Forskning som gave, rigdom og overskud

Jeg talte for nyligt med en nybagt kandidat, som mente, at det med forskningsfrihed var lidt hippieagtigt. Hun vedkendte sig dog sin hippiearv og bakkede op om begrebet. Det inspirerede mig til denne stærkt hippieagtige epistel

af Claus Emmeche

Den grundlæggende maxime i videnskabens kontrakt med samfundet, som den ses af den borgerlige regering, er 'noget for noget'.

Viden for penge, eller kompetencer, uddannelse og erkendelse for frihed og autonomi. Men i videnskabens egen intellektuelle 'økonomi' dominerer gaveprincippet. Viden er gaver (eller forslag til gaver - videnspåstande) til fællesskabet.

Ny erkendelse udveksles mod anerkendelse. Konkurrence handler om anerkendelseskampen mellem forskere eller forskergrupper om at opnå ny erkendelse. Forskningens produkt er dens indhold, en værdi der ikke som penge kan udveksles med alt andet.

Gave eller regning?

Hverken i samfundskontrakten eller i den lokale gaveøkonomi er der tale om et nulsumspil: Viden bliver ikke mindre af at blive delt, og samfundet bliver ikke mindre af at betale til forskning, tværtimod, det kan kun udvikles til en rig mangfoldighed af muligheder på basis af ny viden.

En ide om udveksling og 'noget for noget', er måske ikke i sig selv et problem, hvis blot der også levnes plads til overskuddets gavelogik. Problemet opstår, hvis gaven - ny viden - kun måles på sin pris, ikke sit indhold. Det er tanken, der tæller, siger man om gaver. Fra tanke til faktura, siger Sander om forskning.

Med hvilken logik skal samfundets kontrakt med forskningen skrives? Gavens eller fakturaens?

Som det står skrevet om lån og mål: 'hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det?' (Luk.6, v34) - 'Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.' (v38).

Råd til det unyttige

Hvis samfundet alene måler videnskab med pantelånerens fokus på forrentning, vil gavens logik og den store undren langsomt svinde ud af forskningen. Så vil samfundet ikke mere få et helt så topfyldt mål i favnen.

(Som nationaløkonomen Nina Smith siger i seneste FORSKERforum (nr. 228, s. 18): 'hvis man detailregulerer os og tager frihedsgraderne, så mister vi motivationen og begynder at arbejde 37 timer - som er samfundets 'normalarbejdstid'. Og så kommer universitetet virkelig på den ...').

Og til det med hippierne: Forskningsfrihed og academic freedom går selvfølgelig længere tilbage end 1968. Det var 68'erne, som gjorde op med forskningsfriheden i elfenbenstårn-udgaven, og krævede forskning for folket, ikke for profitten.

Senere krævede de borgerlige forskning for erhvervslivet, og socialdemokraterne drejede det til forskning for velfærd.

Det kan godt være, at forskningspolitikken skal give såvel folket, velfærden og profitten hver sit, men der skal også være plads til mere end det.

Hvis forskning endelig skal være 'for' noget, må det være for udviklingen af en menneskelig civilisation, der er så rig, at den har råd til såvel nyttig som tilsyneladende ganske unyttig forskning.

• Send
• Del