Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Fusionen vil ødelægge administrationen

FUSION - De ansatte i Nørre Campus Institutadministration frygter de administrative følger af en fusion af institutterne Matematik og Datalogi.

Beslutningen fra SCIENCEs direktion om at fusionere to institutter på fakultetet har vakt harme og utilfredshed blandt de ansatte. En overset detalje er i den forbindelse direktionens beslutning om nedlæggelsen af Nørre Campus Institutadministration (NCI), som pt. varetager administrationen for Kemi, Matematik, Didaktik og Datalogi.

Hvor er de saglige argumenter?

I indlægget ‘Derfor ønsker SCIENCEs direktion at fusionere Institut for Matematiske Fag og Datalogisk Institut’ argumenterer direktionen med at »fusionen skal forbedre administrationens understøttelse af forskning og uddannelse … og styrke mulighederne for fundraising.« Det nævnes også, at man ønsker »at skabe et bæredygtigt institut i relation til kritisk masse, fx administration, økonomi og fysiske rammer.«

Nedlæggelsen af NCI vil virke i modsat retning. På NCI arbejdes der aktivt med videndeling, erfaringsudveksling og sidemandsoplæring. Dette understøtter implementeringen af nye systemer og sikrer høj professionalisme og effektiv administration. Når medarbejderne bliver spredt ud på de enkelte institutter forsvinder disse synergieffekter.

Nedlæggelsen af NCI vil også gøre det sværere at opbygge specialviden.

Projekter med høje krav til administration, fx EU-projekter varetages, på NCI af specialiserede medarbejdere. Dette betyder fx at afrapporteringen af EU-projekter, der før har medført forsinkelser og fejl i procedurer og regnskaber, nu klares inden for deadline med få bemærkninger fra EU. Med opsplitningen af NCI må man forudse, at afrapporteringen af denne type af projekter vil give store udfordringer.

Stor tilfredshed med NCIs arbejde

NCI har nydt stor opbakning fra de fire institutter, og så sent som fredag den 12. september, altså kort inden direktionens udmelding om fusion mandag den 15. september, var der møde i NCIs bestyrelse, hvor der var enighed om fortsat at rekvirere NCIs arbejde.

NCI har senest fået ros fra fakultetets eget økonomikontor, hvor en stor udfordring for alle institutter har været at nedbringe differencer mellem bevillinger og budget inden hele KU skulle have ekstern revision. På institutter under NCI er der en enkelt difference tilbage på cirka 17.000 kroner, medens der for de øvrige institutter stadig er større differencer på 1 million+. Når NCI splittes op, vil udfordringer af denne karakter ikke kunne løses i samme tempo.

Budgetlægning og administration af ansøgninger varetages effektivt og professionelt af NCIs fundraisere. Der har blandt forskerne været stor tilfredshed med denne service. Man må forvente, at den vil blive væsentligt forringet, når den ikke mere kan varetages centralt.

Sidst, men ikke mindst, er beslutningen om nedlæggelse af NCI i fuldstændig modstrid med både KU’s og SCIENCEs egen strategi, hvor der blandt andet står følgende:

»Vores høje faglige ambitioner for forskning, uddannelse, internationale relationer og samarbejde med erhvervslivet og andre samfundssektorer stiller stadig større krav til den administrative støtte til alle aktiviteter. … På det administrative område skal vi (…) formulere fælles mål og strategier for omkostningseffektive og relevante fælles løsninger.« (Indsatsområde 3, Københavns Universitets Strategi 2016, s. 35).

Og: »Vi vil have fokus på administrativ understøttelse af udarbejdelse af ansøgninger og projektstyring« (SCIENCEs strategi 2016, s. 11-12).

Kritisk masse, ja tak

Vi i NCI vil meget gerne blive ved med at understøtte vore forskere og undervisere på den bedst tænkelige måde. Det gør vi bedst, hvis vi forbliver samlede i en enhed med tilstrækkeligt mange medarbejdere til at kunne dække for hinanden ved sygdom, dele hverdagens erfaringer og opbygge ekspertise i de sagstyper, som man kun sjældent møder på det enkelte institut.

Herudover behandlede NCI Fundraising omkring 240 ansøgninger i 2013. Dette tal forventes at være højere i 2014, hvor NCI Fundraising er involveret i budgetlægning af ansøgninger til Horizon 2020. Fundraising varetages af to erfarne medarbejdere, som har dette som deres arbejde ud over administrationen af projekter.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste