Firedobbelt Aarhus …?

Med dette indlæg kunne vi godt tænke os for alvor at få begyndt den debat, der burde have været hele grundlaget for fusionstankerne: Skaber fusionerne overhovedet den så eftertragtede faglige synergi?

Vi studerende er nemlig virkelig bange for, at fusionerne kommer til at skabe det modsatte. Så det er på tide, at der kommer nogle vægtige argumenter på bordet – gerne bakket op af dokumentation.

Vi vil gerne synergi

Allerede da fusionsplanerne blev offentliggjort, advarede vi mod ’at lave en Aarhus’. Alligevel har dekanerne og rektor valgt med minimale ændringer at indstille deres grovskitse til bestyrelsen. Også selvom der blandt andet i høringssvarerne har været store nødråb fra ansatte og studerende, der ud fra faglige vurderinger har endog meget svært ved at se den faglige synergi opstå i praksis på de nye kæmpeinstitutter.

Fra Aarhus Universitet ved vi, at hvis en ’faglig udviklingsproces’ køres igennem alene med ledelsens opbakning, skabes både dårligere løsninger og frustration blandt studerende og medarbejdere. Og frustrationer skaber alt andet end faglig synergi, samarbejde og fagligt funderede forandringer.

Og det er super ærgerligt. For stort set alle er jo enige om, at vi gerne vil have et universitet, hvor studerende og medarbejdere bliver endnu bedre til at samarbejde på tværs af fag og fakulteter, og hvor vi får endnu større lyst til at skabe nye erkendelser og resultater i fællesskab.

Kritisk masse-tænkning er kassetænkning

Hvis antallet af fluffy buzzwords var målestok for fusionens succes, hersker der vist ingen tvivl om, at denne fusion ville vandre direkte ind i best practice-katalogerne. Nu er det imidlertid sådan, at buzzwords ikke siger ret meget og ikke har klangbund andre steder end i de glittede salgsdokumenter for fusionen.

Lad os tage et enkelt eksempel:

Behovet for kritisk masse har været et af de afsæt, ledelsen har brugt mange gange i argumentationen for større enheder. Umiddelbart virker det attraktivt med kritisk masse – det er vigtigt at skabe grundlag for nye videnskabelige eksplosioner.

Problemet er, at det ikke er sandsynliggjort, at studerende og medarbejdere fungerer på samme måde som uran, der ved opnået kritisk masse starter kædereaktionen i atombomben. Og det er nu nok de færreste, der regner med, at der i den menneskelige verden opstår store videnskabelige kædereaktioner ved at stoppe flest mulige mennesker ind i de størst mulige enheder – alene med håbet om at kritisk masse skaber fremskridt.

Kill your darlings, ledelse

Rektor Ralf Hemmingsen lovede i forbindelse med processen, at KU ikke ville lave en Aarhus. Det har man på sin vis heller ikke gjort. Man har jo kun omstruktureret halvdelen af fakultetet. Til gengæld har man gjort det på den kvarte tid. Og det er tiden der betyder noget for den faglige forankring. Man har lavet en firedobbelt Aarhus: hurtigt, effektivt – og hamrende uambitiøst.

Den ambitiøse løsning havde været at bruge de lokale fagmiljøers tanker som udgangspunkt for fusionerne – i stedet med at vente med de lokale input, til efter man havde skrevet sin grovskitse færdig. Til trods for rigtig mange gode høringssvar, er det få ændringer, der er skrevet ind i det endelige beslutningsgrundlag.

Mit ærinde er ikke at forbyde ledelsen at have en holdning. Men når man ikke indleder processen med at tage studerende og medarbejdere med på råd, er problemet bare, at man forelsker sig i sine egne idéer. Det er ganske menneskeligt, og noget vi alle sammen gør. Men lederne er ikke fagmiljøerne – og det er de studerende og medarbejderne, der skaber den faglige synergi. Og derfor burde processen være startet der.

Men sket er sket, og vi har stadig mulighed for at tage en fordomsfri debat om fusionerne, og om de bidrager til de ønskede mål – nemlig øget samarbejde. Der er med garanti rigtig mange gode argumenter for og imod fusionerne. Men lad os få dem på bordet, og lad os bruge mere tid på at komme til bunds i alle spørgsmålene.

Hvis lederambitionerne altså ikke skal være den eneste kvalificering, der skal danne grund for denne fusion.