»Et universitet er et sted, hvor der forskes og afholdes eksamen«

08/02-10 kl. 14:13 Debat

SYNSPUNKT - I skåltaler og lignende siger rektor altid det helt rigtige. Men i praksis giver virkeligheden mindelser om noget helt andet end et universitet

af Flemming Dela

(Læs rektor Ralf Hemmingsens svar i kommentartråden herunder. Red.)

Rektor Ralf Hemmingsen er for tiden under kritik for sin administration af KU's midler. Ralf Hemmingsen er rundet af en gammel universitetsånd og -tradition, og i skåltaler og lignende siger rektor da også altid det helt rigtige. Men i praksis giver virkeligheden mindelser om noget helt andet end et universitet.

I sine forsvar for forvaltningen af KU's midler kryber Ralf Hemmingsen i flyverskjul bag sin universitetsdirektør og henfører genvordighederne til finanskrisen. Ak ja, det næste bliver sikkert den globale opvarmning.

Mere bureaukrati, mindre ’produktion’

Stilen er meget lig regeringens håndtering af de aktuelle økonomiske problemer på sygehusene: vanskelighederne findes lokalt (på fakulteter og institutter/Regioner og sygehuse), og vi (Frue Plads/Regeringen) kan og vil ikke gøre mere.

Ralf Hemmingsen forsvarer sig også med, at der skam tillige er sparet internt på Frue Plads. Det er muligt – men det er ikke nok. Også uafhængige rapporter har påpeget et betydeligt administrativt overforbrug på KU. Der har aldrig været flere administrative medarbejdere end der er nu, men for manden/kvinden 'på gulvet' gør det ingen forskel. Jo, bureaukratiet er vokset. Service og hastighed er fortsat på ældre tiders niveau.

Hvad der bliver sat i gang af arbejdsgrupper, konsulentopgaver, ledelsesudviklingskurser, råd, komiteer og udvalg er rystende. Det eneste der bliver produceret er papir, papir, papir – og så lidt navlepilleri, mens den ægte universitets-'produktion', undervisning og forskning, lider meget.

En Lykke for Løkke

Ralf Hemmingsen kunne måske gå forrest og undlade at ansætte en prorektor? Den seneste han ansatte, havde kun én dagsorden: Lykke (eller Løkke?), og bragte kun udgifter og ingen indtægter med sig.

Blot en sparet løn til en prorektor samt direkte afledte udgifter til flere administrative medarbejdere, vil kunne skaffe midler til en-to professorer/lektorer og et antal TAP på for eksempel Biologi eller Geografi. Åh nej, sådan fungerer regnskabet ikke, kan jeg allerede høre for mig. Men til det kan man kun sige, at hvis der er en vilje … er der en vej.

Der kan sikkert gives mange forklaringer på KU’s nuværende vanskeligheder. Jeg stoler ikke på videnskabsminister Helge Sander, så ham vil jeg gerne give skylden, men der er også sket noget internt i ledelsen på KU. Der er desværre sket et skred i opfattelsen af, hvem der er nøglepersonerne på et universitet, og hvad kernen i et universitet er. Nøglepersonerne er forskerne og studenterne – og kernen er forskning og undervisning. Alt andet er hjælpefunktioner!

Er et universitet nu en 'koncern'?

Den mentale forvridning i KU’s ledelse kommer stærkt symbolsk til udtryk ved navngivningen af hjælpefunktionerne. Hvordan man kan få sig selv til at navngive KU's økonomikontor 'Koncern-økonomi' og kalde IT-afdelingen for 'Koncern-it' overstiger min fatteevne. Ser rektor slet ikke symbolikken? Ønsker han at lade Københavns Universitet fremstå som en 'koncern'?

Det ville hjælpe om Ralf Hemmingsen tog sine egne ord fra taler og visionskronikker alvorligt, og agerede som leder af et universitet – ikke som 'koncern-leder' – og genkaldte sig hvad det er som skaber (værdien på) et universitet. Min egen 'læremester' udtrykte det således: »Et Universitet er et sted hvor der forskes og afholdes eksamen!«

Udsagnet kan nuanceres lidt mere, men i bund og grund er det essensen på det sted, hvor Ralf Hemmingsen er rektor.

Flemming Dela er professor på Biomedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

3 kommentarer

Skriv en kommentar

08/02-10 kl. 23:38 Peter B Thrane:

Jeg oplever at rektor Ralf Hemmingsen formulerer sig godt og rigtigt når han taler udadtil, og det er positivt, men samtidig oplever jeg, at ledelsen, rektor inklusive, løber fra løfterne.

I mandags og tirsdag var flere hundrede studerende på gaden. Vi aktionerede fordi vi føler os pressede, fordi vi lige nu står med helt konkrete eksempler på at besparelser og underprioritering af undervisning forringer undervisningen. Samtidig, og det får vi bekræftet af de officielle tal, står vi til yderligere besparelser de kommende år. Der kan diskuteres frem og tilbage om hvem der bærer ansvaret for det skete, men langt mere interessant er det, hvem der vil påtage sig ansvaret for fremadrettet at løse vores problemer. Jeg vil gøre mit og engagere mig, men jeg er kun studerende.

Det er et chokerende faktum at der er for dårlig økonomisk styring på KU, på SCIENCE og på BI. Og det gør nas år efter år, når man fyrer et antal undervisere.

Tilbage til rektors tale.
Ledelsen svarede BI-undervisernes åbne brev i en høflig afvisning, hvor de lægger ansvaret ud til SCIENCE og BI - det har man fuld tillid til man selv vil klare, hedder det.
Ledelsen bekendtgør at der ikke vil blive nogen "taskforce" for BI, kun for IGG. BI-studerende kan så søge til det eksisterende samarbejde ml. NAT/FARMA/LIFE. Det vil vi så gøre, men er det i tilstrækkelig grad at tage initiativ til en ”proces” der ”involverer studerende bredt?”
Den ”personlige drøftelse”, der nævntes i tirsdags er åbenbart en drøftelse med Studievejledningen og ikke rektor. Forståeligt, rektor har vel travlt, men er det ikke lidt flotte ord at tage i brug, når der intet hold er i dem? Jeg har kendskab til en berørt biologi-studerende, der skrev til rektoratet og blev sendt videre til Studievejledningen.

Jeg mener det er vigtigt og rigtigt at vi får de rigtige tal på bordet, men samtidig er det også vigtigt vi får startet en indsats i stedet for at kaste med aber til højre og venstre. Jeg kunne ønske mig mere initiativ fra rektoratets side. Vi demonstrerede ikke for at starte en mudderkamp – vi demonstrerede for at blive taget alvorligt. Det blev vi en kort stund, og jeg håber man vil blive ved med det.

08/02-10 kl. 17:46 Ralf Hemmingsen:

I et indlæg ovenfor retter tidligere prodekan Flemming Dela et personangreb mod mig og den tidligere prorektor Lykke Friis. Dela har været en del af KU’s ledelse i en årrække med lod og del i mange af de beslutninger, der er blevet taget. Nu undsiges de imidlertid og et hvert medansvar fralægges. Essensen af de synspunkter, der fremføres, har jeg valgt at svare på i breve til medarbejderne på Biologisk Institut. Med hensyn til angrebet på Lykke Friis vil jeg blot konstatere, at hun har gjort et fremragende stykke arbejde for KU f.eks. når det gælder vores klimaindsats, synliggørelse af KU eksternt og sat kontakten til alumner og studiemiljø på dagsordenen.

08/02-10 kl. 16:20 Anne Lise Pedersen:

Paradoksalt nok er et af den siddende regerings mest yndede slogans: ”Mennesket før systemet”.

Du peger præcist på en ”systemfejl” som Sander har påført universiteterne (og den offentlige sektor generelt). De administrative og andre støttefunktioner skal ”effektiviseres”. Hovedformålet med denne såkaldte effektivisering er ikke at forbedre servicen for forskere og undervisere så de får mere tid til at forske og undervise. Nej, teknisk-administrative opgaver skal først og fremmest gøres billigere og målbare, så alle de nye ”effektive” chefer nemt kan rapportere mål og resultater opad i systemet. Jeg tror ikke man skal forvente sig vældigt meget af rektor. Han er vel netop ansat til at føre Sanders planer ud i livet.

Man kan i øvrigt sige at det nærmest er blevet et varemærke for det Sanderske tæppebombardement af forandringer at kalde tingene noget helt andet end det, de er. I lighed med de økonomiske forhold hvor bevillinger, der ikke engang kan dække den almindelige inflation, kaldes for ”historiske løft” etc.
Anne Lise Pedersen

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
21/05-12 kl. 11:20 Politik

Økonomistuderende i opgør med studiet

KORT NYT MANDAG - Økonomistuderende i opgør med studiet - Studenterpræsten bruger ikke facitliste til studiekvaler - Ombudsmand dropper Koldau-sag - Fusion på AU skaber frustrationer - Nye kurser til dit arbejdsliv fra Copenhagen Summer University - KU-forskere sætter lup på immundefekt.

Læs også:
Da dommedagsøkonomen fik ret
De smukke perler på KU af Anders F 01Smukke steder på KU set med et kamera
Pjece_PET
18/05-12 kl. 10:17 Politik

Rektor spist af med pjece fra PET i spionsag

SPIONGUIDE - Hvordan skal KU's forskere undgå at overtræde spionparagrafferne? vil KU's rektor vide. Læs vores pjece, svarer PET.

18/05-12 kl. 09:43 Politik

I dag er planterne fascinerende

KORT NYT FREDAG - Plantefascinationsdag 1: Lad jer fascinere - Plantefascinationsdag 2: Besøg hemmelige drivhuse - Helligdage plejede at være en plage - Regeringens udligningsordning er misforstået.

16/05-12 kl. 10:25 Politik

Danske forskere undviger plagiat-kontrol

KORT NYT ONSDAG - Danske forskere undviger plagiat-kontrol - Akademiske plagiater florerer i EU’s magtelite - Aktører: Østergaard spiller højt spil med SU-spareøvelse - Formidlingsraseriet har skabt kløft mellem akademikere og "alle de andre" - Uddannede lever bare endnu længere og sundere - PET-chef beroliger studerende om retsstilling.

Metrolinje
16/05-12 kl. 08:17 Debat

Opret en metrostation ved Riget

SYNSPUNKT - Den kommende Metro Cityring løser ikke problemerne med at komme til og fra store KU-områder som Panum Instituttet. Men det kan der rådes bod på, mener debattøren.

Fakta

Flemming Dela er professor på Biomedicinsk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.


Nyhedsbrev

Universitetsavisen er University Post i maj måned

SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.

Etisk Råd vil diskutere, om vi skal have 'dopingfrie studier', fordi studerende bl.a. får betablokkere før eksamen. Din mening?

Vind iPad i Uniavisens citatstorm 2012

FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk