Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Imens vi venter på den hvide røg

KLUMME – Hvad vil der stå om universiteterne, når den kommende regering får nedfældet sit regeringsgrundlag? Studenterrådets formand har tre håb.

En ny regering er ved at tage form, og det er derfor højsæson for politisk gætværk, når man åbner en avis. Men spekulationer bliver ingen klogere ad. I stedet får du her en studenterguide til, hvad der er på spil for landets studerende og vores universiteter. Da de alle har lovet ikke at røre SU’en, har jeg her udvalgt tre andre ting, som jeg håber, står nedfældet i et nyt regeringsgrundlag, når den hvide røg stiger op fra Christiansborg om et par dage.

Fremdriftsreformen revisited

Den allerstørste overraskelse i valgkampen var, at samtlige partier nu mener, der skal blødes op i fremdriftsreformen – med forskellig vægt og fokus forstås. Venstres næstformand Kristian Jensen sagde, at hvis det stod til ham, var man klar til nye forhandlinger allerede dagen efter valget! Helt så hurtigt er det ikke sket, men vi venter i spænding på datoerne for, hvornår forligspartierne skal revurdere en af de mest udskældte reformer nogensinde.

Det er klart, hvis universiteterne selv må finde den pisk, der skal slå fremdriftsreformen ind, får vi kun tiltag i samme kaliber. Et forslag om begrænsning af orloven kender de fleste studerede nok alt for godt. Visk nu tavlen ren og start en god dialog om, hvordan man bedst understøtter god og hurtig gennemførsel med investeringer, i stedet for at lappe lidt på en reform, som ganske enkelt ikke kan lappes!

Alle venter på en taxabon (eller reform)

I dag er en rigtig stor del af vores universiteter betalt af et underfinansieret taxametersystem, som giver udbetaling hver gang en studerende består en eksamen. Taxametersystemet har været ligeså udskældt, som dets konsekvenser har været underbelyst. Er det andet end skævvridende, når universiteterne vurderes på flest mængden af eksamenspoint, skader det kvaliteten og bliver der oprettet for mange uddannelser?

Jeg tror, det kan være fornuftigt, hvis universiteterne får en større andel af sin økonomi fra faste tilskud, eller hvis pengene går til et kursus, og ikke når kurset er afsluttet. Især hvis det også kan betyde flere midler per studerende, så der er råd til mere forskerkontakt og undervisning – også på humaniora.

A new deal for de danske universiteter

Det vigtigste må næsten være, at en ny regering sætter sig i spidsen for at genoprette tilliden mellem universiteterne og de studerende på den ene side og så et system af politikere og embedsfolk på den anden. Venstrefolk er kendt for at vægte styring af rammer i stedet for central planlægning. Lad det blive den bedste lejlighed til at droppe detailstyringen og genoprette dialogen med undervisere, studerende og universiteter. For alles bedste!

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste