Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Evaluering af (uoplyste) undervisere

DEBAT - Steen Laugesen Hansen mangler indsigt i evalueringsprocessen, når han foreslår at nægte dumpede studerende retten til at evaluere, skriver studenterrepræsentanter fra NBIs Undervisningsudvalg.

Lektor Steen Hansen fra Niels Bohr Institutet sætter i et debatindlæg d. 19.3. spørgsmålstegn ved evalueringsretten hos dumpede studerende såvel som evalueringernes eksistensberettigelse. Man kan komme i tvivl, om Steen Hansen er ansat ved Niels Bohr Institutet, når han beskriver evalueringernes betydning, og vi vil som studenterrepræsentanter i Undervisningsudvalget(UU) derfor gerne klarlægge et par ting.

På NBI er evalueringerne af undervisningen meget værdsat af hele instituttet, og som studerende føler vi os yderst privilegerede over, at underviserne medtager os i debatten om ’den gode undervisning’. For det er lige præcis det, evalueringerne bruges til; en gensidig, konstruktiv italesættelse af udfordringer ved undervisningens indhold, form og formidling.

Vi forstår ikke kritikken af manglende effekt af undervisningsevalueringerne. Gennem undervisningsudvalget bliver hvert enkelt kursus gradueret, dels på bagrund af studenterevalueringer og dels på bagrund af underviserevalueringer. Ved tvivlsspørgsmål eller uklarheder i evalueringerne spørges studerende, der har fulgt kurset, samt forelæser til råds.

Både undervisere og studerende evalueres

Ligesom på resten af Københavns Universitet evalueres kurserne på NBI før eksamen, og ideen om at tage evalueringsretten fra dumpede studerende er derfor ikke en mulighed.

På NBI er evalueringerne af undervisningen så vigtige, at instituttet opfordrer engagerede studerende til at afholde evalueringsarrangementer for at sikre en repræsentativ evaluering. Evalueringerne tages derefter op i UU, hvor både studerende og ansatte sidder. Betydningen af dette arbejde afspejles i tidsforbruget for alle involverede parter, hvor op mod 70 siders kursusevaluering bliver gennemlæst og bearbejdet.

På UU-møderne bliver kurserne inddelt i tre kategorier: ændringer af kurset påkrævet, opfordring til små justeringer af kurset og kurser, der statuerer et eksempel til inspiration for andre kurser. På baggrund af disse kategorier udarbejdes ændringsforslag til de kursusansvarlige samt et tilbud om faglig sparing. Her er det værd at nævne, at også de studerendes og undervisningsassistenternes rolle og engagement vurderes med henblik på forbedring af undervisningen i sin helhed.

Evalueringer har ført til konkrete forbedringer

Men nytter disse anstrengelser noget? JA, på NBI gør de. De seneste år er meget blevet ændret. Forelæsere er blevet udskiftet, undervisningsmaterialer ændret, indstillingskrav og eksamensformer er revideret. Men vigtigst af alt blev det obligatoriske laboratorieforløb, der strækker sig over det første halvandet år af fysikbacheloren, grundlæggende omstruktureret på baggrund af både studerende og underviseres evalueringer. Denne proces har NBI fundet så vigtig, at ledelsen har ansat en underviser til at koordinere hele laboratorieforløbet og givet penge til erhvervelse af nyt laboratorieudstyr for at understøtte udviklingen af den gode undervisning.

På NBI er man lydhør over for konstruktive indkommende forslag fra evalueringer, der er med til at underbygge og videreudvikle kurserne. På den måde sikrer vi, at undervisningen optimeres, så den høje faglighed, som universitetet bygger på, opretholdes.

Steen Hansen skal være mere end velkommen til at komme med forbedringer af vores evalueringsmetoder i undervisningsudvalget. Vi har imidlertid ingen intentioner om at afvige fra vores anonyme evalueringsskemaer, vores dybdegående behandling af evalueringerne og opfølgning af undervisningen. Det har vi ikke, fordi vi sammen skaber en bedre undervisning og bedre studerende.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste