Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Katalysér humaniora!

SYNSPUNKT - Jeg har egentlig lidt ondt af Jes Fabricius Møller efter hans nylige frontalangreb på Katalyst. Store gammel-humaniora slår på lille ny-humaniora – er der hold i det angreb? Jeg vil grave fire lag ned i indlægget for at finde et svar.

Først legaliteten: må Katalyst overhovedet arrangere kurser? Nej, mener Jes Fabricius Møller (JFM), for kurserne er ikke forskningsbaserede, og Katalyst har ikke eget studienævn.

For det første viser en hurtig online kildekritik, at underviserne på for eksempel Katalysts Sommerskole 2011 omfatter en god andel velmeriterede forskere fra Det Humanistiske Fakultet på lektor- og professorniveau. For det andet er det almindelig praksis, at kurser udbydes og afvikles på kryds og tværs mellem institutter, afdelinger og centre ved fakultetet, og at de relevante studienævn godkender disse (eller ej) som meriterende for de deltagende studerende i forhold til gældende studieordninger. Så legaliteten fejler ikke noget.

Og legitimiteten da? Skal humanistiske studerende udsættes for ”en rigdom af tågesnak og fraser fra konsulentbranchens forråd af parfumerede almindeligheder”?

Uanset om JFM kan forstå eller lide ordvalget, henviser mange af ordene til substantielle teorier og metoder inden for etablerede forsknings- og undervisningstraditioner, der blandt andet udfoldes på forskellige fag her på fakultetet, og som i stigende grad har betydning for humanistiske kandidaters ansættelsesmuligheder, uanset hvilket fag de kommer fra.

LÆS: Jes Fabricius Møllers kritik af Katalyst

Arbejdsmarkedet har brug for Katalyst

Humanistundersøgelsen fra 2007 viste, at 52 procent af kandidaterne fandt ansættelse på det private arbejdsmarked, med stigende tendens. Både denne og andre undersøgelser påpeger, at ikke mindst kombinationen af teoretisk viden og operationelle kompetencer er en styrke hos vores kandidater. Det hele handler altså bestemt ikke om Katalysts ”egen forestilling om, hvad verden har brug for”.

Men organisationen så? JFM fremstiller det sådan, at Katalyst ”snylter” på KU’s autoritet og udgør en gevækst på ”forvaltningen”, der truer det gamle universitets gode ry og rygte. Man ser for sig en trojansk hest, fyldt til bristepunktet med endnu uudfyldte fakturaer, hvor humanistisk forskning nu endelig skal konteres. (I parentes bemærket er Katalyst blot en ganske lille afdeling).

Perspektivet er mindre truende og mere lavpraktisk. Lad os et øjeblik antage, at en eller anden slags kurser af den type, som JFM afskyr og foragter, trods alt bør findes – af hensyn til mindst 52 procent af de studerende. Det har længe været indstillingen hos humanistiske dekaner; det er samtidig en del af KU’s nedskrevne målsætninger. For eksempel findes der parallelt med Katalyst en Katapult for Science, Life, Sund og Farma, og der er for nylig etableret Københavns Universitets Forsknings- og Innovationsråd (KUFIR), som ligeledes har til formål at fremme samarbejdet mellem universitetet og det omgivende samfund.

Institutterne og deres faglige miljøer er og bliver omdrejningspunktet for humanistisk forskning og undervisning. Men ligesom diverse faglige og tværfaglige kurser løbende udbydes i samarbejde mellem forskellige institutter og afdelinger, er det hensigtsmæssigt at udvikle og afvikle kurser à la Katalyst som samarbejder. Det kan gøres på flere måder – indtil videre har Katalyst en dokumenteret succes i en årrække med at koordinere kurser, som både studerende og deres kommende arbejdsgivere efterspørger og roser.

Jeg ved af egen erfaring, at Katalyst er lykkedes på grund af ildsjæle, der selv er forankret i humaniora; som formidler lødige eksterne relationer; og som gerne samarbejder internt med såvel studienævn som enkeltundervisere og forskere. Disse katalysatorer kunne klare sig uden humaniora, med højere hyre og mere anerkendelse – humaniora ville få sværere ved at klare sig uden en Katalyst.

Humaniora er ikke det, JFM tror

Og her rammer vi så grundfjeldet og ideologien – for hvad er humaniora? Det fremgår med al tydelighed af både form og indhold i JFMs synspunkt, at han er optændt af at forsvare (det, han opfatter som) humaniora. Men som humanistiske studerende lærer fra og med videnskabsteori på BA, så er både fag og forskning historisk og kulturelt variable størrelser.

”Humaniora er først og fremmest grundforskning,” skriver JFM. Jo da, og det samme gælder for alle de andre fakulteter ved KU, ’tørre’ såvel som ’våde’. I varierende omfang og i forskellige henseender kan alle fakulteters forskning og undervisning finde praktiske anvendelser. Det forholdsvis nye for humaniora er, at denne mulighed er blevet mere iøjnefaldende: det gælder for de 52+ procent kandidater til det private erhvervsliv; det gælder også for en lang række samarbejdsprojekter, hvor humanistisk viden er både efterspurgt og værdsat.

JFM beskylder videre Katalyst for simpelthen at ”ignorere humanistisk faglighed,” dvs. fag, han opfatter som specielt centrale: ”arkæologi, filologi, filosofi, litteratur, pædagogik eller andre konkrete humanistiske discipliner”. Derimod er der alt rigeligt om ”markedsføring og brugeroplevelser især formidlet på nye medieplatforme”.

Der behøver ikke at være en modsætning, endsige konflikt mellem klassiske discipliner og deres samtidige relevans. Det fremgår blandt andet af, at også kandidater fra de discipliner, JFM fremhæver, indgår i de 52 procent privat ansatte. Og den succesfulde anvendelse af nye medier i forskning og formidling er ikke blot et spørgsmål om at hælde grundforskningens visdom på nye flasker; en hel vifte af medier udgør et grundvilkår for arkæologisk, sproglig, litterær og pædagogisk forskning såvel som praksis.

Humaniora er ikke, hvad det har været – heldigvis. I løbet af de sidste ca. 40 år er humaniora – kort fortalt – blevet demokratiseret og differentieret mht. dets undersøgelsesfelter, metoder og samfundsrelevans. Derfor er omverdenen blevet stadig mere interesseret både i vores studerende og vores forskning. Samtidig består Det Humanistiske Fakultets styrkepositioner inden for sprog, litteratur, historie, etc. Humaniora er ikke enten-eller.

De studerende kan ikke overlades til humaniora classic-folk

Man kunne naturligvis vælge fremover at gå tilbage til humaniora classic i en eller anden definition. I så fald ville arbejdsmarkedet igen ændre sig markant og antallet af humanistiske studerende – og antallet af fastansatte humanistiske forskere og undervisere – formentlig skulle reduceres betydeligt inden for en kortere årrække.

Jeg har som sagt ondt af Jes Fabricius Møller – men kun lidt. Jeg er mere bekymret for de studerende, der bliver givet i varetægt til ham og eventuelle ligesindede. Det er vores forbandede ansvar som fakultet at uddanne nutidens unge, så de kan omsætte deres humanistiske faglighed på samtidens og fremtidens arbejdsmarked.

Vi bør katalysere humanistiske studerende og humaniora iøvrigt, ikke som Jes Fabricius Møller forsøge at miskreditere Katalyst.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste