Hvad vil vi med vores specialer?

Specialeugler i mosen har fået mig til debattasterne.

I går kunne jeg læse, at man har tænkt sig at forkorte specialet fra seks til fire måneder. Der er ingen kvalitativ eller pædagogisk overvejelse bag. Det er alene et spørgsmål om fremdrift. Derudover er det blot det seneste eksempel i rækken af ændringer af specialet, som ikke har taget udgangspunkt i, hvad vi egentlig vil med vores specialer. Skal vi ikke tage den diskussion?

LÆS: KU må ændre specialeregler for at få studerende igennem på normeret tid

Lad mig derfor starte et andet sted. På mit eget fakultet, det humanistiske, er specialeforsvaret afskaffet for længst, i hvert fald for de fleste. Et halvt års arbejde belønnes nu med en aflevering, et bolsje (eller en smølf) og en skriftlig udtalelse, når bedømmelsen er overstået.

Hov, nej, vent! Specialeudtalelsen blev afskaffet i efteråret. Det tog vist nok for lang tid at skrive den. Desuden har den »ingen praktisk funktion efter studiet,« som prodekan for uddannelse, Jens Erik Mogensen, så beroligende fortalte til Uniavisen. Bortset fra en eventuel mundtlig feedback er responsen på det halve års arbejde nu reduceret til et tal mellem -3 og 12.

»Jeg har hørt, at formativ evaluering er the shizzle i undervisningskredse for tiden.«

Det er interessant i en tid, hvor både universitet og institutter ellers for alvor tager fat i diskussionen om mere feedback. Mit spørgsmål er: Har man glemt debatten om specialet – og hvad det kan bruges til?

Jeg har hørt, at formativ evaluering er the shizzle i undervisningskredse for tiden. Det er den slags respons, der ikke bare tjekker dit niveau, men som kan bruges til noget i dit videre arbejde. Modsat summativ evaluering.

Jeg ved godt, at specialet er endestationen for Københavns Universitet. Men det kunne jo være, at en formativ evaluering på slutproduktet efter fem års akademisk fuldtidsarbejde (i den bedste verden) betød noget for den enkelte studerende.

Det kan kun være udtryk for åndelig fattigdom, at man på universitetet ikke har forståelse for, at det betyder noget, hvordan man med specialet sender sine nye kandidater ordentligt videre. For slet ikke at tale om hvor fattigt det er, at universitetet ikke ser det som sin samfundsopgave at give feedback, der kan bruges til noget uden for murene.

»Når vi nu er i gang, hvorfor skærer vi det så ikke bare ned til 3 måneder? Eller en ugeopgave? Eller en multiple choice-test, der kan afvikles en lørdag eftermiddag på Peter Bangs Vej?«

Det må være samme åndelige fattigdom, der igangsætter et arbejde på at reducere specialets længde uden en diskussion af de faglige og didaktiske konsekvenser. Endsige hvorfor specialet er seks måneder langt, som det er i dag.

Når det alene handler om studiefremdrift er der på den anden side ingen stopklods. Når vi nu er i gang, hvorfor skærer vi det så ikke bare ned til 3 måneder? Eller en ugeopgave? Eller en multiple choice-test, der kan afvikles en lørdag eftermiddag på Peter Bangs Vej?

Det bureaukratiske svar er selvfølgelig, at loven foreskriver, at specialet ifølge uddannelsesbekendtgørelsen skal fylde 30 ECTS, hvad der normalt svarer til et halv år. Men bekendtgørelsen skriver intet om, hvorvidt seks måneder er med eller uden bedømmelsestid. Uagtet er det stadigvæk ikke et fagligt eller didaktisk argument om, hvad vi vil med vores specialer.

»Måske er fire måneder den passende tid for et speciale. Det ville bare være skønt, om nogen argumenterede for det.«

Der burde jo ellers være masser af mennesker her på universitetet, der gerne ville have en faglig og didaktisk diskussion om, hvad specialet kan bruges til – og i forlængelse heraf, hvor lang tid det burde tage at skrive. Er det en akademisk slutning på studielivet? Eller en start på det faglige arbejdsliv som akademiker?

Måske er fire måneder den passende tid for et speciale. Det ville bare være skønt, om nogen argumenterede for det. Det er mit håb, at vi kan få gang i en sådan diskussion. Derfor vil jeg tillade mig at komme med tre forslag:

1. Hvad med at skabe flere forskellige måder at skrive speciale på? Det er da på ingen måde naturgivent, at det skal være seks måneders akademisk soloridt. Man kunne arbejde med artikelspecialer, praktikspecialer eller produktspecialer som man allerede har nogle steder. Eller man kunne måske vælge at skrive et mindre speciale, hvis man ønskede at have flere undervisningsmoduler?

2. Hvad med at indføre en dogmeregel om, at al respons, også på specialer, skal være formativ? Den skal altså kunne bruges til noget. Vi taler så meget om erhvervsrettede og virkelighedsnære universitetsfag. Hvad med også at tale om virkelighedsnær respons? Jeg er ret sikker på, at stort set alle virksomheder stadig har ledere, der forventes at give feedback til medarbejderne, når en opgave er løst. Som regel er målet at lære noget til næste gang, både personligt og for virksomheden.

For slet ikke at tale om den faglige retssikkerhed. Som en specialevejleder udtrykte det for nogen tid siden her på avisen: »Man kan se, at eksaminatoren har været tvunget til at læse specialet så grundigt, at de kan resumere hele opgavens argumentation, og at de ikke bare har slynget en karakter ud.«

3. Hvad med at lave en universitetskultur, hvor man slutter af med et brag? Forleden blev en af mine venner kandidat ovre på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Efter aflevering var der tre uger inden det mundtlige forsvar. Efter forsvaret var der champagne, middag, fest og en følelse af fred og forløsning.

»Hvad med at lave en universitetskultur, hvor man slutter af med et brag?«

Jeg tør godt vove den påstand, at flere humaniorakandidater ville blive færdige til tiden, hvis specialets formål, form og feedback hang bedre sammen. Hvis man klargjorde, hvilke funktioner, specialet kunne have, og hvis man rent faktisk havde et mundtligt forsvar og en formativ evaluering.

Jo stærkere lyset er for enden af tunnelsen, jo stærkere er tiltrækningskraften. Måske er min motivation skruet underligt sammen, men jeg præsterer ikke mit fagligt ypperste med udsigten til et bolsje og et tal.

uni-avis@adm.ku.dk