Grebet i faldet

Mine ben havde dirret i de sidste par minutter. Jeg havde været ret så optaget af dem, og jeg overdrev selvfølgelig i min indre overbevisning om, at jeg var ved at ryste hele stolerækken i auditoriet.

Men jeg sad stadig på min plads, hvor jeg blev i tvivl om hvor lang tid jeg egentlig havde været uopmærksom på underviseren, der stod i den modsatte ende af det enorme lokale.

Jeg prøvede desperat at genfinde fokus i den uendelige talestrøm, der fossede fra højtalerne, men efter fire minutter opgav jeg. Jeg kiggede ned på mine ikkeeksisterende noter og på mine hænder. Begyndte, spontant, at opfinde nye hobbyer som fx at fjerne snavs under mine negle. Bide lidt i dem efterfølgende. Kigge på andre studerende. Hvem mon sidder på Facebook? Hvem mon faktisk lytter? Hvem mon har det ligesom mig?

Med fingrene i munden kom jeg til at tænke tilbage på et blogindlæg fra Jyllands-Posten, skrevet af en studerende, der opfordrede de nyankomne studerende på landets universiteter til at deltage mere aktivt i undervisningen, diskutere eller – i det mindste – forberede sig.

Hvorfor i alverden er jeg ikke den efterlyste studerende? Sad jeg og spurgte mig selv. Inde i hovedet selvfølgelig. Som om folk ikke allerede overstirrede mig på grund af mine selvopfundne hobbyer.

Det her måtte være et vink med en vognstang. Jeg var jo tydeligvis ikke det rette sted. Jeg havde ingen idé om, hvad der foregik i lokalet. Det logiske ville være at forlade forsamlingen i en vis fart. Og dér havde jeg løsningen!

Til højre for mig var trappen placeret. Vejen ud af dette studie-eksistentialistiske mareridt. FLERE ORD PÅ! FLERE ORD! Så er der ingen der mistænker dig for at være dum og ukvalificeret! Er der i grunden ikke varmt herinde?

Jeg kunne jo også bare sidde og forberede mig på undervisningen i morgen. Eller indhente alt det, som jeg allerede havde forsømt på blot tre uger. De første tre uger af min tid på universitetet, vel at mærke. Eller jeg havde jo ikke direkte forsømt noget. Jeg forstod bare ikke forberedelsesteksterne, og så kunne jeg jo lige så godt spørge en tilfældig: »Undskyld, kan De sige mig, hvor udgangen er?«

Jeg troede, at jeg havde spildt tiden med at udslette mig selv, men jeg var der endnu. Lidt endnu.

Vejen ud

Egentlig var jeg på vej ud. Egentlig var det ikke meningen, at jeg svævede mellem min stol i auditoriet og den nedadgående trappe, men det gjorde jeg. Om lidt rammer jeg bunden, tænkte jeg. Så kunne jeg lige nå at smage lidt på nullermænd og støv, nu hvor jeg havde chancen.

Egentlig var det heller ikke planen at jeg skulle gribes af en hidtil ukendt magt fra venstre.

Syningerne i min trøje gav sig og jeg kunne høre underviseren sige: »Ja, så tager vi 15 minutters pause!«

Alle rejste sig og jeg lod mit blik vandre fra trappen til mit ærme, som en fra min studiegruppe sad og holdt godt fast i. »Jeg har altså ikke lyst til at ødelægge din trøje mere end højst nødvendigt,« sagde hun med en bekymret mine, mens jeg langsomt rettede mig op.

»Det var noget af et fald, du var ved at tage dig dér. Er du okay?« Og nej, det var jeg faktisk ikke. Jeg fortalte hende det hele, som det var; at jeg ikke kunne overskue dette nye univers, det underforståede pres, niveauet, terminologierne, de mange bøger, bureaukratiet, det sociale, fuglekvidderen og de høje bygninger på Amager.

Men jeg blev overrasket i løbet af pausen, over hvor åben jeg sad og var over for et fremmet menneske, som var konstruktiv og lyttende. Og hun gentog hvor unik jeg var, selv om jeg havde den modsatte opfattelse blandt de store bygninger, jeg befinder mig i og nær hver dag.

Jeg fik ikke løst mine problemer i pausen i litteraturanalyse. Men jeg blev grebet. Og derfor er jeg her – endnu. Og minimum tre år mere.

uni-avis@adm.ku.dk