Forældet definition af Humaniora

SVAR - Lektor, Jes Fabricius Møller ønsker at fordrive Katalyst, afdelingen for humanistisk innovation, fra den humanistiske matrikel. Katalyst ignorerer humanistisk faglighed til fordel for deres egen forestilling om, hvad verden har brug for, mener Fabricus Møller. Argumentet er imidlertid fordømmende og forældet, skriver humaniorastuderende.

af stud.mag i Sprogpsykologi, Maria Lyngbo Nielsen.

Kære Jes Fabricius Møller, hvad giver dig ret til at dømme, hvad der er Humaniora, og hvad der ikke er Humaniora? - Hvad der må foregå og ikke foregå i det højtærede Humanioras navn?

LÆS OGSÅ: Katalyst er ikke humaniora

Jeg er en af de sjældne studerende, som har haft muligheden for at blive undervist i videnskabsteori på KUA.

Søren Kjørups ’Menneskevidenskaberne’ var vores grundbog, og allerede på en af de første sider definer han humaniora som »videnskaberne om menneskelige forhold udtrykt i sprog og historie, kunst og kultur…« Hvilket vi jo ikke kan være uenige om.

Men han definerer også humaniora som videnskaberne om mennesket selv som tænkende, følende, handlende og skabende væsen. Humaniora er menneskevidenskab i bred forstand.

Forbindelsen til den virkelige verden

Vi kan velsagtens også blive enige om, at humanister udøver hermeneutisk videnskab, vi analyserer og fortolker humanistiske data. Netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor du forkaster, fordrejer og fordriver formålet med Katalyst.

Humanistisk innovation tager udgangspunkt i brugerens behov. Og det er jo netop her, at humanistisk innovation forbinder humanisternes kernekompetence med ’virkeligheden’.

Lige meget om vi har læst ’arkæologi, filologi, filosofi, litteratur, pædagogik eller andre konkrete humanistiske discipliner’, så kan vi udforske, analysere, fortolke og forsøge at forstå et brugerbehov.

At humanistisk innovation så yderligere sætter dette brugerbehov ind i en teknisk- og strategisk sammenhæng er jo kun med til at give et konkret og relevant perspektiv på opgaven. Og hvem bryder sig ikke om det?

Eftertragtede humanistiske kompetencer

Og kære Jes Fabricius Møller, hvad giver dig ret til at dømme, hvad vi som humanister har brug for? - Hvad der er humanistisk faglighed, og hvad der ikke er?

Katalyst er et af de – efter min mening – fremragende tilbud, der er kommet til humanister på baggrund af kandidatundersøgelsen fra 2007. Jeg citerer her Humanist, april 2008:

»På humaniora på KU er antallet af kandidater, der ikke oplever en faglig sammenhæng mellem deres uddannelse og deres job, 22 procent. Et af rapportens problemområder beskriver det misforhold, der er mellem de kompetencer, man har opnået på sit studie og de kompetencer, der bliver efterspurgt på arbejdspladsen. På landsplan vurderer et flertal af de adspurgte kandidater for eksempel, at deres uddannelse ikke i tilstrækkelig grad har givet dem kompetencer inden for områder som it, generel forretningsforståelse og evnen til at arbejde tværfagligt og projektorienteret.«

Hvad der ikke er nævnt i artiklen er, at evnen til at arbejde kreativt og innovativt er placeret på fjerdepladsen over eftertragtede, men manglende humanistiske kompetencer. Regning er normalt ikke min stærke side, men hvad får man, hvis man plusser disse fire kompetencer? Katalyst.

Træd ned fra piedestalen

Med en BA i Spansk sprog og kultur, et tilvalg i retorik og en overbygning i Sprogpsykologi har jeg været vidt omkring i filologien, historien, litteraturen, sprogvidenskaben. Jeg har læst Aristoteles, jeg kan kende en jambe og en trokæ, og jeg ved, hvornår maurerne erobrede den iberiske halvø, men hvad kan jeg reelt bruge det til, når jeg skal ud i ’den virkelige verden’?

I efteråret 2009 var jeg med på det første hold Joblab. Et reelt tilbud til alle de frustrerede humanister, som netop havde svært ved at se sammenhængen mellem opnåede kompetencer og ’virkeligheden’.

Forløbet inkluderede blandt andet en to dages workshop med Katalyst. Jeg skal ikke trætte dig med parfumerede almindeligheder, men ønsker blot at slå fast, at jeg ikke på noget kursus gennem fem år på KUA har lært så meget, som jeg lærte på netop disse to dage. For jeg lærte, hvordan jeg kan omsætte min viden ude i den virkelige verden.

Så hvorfor skal vi være så højtidelige at tale om grundforskning og anerkendte seniorforskere som en præmis for det rigtige humaniora?

Vi kan vælge med akademisk arrogance at pille os selv og vores egen lille virkelighed i navlen. Men vi kan også springe ned fra piedestalen og hylde alle de forskellige tilbud og muligheder, man i dag har som humanist. Hurra.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del