Hvorfor uddanner vi os? Politikerne skylder os svar

De studerende er utilfredse med de nye tiltag, SU-reformen og særligt fremdriftsreformen lægger for dagen. Reformer, som i deres essens bygger på, at vi skal hurtigere i arbejde.

Hvorfor skal vi hurtigere i arbejde? Kort sagt fordi det skaber en højere produktivitet og erhvervsfrekvens for samfundet i kraft af en større arbejdsstyrke. Staten indkasserer mere i skat, sparer penge på SU, og samfundet kan dermed køre rundt og velstanden forblive høj.

Reformerne har altså en positiv effekt på samfundet som helhed, og man kan med rette overveje, om ikke man faktisk skylder samfundet at gennemføre sin uddannelse hurtigst muligt, når nu den betaler gildet. Uddan dig hurtigt for fællesskabets skyld! Det lyder jo godt, men der mangler noget.

At reformerne ikke tiltaler en stor del af de studerende skyldes nemlig, at ingen længere kan se reformernes positive effekt for individet. Man føler sig som en ubetydelig del af samfundets økonomiske maskineri, og man kan ikke forstå meningen med maskineriet, da ingen ved, hvor det skal føre os hen.

Der er ingen, der giver individet et fyldestgørende svar på spørgsmålet, »Hvorfor uddanner vi os?« Dette er især politikernes ansvar at definere. Så fortæl os:

Hvorfor skal individet straffes for at lægge ekstra tid til sin uddannelse ved at vælge et andet studium, som faktisk passer bedre?

Hvorfor er det en fordel for individet at være dimittend som 23-24 årig, i stedet for at udbygge sine kompetencer ved at tage et arbejde, udlandsophold eller praktikophold undervejs?

Hvorfor er tvungen hurtig gennemførelse godt for individet, når sygdom, studietræthed eller stress rammer en, gnisten er væk og man har brug for en pause eller et lavere tempo i sin uddannelse?

Hvorfor synes formålet med uddannelse kun at dreje sig om job, økonomisk gevinst og arbejdsmarkedet, når uddannelse også er en personlig erkendelsesmæssig udvikling?

Politikerne skylder de studerende svar. At de studerende bare skal være hurtigere færdige, så de kan komme hurtigere i arbejde, er simpelthen ikke godt nok. For hvis målet med uddannelse kun er at komme i arbejde for samfundsøkonomiens skyld, så efterlader man en hel generation af unge desillusionerede, når virkeligheden på den anden side ikke byder dem et job.

Er det blot et kommunikationsproblem så? Nej desværre.

De fleste studerende har for længst fået øje på, at reformerne faktisk vægter effektivitet – forstået som lave udgifter pr. elev, lille frafald og lav alder ved afslutning – højere end kvalitet, og at det man betegner som ”kvalitet” i reformerne, i udpræget grad ikke omhandler udviklingen af deres kvalifikationer.

Kvalitet er reduceret til højere uddannelsesfrekvens, tilpasning til arbejdsmarkedet og instrumentalisering af faglig viden. Der kommer ikke flere undervisningstimer eller midler af anden art. De studerende skal blot være hurtigere, da flere og flere skal spise af den kage, der nu synes kun at være et spørgsmål om rentabilitet for universiteterne (jf. taxameterordningen). Hurtig udført uddannelse giver måske et diplom til et job, men ikke større livskvalitet. Den giver bredde, men ikke dybde.

Med andre ord, reformerne animerer en pølsefabrikskultur på universiteterne, der rammer de svage, indsnævrer samfundets perspektiver og udhuler mangfoldighedens fordele. Det bliver kun for samfundets skyld – ikke individets – at vi uddanner os. Reformerne af universitetsuddannelserne er dermed blot blevet et led i at styre samfundets økonomi, desværre ikke meget andet. Er det en hensigtsmæssig udvikling?

Alle kan blive enige om, at en løbende revision af universitetsuddannelserne er en god ting, og at uddannelsessystemets fokus på det omkringliggende samfund er nødvendig. Men hvorfor skal vi så radikalt tilsidesætte en model, der i lange tider har medvirket til at gøre vores samfund til et af verdens bedste og KU til nordens bedste universitet? En fleksibel model hvor kvalifikationer såsom selvstændighed, samarbejdsevne, kreativitet, originalitet og fantasi også anses som vigtige kvaliteter vores uddannelsessystem medvirker til at opbygge.

Tankegangen bag reformerne prioriterer de parametre, der kan måles, så vi kan konkurrere med dem vi sammenligner os med. Men er det ikke netop også de andre umålelige egenskaber, der har gjort og gør vores samfund til noget specielt? Er det ikke især dem, der gør os i stand til at tænke nyt, til aktivt at deltage i den demokratiske proces og forholde os kritisk og nuanceret til samfundet, til viden, til den offentlige debat og til os selv – altså at være en god borger i samfundet?

Disse egenskaber risikerer man bliver tabt i processen, hvis ikke man giver plads til, at vi som mennesker er forskellige, og at det at være studerende ikke udgør hele ens liv. Denne mangel på fleksibilitet i reformernes stramme onesize-model kan nemlig meget vel fremme en allerede eksisterende tendens til at gøre uddannelse til et spørgsmål om at finde de ”rigtige svar” og levere resultater, når det nu skal gå så hurtigt, frem for at gå til kilderne og selv forstå, samt erkende det man læser.

I stedet for at tænke selv, ud fra det man læser, risikerer man blot at tænke det, man læser.

Uddannelsespolitik med henblik på universiteterne vil altid være en balancegang mellem kvalitet og effektivitet, mellem individets og samfundets bedste. Pointen her er, at det ikke er for samfundets bedste, at man øger effektiviteten, og risikere at det sker på bekostning af kvaliteten og fleksibiliteten; at det ikke er for samfundets bedste, blot at anse individet som en brik i samfundsøkonomien, men at man bør tage højde for, at vi som mennesker er forskellige. Pointen er, at balancen på vægtskålen er skæv.

Vi vil jo gerne uddanne os for fællesskabets skyld, men fællesskab er ikke baseret på et økonomisk regnestykke alene. Fællesskab handler om samfundet som helhed. Det handler om at forstå, at vores samfund består af virkelige mennesker, og at det netop er summen af disse unikke dele, der konstituerer og beriger vores fælles samfund.
Uddannelsespolitik er aldrig et let emne at diskutere, og bør heller ikke være det. Det starter med at tage stilling til spørgsmålene: ”Hvorfor uddanner vi os?” og ”Hvilket samfund vil vi gerne have?”.

Hertil skylder politikerne os svar. For det åndsforladte uddannelsessystem og samfund reformerne på nuværende tidspunkt animerer, er der faktisk mange, der ikke vil abonnere på.

uni-avis@adm.ku.dk