Fra bibliotek til ’videnscenter’ – og tilbage igen!

KRONIK - Hvor er debatten om, hvorfor institutternes fagbliblioteker bliver nedlagt eller fusioneret i det hele taget? spørger kronikøren, oven på en uges højlydt bogdiskussion på Københavns Universitet.

af Christian Troelsgård, lektor ved Københavns Universitet, SAXO-Instituttet.

Adgang til videnskabelige tekster er en forudsætning for god forskning og undervisning. Derfor har der fra grundlæggelsen af biblioteket ved Mouseion i Alexandria og indtil vor tid været knyttet biblioteker til de institutioner, hvis formål det er at forske og undervise.

Pludselig destruktion af store bogsamlinger har altid vakt offentlighedens interesse, måske fordi det symboliserer noget af det, et civiliseret samfund frygter mest: irreversibelt tab af viden.

Ødelæggelsen af biblioteket i Alexandria er sagnomspunden, Københavns brand i 1728 tog næsten hele universitetsbiblioteket med sig i flammerne og havde katastrofale følger for dansk videnskab, uvurderlige europæiske bogsamlinger gik til grunde under 2. Verdenskrig, ved den store oversvømmelse i Firenze i 1966 ødelagdes uerstattelige samlinger af middelalderlige pergamenter, og national- og universitetsbiblioteket i Sarajevo nedbrændte som følge af ildkampe under Balkankrigen i 1991.

Fortilfælde for den igangværende bogudsmidning

Til trods for det faktum, at den planlagte bortskaffelse af ca. 70.000 bøger fra fagbibliotekerne ved Københavns Universitets SAXO-Institut er en langt mindre dramatisk affære end de nævnte, har sagen dog påkaldt sig en del opmærksomhed. Hvis man alligevel skulle fremkomme med et sammenligneligt historisk scenarie, kunne det måske være opsplitningen af universitetsbiblioteket i Leuven/Louvain i to dele i 1970. Begge de ny universiteter, det flamsktalende Leuven Universitet og det fransktalende Louvain-la-Neuve, stod tilbage med en amputeret bogsamling, og delingen var bestemt ikke fagligt begrundet.

Kallimachos (ca. 294 – 235 f. Kr.) var nok den berømteste aleksandrinske bibliotekar. Hans fortjeneste bestod i at beskrive bibliotekets bestand af bøger, som i det store og hele dækkede den antikke verdens litteratur og samlede viden. I det monumentale værk ’Pinakes’ ( ’Listerne’) præsenterede han ikke blot historiens første bibliotekskatalog, men formulerede samtidig for første gang en systematisk inddeling af de videnskabelige discipliner.

Det Humanistiske Fakultet samarbejder med Det Kongelige Bibliotek om at fusionere de resterende 2/3-dele af de eksisterende fagbiblioteker i én samlet opstilling. Måske skal bøgerne endda af sparehensyn opstilles i den tilfældige orden, de ankommer i. Denne ustrukturerede opstilling forklares med det optimistiske motto ”Her anvender vi ’numerus currens’ (’i løbende rækkefølge’).

Videnscenter er et misvisende udtryk

Projektet omkring den fremrykkede nedlæggelse af institutternes fagbiblioteker har i det hele taget stillet Humanioras kommunikationsafdeling over for store udfordringer. I samarbejde med arkitekterne og eksperter i prisfastsættelse af kvadratmeterprisen for leje af gulvplads i offentlige institutioner har man lanceret ordet ’videncenter’ til at betegne tre adskilte etager med forholdsvis få reoler til de vigtigste håndbøger, studentercafé, undervisningslokaler, og et afsondret kældermagasin.

Men ordet ’videnscenter’ passer dog langt bedre på det traditionelle institutbibliotek. Her er bøgerne altid og umiddelbart tilgængelige for de studerende, forskerne og offentligheden. Det er et brugsbibliotek eller et ’præsensbibliotek’, hvor spontane ideer afprøves ved opslag i tabeller og lister, og hypoteser om mulige tekstparalleller kan testes på stedet og uden ventetid, lærer og student, eller to forskerkolleger, kan på en meget bekvem måde føre en dialog om tekst og fortolkning. Man kan på stedet gribe ud efter en anden relevant bog fra samme emnekreds og forfølge en idé. Det er her de videnskabelige tekster lagres, og det er her ny viden bliver til. Det ny ’videncenter’ er i langt højere grad blot et bibliotek (’bibliotheke’ er græsk for ’bogkasse’ eller ’rum, hvori bøger opbevares’).

Digitalisering kan endnu ikke erstatte papir

”Men hvad så med de digitale bøger?”, ”De må vel overflødiggøre de gamle trykte bøger?” Ja og nej. Adgangen til elektroniske bøger, tidsskrifter og databaser er hurtigt blevet en meget vigtig ressource og vil i fremtiden blive endnu vigtigere. Adgang til kæmpestore, digitale biblioteker fylder ikke mere end en terminal med opkobling til nettet og er en drøm for enhver universitetsadministrator, - selvom abonnementerne ikke altid er så billige endda, er huslejen er dog sparet!

Problemet er blot, at man på mange fagområder slet ikke er nået så langt med digitaliseringen, at den i videre omfang kan erstatte bøgerne, og vi ved ikke, hvornår - om overhovedet - vi når derhen. Foreløbig må de trykte bøger og de elektroniske ressourcer supplere hinanden i forskellige mønstre. At gøre det til den diskussion om ’enten-eller’, ’moderne eller gammeldags’, ’bøger eller studenter’ er ikke fagligt relevant.

Bøger kasseres uden faglig grund

På hjemmesiden skriver KU d. 15. april under rubrikken ’nyheder’ følgende: ”Der har de sidste dage været debat i medierne om, hvordan Det Humanistiske Fakultet kommer af de gamle bøger, der skal kasseres i forbindelse med en tiltrængt oprydning på fakultetets bibliotekshylder. Der er tale om kassering af bøger, der ikke længere er relevante for universitetets forskere og studerende. Mange af bøgerne er enten nedslidte eller findes i flere eksemplarer, og bøgerne udlånes stort set ikke længere fra bibliotekerne.”

Hvis man underkaster dette korte indledningsafsnit den berømte ’find fem fejl’-prøve , giver det følgende resultat:

1) Der har ikke været foretaget nogen faglig vurdering af, hvad der evt. kan kasseres, og derfor ved ingen, hvor meget det overhovedet forsvarligt at kassere.

2) Kravet om ’oprydning’ (læs kassation af 2 km bøger) er ikke et resultat af manglende ordenssans i fortiden, med er blevet aktuelt i forbindelse med byggeplanerne for KUA2 og den problematiske ’fortætning’ af aktiviteter og funktioner. Det er snarere manglende planlægning, der er problemet.

3) Gamle bøger kan forskningsmæssigt være langt vigtigere end nye; diskussionen om bevaringskriterierne og samspillet med digitalisering er ikke så enkelt endda.

4) Kassation af nedslidte eksemplarer bør ikke føre til en tomme pladser i et universitetsbibliotek, men til genanskaffelse.

5) Der er slet ikke tale om udlån af bøger, da institutbibliotekerne hovedsageligt er ’præséns-biblioteker’, og ingen kan med sikkerhed sige, hvor meget de enkelte bøger bruges. Brugsfrekvensen kan i øvrigt heller ikke stå som eneste kriterium for bevarelse eller kassation.

Det fysiske bibliotek er stadig relevant

Fotios, patriark af Konstantinopel ca. 810 – 893 e.Kr., stod i værket ’Bibliotheke’ fadder til den tredje betydning af ordet ’bibliotek’, nemlig ’bogliste’. Han beskrev i listeform alle de bøger, som var i patriarkens bogskab efterhånden som han fik dem læst. ’Bibliotheca’ blev herefter i videnslagringens historie den latinske fællesbetegnelse for den videnskabelige bibliografi.

I dag er biblioteksvidenskab og informatik på mange måder smeltet sammen og digitaliseret. Som forskere søger vi ustandselig efter relevant litteratur, og vi har mere og mere avancerede søgemaskiner og specialdatabaser til vores rådighed. Det er helt fantastiske redskaber til bibliografiske undersøgelser. Og det er et vældig godt supplement til det at gå på opdagelse i et systematisk opstillet fagbibliotek – men især set ud fra et pædagogisk synspunkt kan det elektroniske katalog ikke erstatte det fysiske bibliotek, det referer til.

Gennem de elektroniske kataloger kan man i dag få direkte adgang til en lang række artikler og bøger i fuldtekst. Med virtuel bladvendergrafik kan vi så på skærmen arbejde os igennem bøgerne, næsten som sad vi med dem i hånden.

Men midt i jubelen løber man så pludselig ind i problemer. Teksten i en artikel giver en henvisning og siger ’See Plate 11’, men netop i dette tidsskrift var fotodokumentationen tilfældigvis samlet i et læg bag i den fysiske bog, og det viser sig nærmere eftersyn ikke at være medtaget ved digitaliseringen. Lige sådan er det med den bog, hvor forordets ’paratekst’, titelsider, noter eller appendikser ikke er kommet med. Alt dette er noget, der fortæller den videnskabelige læser, hvordan teksten kan fortolkes.

Der er nemlig meget stor forskel på kvaliteten af digitaliserede bøger. Mange er kun elektronisk tilgængelige i en mangelfuld version eller ligefrem så dårligt scannet, at teksten slet ikke er entydig og brugbar for detailanalyse. Endelig er der problemet med de mindre fag og fagområder, hvor det økonomiske incitament til at investere i kvalitetsdigitalisering er mindre, fordi markedet er relativt lille. Der går det naturligvis noget langsommere med digitaliseringen.

Vi lever i en biblioteksmæssig overgangstid

Papyrusrullen var oldtidens foretrukne medium for videnskabelige bøger. Dens fysiske udformning fik betydning for, hvordan teksten organiseredes i den senantikke og tidlig-middelalderlige opfindelse ’den bladrebare bog’ (eller ’kodeksen’), hvordan den blev inddelt i afsnit, forsynet med titel og anden ’paratekst’. Lige sådan er de digitaliserede bøger bærere af de måder at organisere viden på, som i sin originale form findes i ’kodeksen’ eller ’den traditionelle bog’.

Vi lever rent biblioteksmæssigt i en spændende overgangstid. Vidensproduktion, videnslagring og vidensformidling kan foregå på mange måder. Men så længe den fysiske bog bidrager til forskning og undervisning på en måde, på et niveau og i et omfang, som de elektroniske tekster ikke kan matche - , så længe skal vi også bevare de institutbiblioteker, som for offentlige kroner gennem årtier er opbygget som arbejdsredskaber til netop samme formål.

Det skal naturligvis ske samtidig med at der arbejdes for at sikre adgangen til de elektroniske biblioteksressourcer. Det drejer sig om et ’både-og’, - hvis universitetet vil tage sig selv alvorligt og levere undervisning og forskning på højeste niveau.

uni-avis@adm.ku.dk

• Send
• Del