Hvad laver en ambassadefest på semesterplanen?

I disse krisetider priser jeg mig lykkelig over, at vi på dette universitet har et 12-timerskrav på vores bacheloruddannelser. Årene før dets implementering var der på mit hjemstavnsfakultet – Det Humanistiske Fakultet – en ærgerlig tendens til, at timetallene langsomt, men sikkert raslede ned. Før indførelsen af 12-timerskravet lå gennemsnitstimetallet på humaniora på otte timers undervisning om ugen, og jeg priser mig lykkelig over, at minimumstimetal har været der alle de dage, jeg selv har været studerende. Det er den garanti vi studerende bliver givet, når vi starter på en bacheloruddannelse.

Da en af mine venner så fortalte mig om den lørdag, hun spenderede til ambassadefest, hvor hun drak lidt champagne, spiste mange kanapéer og networkede for resten, kunne jeg ikke lade være med at undres en smule.

Gratis mad er god mad, og hun skal selvfølgelig have lov til at tage til alle de ambassadefester, hun overhovedet kan, det er skam ikke det opsigtsvækkende ved den lørdag. Nej, det var derimod det faktum, at ambassadefesten var skrevet på hendes semesterplan – det er åbenbart, hvad der nogle steder tæller som undervisning. Meget mildt beskrevet er det i hvert fald kreativ brug af et minimumstimetal.

Jeg kunne ikke lade være med efterfølgende selv at tælle de timer, som jeg selv bliver tilbudt, og jeg fandt dem ganske vist i glemte afkroge af mit semester, i en skriveworkshop og i mit feltarbejde efter en del søgen. Jeg kan bare ikke lade være med at synes, at det er søgt, at jeg blev nødt til at lede efter ting, der på den ene eller anden måde kunne falde under en kategori, der af nogen bliver accepteret som undervisning.

12-timerskravet stod pludselig frem for mig som laveste fællesnævner for et kvalitetskrav. Det fordrer et bestemt bundniveau, og det sikrer en minimumsfordeling af midler til undervisning, som jeg ser som strengt nødvendig, men derudover er kravet i sig selv ganske uambitiøst. I de sparretider vi er trådt ind i, hvor hver en øre bliver vendt, lader de flotte intentioner til at falme, og problematikkerne ikke blot titter frem, men bryder ud i lys lue.

Min kritik skal dog på ingen måde ses som et forslag om, at 12-timerskravet skal afskaffes, nej, jeg priser mig som nævnt lykkelig over, at det eksisterer, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit studie ville blive stykket sammen i tilfældet af, at det forsvandt. Dette er nærmere et råb om hjælp. Der er et behov for, at vi stiller krav til den undervisning, vi udbyder. Selvom pengene er små, bør vi ikke være tilfredse, så længe vi bare har undervisning, hvis vi fortsat skal betragte Københavns Universitet som et universitet i verdensklasse.

uni-avis@adm.ku.dk