Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Ja tak til fordybelsen

SPECIALER - Drop tanken om en forkortet specialeperiode, lyder debattørens opfordring til KU's ledelse.

Nogle gange skulle man tro, at ledelsen på Københavns Universitet har en stor skål fyldt med små sedler, som de kan hive op af hatten, når de føler, at debatten omkring universiteterne er lidt sløv.

Ellers har jeg svært ved at se, hvorfor de er kommet på at skære to måneder af den tid, vi har til at skrive specialer i.

Fremdrift hele vejen

Bjarke Lindemann rammer hovedet på sømmet af, hvad der må ses som den virkelige grund til at skære i specialet i et indlæg i uniavisen fra 20. februar. Det handler blot om Fremdrift, at få de studerende hurtigere igennem uden blik for, hvordan vi kommer bedst igennem.

Mange af os husker efteråret 2013, hvor vi var rigtig mange samlet på Frue Plads, fordi KU havde fået en fiks idé. Da mødtes vi blandt andet over forslaget om at fjerne muligheden for orlov, og nu kan vi måske mødes igen for fortsat at minde KU’s ledelse om, at vi rigtig gerne vil være gode studerende og blive de bedst mulige kandidater på den anden side af studierne.

Jeg læser antropologi. Vores kandidat er opbygget sådan, at vi tager på feltarbejde eller praktik i et semester, og så skriver vores specialer ud fra vores indsamlede data. Jeg forestiller mig, at studerende på det Sundhedsvidenskabelige eller Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet kan nikke genkendende til en sådan model – vores laboratorier ser blot noget forskellige ud.

Uanset hvad vi studerer, får vi som specialeskrivere mulighed for intensivt at indsamle data og derfra forsøge at sige noget meningsfuldt, banebrydende, nyt.

Seks måneders indsamlet data kan være ganske uoverskueligt at tage hul på. Der er interview, som skal transskriberes, noter, som skal renskrives, spørgeskemaer, som skal tastes ind, indtryk, som skal skrives ned og meget mere.

Når alt dette er gjort, kommer det rigtig svære arbejde med at finde ud af, hvad der er muligt at sige med disse data. Som enhver anden videnskabsmand har vi som antropologer heller ikke noget behov for at sige noget forhastet, som vi ikke kan underbygge. Derfor bruger vi lang tid på at finde belæg, klarlægge vores metode og sikre os, at vi finder den rigtige teori at snakke ud fra, så vores produkt i sidste ende kan blive så godt som overhovedet muligt.

Der er mange nuancer af gråt i vores arbejde, og vi bruger tid på at finde ud af, hvordan den mest spændende, interessante, fascinerende krog i arbejdet befinder sig, så vi kan bide os fat og lave et meningsfuldt slutprodukt.

Tid til fordybelse

Fordybelse tager tid. Derfor har jeg meget svært ved at forestille mig, at vi kan blive ved med at sende lige så gode kandidater ud i verden, som vi gør i dag, hvis tiden til fordybelse bliver skåret ned.

Derudover er det selvfølgelig også relevant at tage med i sine overvejelser, hvordan vi får gjort vores kandidater til at føle sig klar til at træde ud på arbejdsmarkedet.

Jeg håber, KU’s ledelse vil putte idéen om 4 måneders-speciale tilbage i skålen med det samme. Det er hverken i de studerendes eller ledelsens interesse at skære i perioden til at skrive et speciale.

I sidste ende håber jeg, at det er i alles interesse, at studerende fra Københavns Universitet har haft mulighed for at blive så dygtige, som de overhovedet kan blive.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste