Et forsvar for blokstrukturen

I en klumme bragt 9. December af Theis Eizo De Noord, blev der rettet kritik imod den blokstruktur, der i efteråret 2004 blev indført på KU Science.

Jeg læser selv Nanoscience på 3. år, og er en af de mange, der nyder rigtig godt af den forøgede orden og struktur, som blokstrukturen bringer med sig. Før jeg startede på KU, læste jeg videnskab på Sierra College, hvor kurserne løb over semestre. Med dette indlæg vil jeg gøre det klart, at blokstrukturen gør det simplere for den studerende at planlægge sit studieforløb og nemmere at fordybe sig i forskningsprojekter, men også tilbagevise den kritik som Theis retter imod blokstrukturen, der primært lyder, at der ikke er tid til at ‘omprogrammere’ sin hjerne til nye måder at tænke på.

LÆS OGSÅ: Theis Eizo de Noords indlæg.

Hvad er blokstrukturen?

På Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet har vi blokstruktur. Det betyder at man i løbet af et studieår har fire blokke à 9 uger og 15 ECTS-point. Næsten alle kurser er tilpasset denne struktur, hvilket vil sige at de er på enten 7,5 eller 15 ECTS-point. Det betyder, at man til hver en tid har maksimum to kurser at bekymre sig om, med mindre man ønsker at overnormere, hvilket også er muligt.

At kurserne er ‘streamlinede’ til enten at være på 7,5 eller på 15 ECTS-point betyder, at de passer helt perfekt ned i de kasser, som man gerne vil have dem til at være i – blokkene. Jeg kan altså sørge for, at min arbejdsbyrde, i hvert fald mht. ECTS point, kommer til at være konstant, og at jeg ikke lige pludselig har noget, jeg bliver nødt til at indhente, fordi jeg kun kunne finde 21 interessante ECTS-point til et givent semester.

Det er bestemt noget, der giver ro i sindet og gør det lettere at tegne diagrammer over ens udannelse og organisere sine kurser – både dem, man har gennemført og dem, man ønsker at tage. Nogen vil uden tvivl argumentere for, at arbejdsbyrden så tilgengæld bliver en hel del hårdere, hvis man kun vil have 7,5 ECTS-point i en blok, men 22,5 i den næste.

Sådan en situation kunne man sagtens tænkes at stå i, hvis kursusudbuddet i en given blok synes lidt tyndt, eller der bare er tre sideløbende kurser, som man bliver nødt til at tage. Det er her, de fremragende forskere hos Science, efter min erfaring, har været utrolig dygtige til at træde til.

Man kan nemlig altid søge om – og få lov til, hvis man er en god studerende – at tage 7,5 ECTS-points forskningspraktik. Her skriver man et projekt i en gruppe, der laver det, man gerne vil. Der er altså mange chancer for at lære pensum til det dér helt uundværlige kursus. På den måde kan man få det hele og undgå en unødvendig overnormering.

Fordybelse og læring

Af de ni uger som en blok løber over, er der typisk syv ugers undervisning, en uges opsamling og en uge med eksaminer. Det at man i syv uger kun skal koncentrere sig om et eller to kurser, betyder, at man ikke glemmer det, man lige har lært, eller bliver forstyrret af at skulle holde styr på 4-5 forskellige pensum lister samtidig.

Man smeder så at sige, imens jernet er varmt, og det vidensfundament, som man byggede til sidste forelæsning, er intakt til den næste. Det sparer en masse kan I huske hvad vi snakkede om sidst-starter på forelæsninger, og det gør, at den tid, man sidder i en forelæsningssal, bliver brugt fornuftigt. På den måde gør strukturen, at undervisningstiden er mere effektiv, og da undervisningstiden ikke er reduceret, bliver resultatet bedre.

De tunge kurser

I sin kritik af blokstrukturen skriver Theis:

»Men i forståelsesfag, hvor vi undervises i at tænke på en særlig måde, fungerer det altså ikke. Hverken kvantemekanik eller elektrodynamik kan læres på syv uger! Og at slå to blokke sammen med eksaminer halvvejs, gør heller ingen lykkelig.«

Det er rigtig svært at lære kvantemekanik på syv uger. Derfor er kurser som kvantemekanik heldigvis delt op i kvantemekanik 1 og kvantemekanik 2. Det har man fra Fysisk Undervisningsudvalg valgt at gøre for at give folk en chance for at nå at ‘omprogrammere’ deres hjerner til at tænke i kvant, før det bliver krævet.

I lige præcis det her tilfælde er der dog en eksamen halvvejs, hvor pensum er sådan, at det kan klares af folk, der er nået halvvejs i deres forståelse af kvantemekanik.

I andre tilfælde som “Computational Cehmistry” eller “Unified Concepts in Nanoscience”, er kurserne indrettet sådan, at de er 15 point værd, løber over to blokke (cirka et semester), og kun har en eksamen til sidst. Det burde nu være klart, at de større kurser sagtens kan klare blokstruktur-testen, og at man i stedet for at kræve at påvirke ledelsen til at pille ved blokstrukturen, burde gå til sine undervisningsudvalg og snakke med dem om kursusopdelingen og indretningen.

Blokstukturen er kommet for at blive og gudskelov for det.

uni-avis@adm.ku.dk