Kritik: Jura er befolket af pertentlige notatjægere

Jeg var i min sidste studietid med i et panel af jurastuderende som akkrediteringsudvalget ønskede at tage temperaturen på, før de gav deres halvsure smiley i dom over bacheloruddannelsen.

Kritikken var øredøvende fra de studerendes side, men fantasiløs.

Alt drejede sig om studiegrupper, der ikke fungerede, samarbejdsproblemer og andre teknikaliteter. Alt det som vi var nogle, der troede, vi havde lagt bag os, da vi forlod det gymnasiale dødvande. Der blev ikke talt substans.

Kritiserer akademisk indhold

Der blev ikke talt om, hvorvidt vi modtog en akademisk uddannelse med ben i næsen.

Målet med mit indlæg er at retningsgøre den seneste kritik mod jurastudiet til det, som jeg mener, er det virkeligt interessante: Det akademiske indhold.

»Atmosfæren i bladet stud.jur. minder mig om de juridiske flittigpiger- og drenge på studiet, der hellere ville farvelægge en juridisk lærebog med fem forskellige understregningstusser end løfte blikket og dyrke intellektuel stimulans.«

Det er ikke noget nyt, at den videnskabelige legitimering af studiets undervisning er presset; den juridiske metodik har altid været praktisk. Men det forhindrer jo ikke studieordningen i at udfordre de studerende og bibringe dem en dannelse ud over den, der hersker i den brede befolkning.

Fokus på karriere

Indlægget her begyndte, da jeg forleden modtog bladet stud.jur., som jeg engang prøvede at afmelde, men uden held. De jurastuderendes blad bliver ved med at komme ind ad min brevsprække. Det er blevet en slags guilty pleasure for mig at læse det. I det sidste eksemplar indledtes med »Velkommen til og velkommen tilbage! Juraen venter. Men det gør verden også!«.

I det stramme layout er ordspillet lige så pinligt eksplicit, som platheden er ublu. »Verden« skal i bladets forstand vist forstås som noget i retning af »juridisk karriere«. Det er de jurastuderende meget entusiastiske omkring, og en række pæne jurister er ude og interviewe nogle lidt mere erfarne.

Den ambitiøse tilgang blandes op med nogle prætentiøse advokatreklamer, billeder fra en selvfed årsfest og nogle juridiske selvfølgeligheder. Det hele foregår på bedste Euroman-manér; ganske sterilt, glat og narcissistisk.

Allerede her får vi en smagsprøve på en karrierefokuseret uddannelse. Det handler om, hvad der skal laves bagefter det juridiske slaveri ophører og ikke om at dyrke faget for dets egen skyld.

Dødkedelig motivation

Det får mig til at tænke tilbage på en oplevelse, jeg havde en af de første dage på studiet. Den stakkels underviser havde i et øjeblik med bløde knæ stillet spørgsmålet hvorfor det var værd at læse jura. Der blev dødstille. Runden måtte sættes i gang med større autoritet.

Og så kom det: »Gode jobmuligheder«, »praktisk«, »min far gjorde det«, »man kan lave alt muligt«, »penge«, »masser af penge«, »jeg er fra whiskybæltet« etc. Ingen nævnte, heller ikke underviseren, at det kunne tænkes at være et værdigt ærinde at studere det instrument, som samfundsmagten udøves gennem og som sætter grænser for samme.

»Pædagogikken har taget overhånd og fremstiller sig som en løsning på en langt dybere krise; fraværet af intellektuel diskussion og stimulans på højt niveau. Det som skaber universiteter og studerende i international topklasse.«

Den slags dødkedelig motivation, fokus på fremtiden, tilsat en god del juridiske doktriner, der blev fremstillet som selvindlysende, oprev mig efterhånden så meget, at det fik et teatralsk klimaks på kandidaten.

Jeg rejste mig i en eksperimenterende tilstand foran den evigt undervisende kontorchef fra Justitsministeriet og ytrede bævende, at jeg måtte betragte Grundloven som afgået ved døden.

Han responderede på forudsigelig vis; at det måtte han anse for en retspolitisk ytring og dermed som en farlig grund for en vordende jurist. Ikke en forkert analyse. Dog var der ikke tale om audiens hos ministeren, men intellektuelle sværdslag på et af nordens ældste universiteter.

Hans svar var ikke et svar, selv over for min vulgære ironi; men endnu vigtigere var hans svar en gentagelse af det som alle juridisk uddannede ved efter et par måneder på studiet. Nemlig, at juraens indhold ikke er det samme som ønsket om, hvad det burde være. Et credo jeg tilslutter mig med stor nidkærhed.

Bagstræberisk uddannelse

Pointen med mit udfald var, at den ukritiske og institutionstro måde juraen behandles på i Danmark, går ud over undervisningen. Det faktum at Grundloven fortolkes på bestemt vis, når man sidder i Justitsministeriet eller i Højesteret, bør ikke have meget at gøre med, hvordan undervisningen skal skrues sammen; i så fald kunne jurastudiet overstås hurtigt som en art særligt langtrukken håndværksuddannelse i den fortolkningsstil visse institutioner reproducerer igen og igen med minimal argumentation.

Det bagstræberiske er med god grund kendetegnende for det juridiske fag overalt i verden. Juraens rolle er jo til en vis grad at stå fast indtil den ændres. Dog synes det bagstræberiske at have særligt tag i den måde juraen undervises på i Danmark. Her fremstilles det bestående med en lidt lemfældig common sense-tilgang; uden hverken den engelske appetit på diskussion af grundlæggende juridiske principper eller ikke den tyske nidkærhed for detaljen og systematikken.

»Et opråb til Det Juridiske Fakultet: Lær jeres studerende at tænke og lev op til jeres navn og tradition. Vær noget andet og mere end det arbejdsliv, der kommer bagefter. Hvis ikke det sker, bør jurastudiet afgå ved døden som fag på universitetet.«

I disse år udstilles den danske pragmatiske tankegang, når danske jurister rent faktisk finder sig nødsaget til at læse argumentationsrige domme fra EU-domstolen, der får den mest fyldige Højesteretsdom til at ligne en fransk førsteårselevs første forfatningsopgave.

Ikke overraskende gør studietidens bogstavtro læsninger af selvfølgeligheder sig også gældende blandt toppen af Danmarks jurister. Jeg overhørte for længe siden en af de hæderkronede af slagsen med sæde i rigets højeste domstol, besværge selvtilfreds, at EU-domstolens ræsonnementer var svært forståelige for en dansk jurist med et solidt jysk sindelag som ham selv.

Manden var i hvert fald tynget af så mange universitetsgrader, at han må stå solidt plantet, hvis ikke nedsunket, i den jyske muld. Ironisk nok fremstod hans vrangvilje over for EU-domstolen mere som en holdning om illegitimiteten af internationale forpligtelser, end som en solidt argumenteret juridisk sandhed.

De pæne drenge og piger dominerer

Tilbage til det evige blad stud.jur. Atmosfæren i bladet minder mig om de juridiske flittigpiger- og drenge på studiet, der hellere ville farvelægge en juridisk lærebog med fem forskellige understregningstusser end løfte blikket og dyrke intellektuel stimulans.

De var altid til stede i undervisningen med de samme pænt opklarende spørgsmål til brug for deres pæne notatskrivning og til tidsspilde og kedsommelighed for os andre. Jeg ved ikke, hvor tit jeg har hørt nye jurastuderende sige, at psykologi eller statskundskab var »lidt for ukonkret«.

Understrege og indsætte faneblade kan de i hvert fald. Spørgsmålet er, om vi forventer mere af fremtidens embedsmænd end blot sekretærarbejde.

Jeg siger derfor til folk, der ikke har megen motivation for det juridiske studie, udover at der var noget andet, der var lidt for abstrakt eller krævende: Bliv væk; der er pæne drenge og piger nok. De stiller sig selv til skue i bladet stud.jur. som mikrofonholdere for juridiske bagstræbere og gør sig til i overflod på undervisningsbænken som pertentlige notat-jægere.

Pædagogik ikke løsningen

Indførsel af gruppearbejde, større aftagerfokus og færre store forelæsninger løser intet. Universitetslivet gøres blot endnu mindre elitært. Hvem har fundet på, at man skal lære at være en god kollega på et universitet eller bruge mængder af tid på at diskutere, hvad godt gruppearbejde er?

Pædagogikken har taget overhånd og fremstiller sig som en løsning på en langt dybere krise; fraværet af intellektuel diskussion og stimulans på højt niveau. Det som skaber universiteter og studerende i international topklasse.

Alt det her er muligvis min fejltagelse udi dannelsens drømmeri om hede velargumenterede slagsmål, der kan holde én vågen i timevis i det rette selskab; at disse burde være centrum for en universitetsuddannelse, tilsat en god portion læsning.

En ting er sikkert; de diskussioner har jeg aldrig haft inden for universitetets mure, men i selskab med en håndfuld ligesindede langt væk fra det vælde, der foretrækker at reproducere tankegange i stedet for at tale og tænke med de studerende. Ikke for at undergrave juraens selvstændighed i samfundet, men for at dyrke den som fag.

Hvis man ikke forstår og kan forklare den skillelinje, bør man ikke undervise på Jura.

Et opråb til Det Juridiske Fakultet: Lær jeres studerende at tænke og lev op til jeres navn og tradition. Vær noget andet og mere end det arbejdsliv, der kommer bagefter. Hvis ikke det sker, bør jurastudiet afgå ved døden som fag på universitetet.

uni-avis@adm.ku.dk