoldighed af perspektiver, der kan skabe et dynamisk og kritisk fagmiljø, vi mister studerende fra fagene uden grund, og ultimativt mister vi kompetencer, fritænkning og innovation som samfund«

Ved at blive ved med at stramme karakterrammerne skæres mange af de unge, som forsøger at tænke anderledes, fra. I stedet bliver den form for stræbsomhed, der ikke har andet mål end stræbsomheden selv, fremlagt som det ideelle. Og det er præcis den måde man bedst pacificerer ungdommen på.

Med et mantra om at ‘du kunne da bare have taget dig sammen i gymnasiet’ skyder man dem ned, der ikke kun søger ind i systemet for at finde inspiration og mening, men som også forsøger at søge dette andetsteds. I stedet får vi en ensretning, hvor det at have en anderledes tilgang til uddannelse betyder en udelukkelse fra universitetet.

Det er sundt at vi giver plads til en specialisering, der ikke først får lov til at bryde igennem efter 13 års skolegang. Sundt for fagene, sundt for de studerende og sundt for vores samfund.

På fagene mister vi en mangfoldighed af perspektiver, der kan skabe et dynamisk og kritisk fagmiljø, vi mister studerende fra fagene uden grund, og ultimativt mister vi kompetencer, fritænkning og innovation som samfund.

De fleste af os kan blive enige om at de massive nedskæringer, dimensionering og svigt der sker på universiteterne fra regeringens side er forfærdelige. Men lad os nu ikke miste os selv endnu mere i farvandet på det.

Jeg priser mig lykkelig for at have fundet drømmestudiet inden kvælertaget for alvor strammes på universiteterne, men jeg frygter et fremtidens arbejdsmarked, hvor vi alle sammen bliver ensrettede og bange for at stikke ud.

Et arbejdsmarked, hvor konformitet bliver forherliget, og individualitet bliver set som en fejl. Eller i værste tilfælde forbeholdt de færreste. For så er det ikke kun ungdommen, der pludselig er pacificeret. Det er hele samfundet.

uni-avis@adm.ku.dk