Har Grækenlandsstudier en berettigelse?

Som det lige nu er tilfældet med andre små humanistiske (sprog)fag vil det fremover sandsynligvis ikke være muligt at studere Grækenlands moderne historie og nutidens græske sprog, kultur og samfundsforhold ved et dansk universitet.

Faget nygræsk, moderne græsk eller Grækenlandsstudier, som det hedder i dag, har eksisteret ved Københavns Universitet i knap 50 år. Først som en del af klassisk græsk, siden som selvstændigt institut med balkanistik og som en del af Østeuropainstituttet indtil faget i 2005 sammen med en række andre ’eksotiske’ små sprogfag blev en del af Institut for tværkulturelle og regionale studier.

Tidens (politiske) ånd dikterer jo at studier som ikke er rentable eller fører direkte til klart definerede job (i erhvervslivet), bør lukkes eller i bedste fald indlejres i andre og større fagkonstruktioner. Det er klart at samfundet bør tilbyde de unge generationer de bedst mulige studieforhold med god og relevant undervisning og et udviklende og støttende studiemiljø samt gode muligheder for beskæftigelse efter endt studium.

Vi har behov for fagspecialister

Men hvis tilrettelæggelsen af uddannelsessystemet udelukkende fokuserer på hvad der på et givent tidspunkt anses for mest nyttigt for de unge, glemmer man at samfundet kan have behov for en viden og ekspertise som ikke kan tilgodeses ud fra hensynet til størstedelen af de unge som (måske) ønsker brede uddannelser med generelle kompetencer og sikre jobudsigter.

»Netop nu hvor Grækenland (og Cypern) ser ud til at få en nøglerolle i løsningen af flygtningekrisen og Europas fremtidige forhold til Tyrkiet og Mellemøsten, er det meget uklogt at lukke Grækenlandsstudier.«

Samfundet har brug for specialister, som ved noget specifikt om et lille hjørne af verden. Et sådant hjørne er Grækenland, som i disse år spiller en helt central rolle i Europas udvikling. Og det er ikke første gang at det moderne Grækenland har været en afgørende brik i spillet om magtbalancer både internt i Europa og i forhold til grænsedragningen mellem Europa og dets naboer mod øst.

Både under oprettelsen af den græske stat i starten af 1800-tallet, under de to verdenskrige og under den kolde krig har de europæiske stormagter brugt Grækenland som et symbol på europæiskhed, samtidig med at man hele tiden har forhandlet om hvorvidt det snarere var til stormagternes, eller Europas, fordel at lade grækerne sejle deres egen sø og altså overlade dem enten til den tyrkiske interessesfære eller til en russisk/kommunistisk interessesfære.

Tradition for europæisk samarbejde

Denne vekselvirkning mellem engagement og laissez faire-politik har præget Vesteuropas forhold ikke bare til Grækenland, men til hele regionen i kontinentets sydøstlige hjørne de sidste 200 år. Det er den region, som ligger klemt inde mellem europæisk kulturhistories tre definerende regioner: Tyrkiet, Rusland og (Vest)Europa.

Men hvor den nordlige del af regionen faldt under sovjetisk eller anden kommunistisk indflydelse og siden forsøgte at balancere mellem kommunisme i øst og kapitalisme vest ved at udvikle den jugoslaviske socialisme, forblev Grækenland under vestlig indflydelse med amerikansk-støttede regimer indtil landet efter Junta-diktaturets fald i 1974 begyndte sin integration i EF/EU.

Grækenland er således det land i regionen, som har den længste tradition for at være en del af det europæiske samarbejde.

»Det vil med en fælles Sydøsteuropa-uddannelse ikke være muligt at opnå tilstrækkelige sprogkompetencer til at studere originale kilder og interne politiske og kulturelle debatter.«

Grækenland er en vigtig aktør

Behøver vi et universitetsfag, som beskæftiger sig udelukkende med Grækenlands historie, sprog og samfund? Kunne man ikke forestille sig en fagkonstruktion, hvor alle sprog og lande i den sydøsteuropæiske (og østeuropæiske) region udgjorde ét fag? Fordelen skulle være at et sådant fag ikke beskæftigede sig med en enkelt nations (kultur)historie og sprog, men i stedet med en hel regions sprog, kultur og historie.

Faren ved en sådan konstruktion er at de studerende kommer til at vide lidt om meget og ikke vil få den ekspertviden, der er nødvendig for at forstå baggrunden for de enkelte lande som aktører.

Netop nu hvor Grækenland (og Cypern) ser ud til at få en nøglerolle i løsningen af flygtningekrisen og Europas fremtidige forhold til Tyrkiet og Mellemøsten, er det meget uklogt at lukke Grækenlandsstudier, der bidrager til større forståelse af interne græske forhold og bedre kommunikation mellem Grækenland og de europæiske partnere, herunder Danmark.

Selv om meget kan klares via engelsk og tolkning, så er det kun gode græskkundskaber, der kan give indsigt i grækernes egen selvforståelse og agendaer.

Læs mere:

‘Modern Greek’ can no longer be studied at UCPH

uni-avis@adm.ku.dk