Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvad består den faglige uenighed i?

GENMÆLE - Institutleder Niels Elers Koch svarer på kritik fra fire professorer.

Jeg skal her begrænse mig til at redegøre for, hvad den faglige uenighed består i:

Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, som jeg er leder af, udgav i juli rapporten ”Evaluering af indsatsen for biodiversiteten i de danske skove 1992-2012”, der er forfattet af 18 forskere fra fem forskningsinstitutioner.
Den 13/8 2013 indrykkes på Altinget-Miljø artiklen ”Indsatsen for biodiversitet i skovene dumper”, der er baseret på interview med og citater fra professor Carsten Rahbek (CR) og lektor Hans Henrik Bruun.

Heri er CR citeret for: »Staten har haft et mål om at standse tab af biodiversitet, men man har gjort det forkerte. Den strategi, man har fulgt, har været dundrende naiv fra dag ét.«

Det er jeg fagligt uenig i. Det fremgår bl.a. af rapporten, at staten har udlagt mere urørt skov, end man har haft som politisk mål, herunder 56 procent af Naturstyrelsens løvskove over 200 år. Urørt skov kan ifølge CR og mange andre biodiversitetsforskere være et effektivt middel til at gavne biodiversiteten.

CR har desuden udtalt: »Her og nu er noget af det bedste, man kan gøre, at ophøre med al forstlig skovdrift i statens skove.« … »Hvis skovdriften ophører i statsskovene, kan naturen med ét slag få mere plads.«

Det er jeg fagligt uenig i. Størstedelen af statens skove består af biologisk relativt ensformige plantager af nåletræ, der er plantet tæt for at producere tømmer og træ til energi og/eller for at dæmpe sandflugten. CR’s forslag vil således være en meget dyr og ineffektiv måde at fremme biodiversiteten i skovene på, da man ikke målrettet går efter at bevare og fremme biodiversiteten, hvor den er værdifuld og/eller truet.

Det er klart, at man gør sig sårbar, når man som forskningsinstitution samarbejder med og får midler fra myndigheder eller erhvervslivet. Derfor har jeg i hele mit virke stået ekstra vagt om forskeres ytringsfrihed og principperne om armslængde og uafhængighed i forskningen. Og derfor er jeg alvorligt ked af de beskyldninger, der fremsættes i de fire professorers indlæg.

Referencer:
Der henvises til referencerne til artiklerne i Altinget-Miljø i ovenstående indlæg samt til selve rapporten.

LÆS: De fire professorers indlæg.

Seneste