Kald en spade en spade - en dimensionerende kommentar

Uddannelsesministerens dimensioneringsmodel indebærer for KU, at der skal reduceres i optaget på kandidatuddannelserne med i alt 614 pladser. HUM skal heraf reducere med cirka 370, altså langt de fleste.

Det svarer til cirka 1/3 af optaget i 2013. På kandidatuddannelserne vel at mærke. Det betyder, at den reelle dimensionering (læs reduktion) er langt større.

For da dette er en KA-dimensioneringsmodel og ministeriet bruger statistikker, der baserer sig på gamle tal, er vi låst af disse talstørrelser og dermed af den traditionelt store diskrepans mellem BA-optaget og KA-optaget (på grund af frafald og valg af andre KA-uddannelser). Dermed bliver dette også, helt tilsigtet naturligvis, en BA-reduktionsmodel ad bagvejen, for vi skal kunne garantere en KA-uddannelse til alle bachelorstuderende på grund af retskravet – eller tilbyde en KA-uddannelse for vores egne midler.

Dette er altså en skruestiksmodel med langt større effekt end den ser ud til at have ved første blik. En model, der ikke tager højde for fremskridt gjort inden for den seneste tid eller for aktuelt gode fremtidige beskæftigelsesmuligheder for vores kandidater på rigtig mange områder.

Ambitionen om ikke at uddanne til arbejdsløshed deler jeg. Men desværre er der meget der tyder på, at dette mere er en spareøvelse end et forsøg på at geare kandidatudbuddet til arbejdsmarkedets behov. Ellers er det svært at forklare, hvorfor det ikke er BA-optaget, der reguleres. Det er derimod sådan, at vi kan optage så mange bachelorer vi vil, bare vi garanterer dem en kandidatuddannelse. Det kan vi kun, hvis vi af egne ressourcer betaler for dem, der overskrider den statsligt dikterede optagsramme.

Men det må vi til gengæld gerne. Vi må også godt fordele optag inden for arbitrært sammensatte uddannelsesgrupper, der hver især omfatter uddannelser med meget forskellige arbejdsløshedsprocenter.

Hvor, må man spørge, ligger bekymringen for de færdige kandidaters beskæftigelsesudsigter gemt her?

Mon ikke omsorgen snarere gælder statens finanser og bundlinjen på BNP-regnskabet? Krokodilletårerne, der i disse dage risler ud af øjnene på politikere, lederskribenter, tænketanke og erhvervsorganisationer, skulle de spare sig. Det er spin, styret af politisk ønsketænkning om fremtidig vækst med færre statslige udgifter, og af banal særinteressepolitik. Ellers skulle man mene, at hammeren også skulle ramme fx ingeniører, jurister eller politologer. Alle områder, hvor dimittendarbejdsløsheden er lige så høj som eller højere end hårdt ramte uddannelser på HUM.

En anden grund til at skære på KA-optaget er sandsynligvis, at det ser mere spiseligt ud. Tallet forekommer ikke i sig selv bekymrende, i hvert fald ikke før man medregner den bachelorreduktion, vi ikke kan undgå som konsekvens. Så er bruttotallet ikke længere 4000 i alt, men meget nærmere de 10.000, som Søndergaard-udvalget i deres absurde drømmevision forestiller sig. Og det er nok ingen tilfældighed.

Så nej, logisk er det ikke, hvis man tog den officielle udmelding om bekymringen for de ledige kandidater alvorligt. Grundene ligger andre steder, hos aktører der ikke bekymrer sig meget om humanioras innovative potentiale, vores dybe viden på afgørende områder, vores kulturbærende værdi, eller vores impact på den offentlige meningsdannelse og samfundsmæssigt-kulturelle sammenhængskraft. Men i den almene interesse var det netop det, de burde gøre.

uni-avis@adm.ku.dk