Hvor langt kan en institutleder gå?

Midt i juli måned udgav Institut for Geografi og Naturforvaltning (IGN) en rapport om indsatsen for biodiversiteten i de danske skove udarbejdet af forskere fra tre KU-institutter og fra AU på opdrag af Naturstyrelsen.

I august kontaktede en journalist KU-biologerne Carsten Rahbek og Hans Henrik Bruun om rapporten, som Bruun er medforfatter til. De svarede på basis af deres faglige indsigt, at resultatet af denne indsats har været utilfredsstillende, at indsatsen kun i begrænset grad har været fokuseret på biodiversitetsbeskyttelse, og at ophør af skovdrift på flere arealer, såkaldt »urørt skov,« kan anbefales. Konklusioner, der står at læse i rapporten. Udtalelserne blev bragt på netavisen Altinget 13/8.

Niels Elers Koch, der er institutleder på IGN og formand for Skovrådet, var 14/8 på ekskursion med Naturstyrelsens direktion. Her diskuterede man artiklen på Altinget, og hvordan man kunne »bidrage til at give en mere dækkende introduktion til rapporten.« Naturstyrelsen valgte at bringe en nyhed, hvor man anerkender problemerne, men peger på de positive ting som rapporten også indeholder.

Koch valgte at gå direkte ind i debatten på Altinget. Og institutlederens indlæg på Altinget 22/8 var iøjnefaldende. Ikke for sit faglige indhold, men for i overskrift og tekst at anklage de to biologer for at ’politisere’, dvs. fremsætte udokumenterede pseudo-faglige påstande for at opnå politiske resultater.

Rahbek reagerede 27/8 på Altinget ved at understrege sit faglige grundlag, hvad der 31/8 fik Koch til samme sted – uden skelen til faglig dokumentation fra Rahbek og andre– at kalde flere faglige udtalelser fra Rahbek for »et politisk, udokumenteret udsagn.« Senere skærpede han i Forskerforum retorikken yderligere: »Men denne sag handler om, at Rahbek ikke havde faglig grund under fødderne – han brugte sinakademiske titel som forsker til at politisere.«

Er der uenighed? Åbenlyst. Er det en faglig debat om uenighed? Nej, det er det ikke. For de faglige indspil kommer alene fra den ene side. Koch lægger både i Altinget og Forskerforum vægten på personangrebene og har kun enkelte selektive henvisninger til ovennævnte rapport.

Det er muligt, der findes en faglig uenighed, som Koch påstår, men det er ikke et forhold Koch på nogen måde bidrager til at afdække – og det er tydeligvis heller ikke hans formål. Hans formål er åbenlyst med sine anklager at miskreditere udsagnene fra Rahbek og Bruun, og give omverdenen indtryk af, at her er to forskere, man ikke kan regne med fordi de ’politiserer’. Videnskaben hældes af brættet. Koch er i denne sag helt på linje med Anders Erik Billeschou, en tidligere kollega og chef fra Kochs tid i Miljøministeriet (nu privat konsulent), der i en kommentar til Rahbeks Altinget-indlæg skriver: »Carsten Rahbeks ageren i spørgsmålet om urørt skov er 100 % politik. Han kan ikke levere noget som helst videnskabeligt bevis for sine anbefalinger.«

LÆS: Genmæle fra Niels Elers Koch.

Man må som forsker acceptere, at omverdenen kan reagere med vrede over forskningsbaseret viden; ofte på grund af åbenlyse interesser. Men skal man acceptere, at en institutleder med intimiderende anklager lader forstå, at her burde forskerne holde mund, og begrunder sin indgriben med en henvendelse fra en ekstern myndighed?

KUs ledelse har fået mulighed for at forholde sig til disse spørgsmål. Først dekanen, derefter rektor, i et brev med undertegnede som medunderskrivere. Vi finder selvfølgelig, at ledere har samme ytringsfrihed i den faglige debat som alle andre forskere. Men ledere har et udvidet ansvar for at leve op til KUs værdier; for at beskytte forskernes reelle ytringsfrihed og ikke mindst deres ytringslyst: Derfor skal de afholde sig fra generelle og intimiderende beskyldninger som ’politisering’ og ’misbrug af forskertitel’ når de offentligt omtaler forskeres faglige udtalelser. Og det må være et uomgængeligt krav, at de respekterer armslængdeprincippet til eksterne interessenter.

LÆS: Genmæle fra rektor Ralf Hemmingsen: Rektor er ikke en ytringsdomstol.

Hverken hos dekan eller rektor var det muligt at finde forståelse for synspunktet om lederes rolle i forhold til ytringsfriheden eller at der foreligger et problem. Synspunktet synes at være, at ligesom forskere må sigehvad de vil, må også ledere sige hvad de vil – herunder korrekse forskere for at sige noget, de efter deres vurdering ikke burde have sagt. Underforstået i denne stillingtagen er, at forskerne er nogle tøsedrenge, hvis ikke de kan tåle mosten.

Det er imidlertid en total misforståelse af, hvad sagen drejer sig om. Rahbek og Bruun klarer sig nok og har sagt fra – men det er ikke sikkert at den frie akademiske debat klarer sig. Siden Universitetsloven trådte i kraft, har der jævnligt været beklagelser over, at det er svært at få forskere til at deltage i den offentlige debat. Hvis det står magtfulde ledere frit for at uddele nakkedrag til forskere, der siger noget, der ikke passer lederne eller eksterne interessenter, kan det ikke undre nogen.

At det er et demokratisk problem, og at rektor og dekan og vender det blinde øje til åbenlyse problemer med armslængdeprincippet fremgår også af, at Koch i et fornyet angreb stilet til rektor har problematiseret, at den fremførte biologiske viden kan støtte virkeliggørelsen af Natur og Landbrugskommissionens forslag om »en ny national naturfond – uafhængig af Naturstyrelsen – og delvis finansieret ved afståelse af Naturstyrelsens arealer.«

Han anerkender forskernes ret til at mene hvad de vil, men det er (ikke særlig) underforstået her, at den slags viden nødvendigvis ikke bør bringes til torvs – af hensyn til Naturstyrelsen, som har en myndighedskontrakt med KU, navnlig IGN. Koch lægger ikke skjul på sin koordinering med Naturstyrelsen, og heller ikke på hvis interesser han finder truet af forskernes viden. Enhver – også en institutleder – må mene, hvad man vil, om en national naturfond.

Men at Koch tillægger lige præcis finansieringsforholdet betydning i denne sammenhæng understreger to ting: i) En eklatant og problematisk mangel på forståelse for principperne om armslængde og uafhængighed for universiteternes myndighedsrådgivning, ii) En opfattelse af, at forskere skal afholde sig fra at deltage i samfundslivet på måder, der kan irritere magthaverne. Begge disse forhold er for os at se uacceptable og i fundamental modstrid med KUs værdigrundlag som offentlig grundforskningsinstitution. Accepten af denne form for argumentation er undergravende for KU’s integritet og status som en uafhængig, samfundsbærende institution, og er ikke en universitetsledelse værdig. Vi appellerer derfor til kollegaer og til KUs bestyrelse om at lægge pres på ledelsen for at få dem på bedre tanker.

Ledere må naturligvis – som alle andre – gå ind i den faglige debat og argumentere for deres egen opfattelse – det er det både videnskaben og den borgerlige offentlighed lever af. Men de skal afstå fra sige noget, der kan opfattes som en kritik af forskeres deltagelse i debatten som sådan. Som en begyndelse kan ethvert lederindlæg passende starte med en tak til forskerne for at leve op til deres pligt til at deltage i samfundslivet! Vi håber de berørte ledere forstår dette indlæg i den ånd, det er givet, og selv er i stand til at tåle mosten!

Indlæggets forfattere refererer til/citerer fra følgende kilder:

• Naturstyrelsens svar på ”Spørgsmål vedr. Naturstyrelsen, Miljøministeriets part i skov-debatten i Altinget” (Jr.nr. NST-201-00173)
• www.naturstyrelsen.dk/Nyheder/2013/Kritisk_skovrapport.htm
• ’Forskere politiserer i skov-debatten’ http://www.altinget.dk/miljoe/artikel/forskere-politiserer-i-skovdebat
• ’Den ubekvemme biologiske viden om skovene’ (inklusive kommentarer) http://www.altinget.dk/miljoe/artikel/den-ubekvemme-biologiskeviden-om-skovene
• FORSKERforum, 269, November 2013, s. 6-7
• Niels Elers Kochs redegørelse til dekanen
• Niels Elers Koch i mail 14. november 2013 til Rektor, cc Dekan, undertegnede med flere