Jeg boede i en kælder på KU i to måneder

I disse dage er over 7.000 nye studerende startet på Københavns Universitet. Hver af dem er unik og har sine egne vanskeligheder ved studiestarten. Hvad end det er bøvlet bureaukrati, problemer med meritoverførsler, tilvænning til læsesalens hårde stole eller de daglige frustrationer over KU’s it-systemer, er studiestart bare ikke nemt.

Dog er der nogle, der har det langt værre end andre, nemlig de boligløse studerende. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg var en af dem.

Jeg startede på fysikstudiet for tre år siden som en frisk, ung knejt fra Jylland. Jeg havde forberedt mig godt og havde begyndt boligjagten allerede i januar måned med både en og to mulige roommates. Desværre kom september, uanfægtet af mine strabadser.

Jeg havde for længst skrevet mig op på akutlisterne, som man skal, men de havde lige så få boliger til mig som en tom byggegrund på Jagtvej 69.

Nudler i et tekøkken

Den første måned gik overraskende fint. Selv om mit københavnske netværk var begrænset, fandt jeg steder at overnatte hos venner og bekendte. Studiet startede med fagrådsmøder, eksamensforberedelser, lektiecaféer, læsegrupper, og hvad der nu hører sig til. Men man mærker særligt i sociale sammenhænge, at ens tøj ikke er det reneste, at man har sovet på sofa i en måned, og at alle ens ting stadig står i et depot i Jylland.

Der er dog en grænse for, hvor meget man kan trænge sig på hos venner. Og da mine forbindelser hos Ida, Bjarke og Lærke var brugt, stod jeg for alvor uden tag over hovedet. Jeg tog hjem til mine forældre hver weekend. Men studiet kræver fysisk tilstedeværelse, og otte timers daglig pendling er ikke en mulighed.

Min løsning blev en kælder på Nørre Campus. En studenterforening havde hjemme der, og jeg meldte mig ind i deres bestyrelse. Med ubegrænset adgang til en sofa i kælderen, brusebade på HCØ og mulighed for tilberedning af minutnudler i et tekøkken lykkedes det faktisk at overleve som KU-studerende på KU i to måneder.

Ingen studerende i nød siger nej til en bolig

De tre måneder uden en base, som jeg kunne kalde min egen, var de værste i min studietid. Befrielsen over at finde en lejlighed i Albertslund var enorm. Jeg tror, mange ikke helt forstår, hvor svært det er, at få livet til at hænge sammen uden en bolig.

Så det klinger altid hult i mine ører, når jeg hører politikere snakke om de ‘mange’ boliger i Udkantskøbenhavn, om at studerende ‘ikke skal sætte næsen op efter 20 kvadratmeter to minutter fra studiet til 2.000 kroner,’ eller om at bolignøden kun er ‘et midlertidigt problem’. Disse folk siger, at de ikke vil gøre noget ved studerendes problemer, og har ikke forstået en skid af tingenes reelle tilstand.

Og lad mig lige slå fast, at ingen af dem, jeg har snakket med, siger nej til en lejlighed efter at have prøvet boligløsheden. Uanset, om den ligger i Albertslund eller på Amager.

Jeg har gentagne gange hjulpet studerende i bolignød. Og jeg vil virkelig bede mine medstuderende gøre det samme. Du kan tilbyde din sofa på dit studies Facebookgruppe. Du kan tilbyde din sofa til en hjemløs studerende på http://www.sofaformidling.dk/. Du kan dele opslag om ledige kollegieværelser. Du kan snakke med de nye studerende om deres boligsituation.

For det københavnske boligmarked er virkelig brudt sammen. Og politikerne virker i disse dage mere villige til at skære ned end at hjælpe folk i nød. Derfor skal vi træde til. Og du kan fucking hjælpe!

PS: Det skal siges, at det er strengt forbudt at overnatte på KU. Brandfare er åbenbart vigtigere end boligløshed.

uni-avis@adm.ku.dk